Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Minitest: En praktisk Jaguar?!?

Jaguars nye E-Pace pifter den praktiske SUV-klasse op med underholdende køreegenskaber

Mathias B. Høj
18/01-2018 kl. 11:27

Hvis man vil, kan man godt tænke det som et kompromis. På den positive måde, forstås. For den bilnørdede mand med den gode indkomst og grånende hår (for nu at overholde alle fordomme) vil egentlig gerne have en Jaguar F-Type sportsvogn. Men den bedre halvdel vil have, at hele familien – og deres bagage – og indkøbsposerne fra Bilka – skal kunne være i bilen. Og de skal kunne køre på ferie – og ro på bagsædet skal fremmes via Ipads – så der skal være opladningsmuligheder nok. Meget praktiske krav. Det bliver lidt stramt med en sportsvogn. 

Derfor er Jaguar nu også gået ind på det boomende marked for kompakte SUV'er. E-Pace er den lille ny, som har lånt designlinjer fra F-type, og kombineret dem med den for genren højere højere stil. Så man nu kan få en praktisk Jaguar, men ikke så praktisk, at det går for meget ud over køreegenskaberne. Jaguar ser selv E-Pacen som en model der skal lokke nye kunder til, som ikke tidligere har overvejet en Jaguar.

MagaCin var taget til præsentation på E-Pace'n for at få et indtryk af, hvad det for en slags bil.

En høj, praktisk bil. Er den så kedelig at køre i?

Lad det være sagt med det samme: man kan ignorere færdelslove, men ikke naturlovene. En høj, smal bil bliver aldrig så sikker i sving som en lav, bred bil. Jaguar E-Pace har en bredde på 1900 mm, hvilket er meget bredt for klassen. Længden er til den korte side med 4411 mm og Jaguar betoner også selv, at ganske vist skal bilen være praktisk, men den må aldrig blive kedelig at køre. Det er den heller ikke – for en bil i den kompakte SUV-klasse er affjedringen fremragende og bilen har en god svingdynamik. Vi kunne ikke lade være med at sammenligne den med den noget større Alfa Romeo Stelvio, der også motiverede til at tage svingene mere, lad os sige dynamisk, end hvad der egentlig er strengt nødvendigt. Kun glat føre på de mindre veje holdt os lidt tilbage.

Vi testede to versioner – 180 hk motorer med hhv. benzin og diesel. Begge havde rigeligt kræfter i byen, ok til landevejen, men ved højere motorvejsfart var det så som så med accelerationen. Den kan også fås med en mere økonomisk 150 hk motor, hvis man går efter det fornuftige islæt. Eller 300 hk i den modsatte ende af spektret.

Hvordan er komforten og kabinen?

Den er god, for forsædepassagerer i hver fald. Sæderne var elektronisk justerbare og man kan mere eller mindre sidde som man ønsker. 

Instrumentbrættet er designet dejligt simpelt og overskueligt – men også med en del plast. Ikke det store problem, men eksempelvis rattet føles ikke som en bil i premiumklassen. 10' tommerskærm er standard fra laveste version.

Til gengæld var der masser af rum, aflæggeplads og hele fem USB udtag. Bagagerummets kapacitet er på 577 L.

Hvad koster den?

Priserne starter ved 383.771 kr og opefter. Men Jaguar æder sig hastigt ind på firmabilsmarkedet og den kan fås med en beskatningspris fra 325.676 kr. Desuden kan den privatleases fra ca. 5000 kr. om måneden med en førstegangsydelse på 20.000 kr.

Hvad er så det samlede indtryk?

E-Pacen er et kærkomment indspark i et bilsegment, hvor køreglæden kan være ret begrænset. Jaguaren er en underholdende bil at køre, selvom det er en høj bil med aflæggeplads og praktiske detaljer. Og den slags hører sjældent sammen. Vi ser frem til at kunne lære bilen bedre at kende, når vi får den til test.

Skriv et svar

Denne side bruger cookies

Læs mere