5.500 kr. billigere i årlige afgifter - Bilguide
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

5.500 kr. billigere i årlige afgifter

Mulighed for at få et meget lavere beløb på girokortet
Suzuki
23/03-2011 kl. 22:30

Cirka 100.000 ejere af gulpladebiler har mulighed for at få et meget lavere beløb på girokortet for vægt- og tillægsafgift. Der skal bare ændres et enkelt tal i bilens papirer og når det er gjort, slipper man ca. 5.500 kroner billigere i afgifter hvert år fremover. Denne mulighed gælder for dem, der kører privat i en 4-13 år gammel bil på gule plader.

Indtil for fire år siden var det populært for mange private danskere at købe sig en god størrelse ’familiebil’, der var bygget om til gule plader. Kunne man nøjes med de to forsæder, skulle der nemlig kun betales 30 procent i registreringsafgift.

Men da disse biler er i en vægtklasse på over to tons i totalvægt, betyder det samtidig, at der skal betales en relativt høj vægtafgift. Og oven i denne kommer afgiften for at bruge bilen til private formål. Den såkaldte misundelsesafgift på 5.040 kr. Samlet set løber den årlige regning typisk op på 8.180 kroner for en benzinbil og 9.070 kroner for en dieselbil.

Mange betaler for meget
Mange af disse bilejere behøver ikke betale så høje afgifter. Lovgivningen giver nemlig mulighed for, at de fleste gulpladebiler med en totalvægt på mellem 2.001 og op til 2.650 kg kan vejes ned til 2.000 kg. Og det er nok til at skære ca. 5.500 kr. af den årlige afgiftsregning.

”Denne mulighed bliver attraktiv, når bilen er blevet nogle år gammel. For så vil dens lavere handelsværdi betyde, at der for mange vil være rigtig god økonomi i at betale ny registreringsafgift og få bilen ned i en lavere vægtklasse,” siger Erik C. Petersen, som er en af specialisterne hos firmaet Nedvejning.dk, der allerede har hjulpet mere end 2.300 bilejere til besparelsen.

Pengene tjent hjem på 16 måneder
”Det lyder måske enkelt, men de færreste er klar over, at det overhovedet kan lade sig gøre,” fortsætter Erik C. Petersen. Det gælder fx Lars Andersen, der i 2010 hørte om muligheden og derfor besluttede sig for, at omregistrere sin 8 år gamle firehjulstrækker. Det kostede i alt 6.915 kr. Til gengæld sparer han nu hvert år 5.650 kr. i løbende afgifter. ”Det kan jo være en dyr omgang at holde sådan en bil kørende, men nu er økonomien blevet fornuftig. Så nu kan vi køre videre i bilen og nyde dens fordele ekstra meget. Vi kan godt lide, at bilen er høj, og at vi kan komme lidt uden for alfarvej og nyde naturen,” siger Lars Andreasen.

Ikke et hul i loven
Erik C. Petersen fra Nedvejning.dk understreger, at der ikke er tale om en skattefidus. ”Der er ikke opstået et hul i loven. Derimod er der tale om, at bilens handelspris er faldet i takt med, at den er blevet ældre. Dermed er det blevet billigere at omregistrere og nedveje varebilen. Men Skat bruger selvfølgelig ikke kræfter på at oplyse folk om, hvordan man kan spare penge i skat – det skal man selv finde ud af,” forklarer Erik Petersen. Han skønner, at op mod 100.000 danskere i dag betaler mere end 5.000 kr. for meget i afgift, når de kører i deres private gulpladebil. Netop derfor blev firmaet Nedvejning.dk stiftet i starten af 2010. Formålet med firmaet er at gøre folk opmærksomme på muligheden og derefter hjælpe med papirarbejde og sagsbehandling.

Se i bilens papirer
Man kan få glæde af de lavere afgifter, hvis man kører privat i en gulpladebil, der er indregistreret første gang mellem den 2. juni 1998 og den 24. april 2007.
Datoen finder man på bilens registreringsattest. Det er også her, man kan se, hvad bilen vejer. I langt de fleste tilfælde vil der stå en totalvægt på mellem 2.001 og 2.650 kg og hvis egenvægten ikke er større end 1.650 kg, vil bilen sandsynligvis med fordel kunne vejes ned.

Sådan foregår det
En typisk nedvejning kræver, at man møder op på Skats motorkontor og i synshallen. Hos Skat ansøges om ny afgift og en række data og dokumenter skal findes frem. Herefter skal Skat vurdere bilens nuværende handelspris og en ny registreringsafgift beregnes. For en bil der vurderes til en værdi på kr. 75.000, udgør den nye registreringsafgift ca. 10.000 kroner. Nedvejning.dk tager en pris på 695 kr. for at vejlede bilejeren gennem hele processen, foretage en erfaringsbaseret vurdering af bilens værdi, beregne den nye afgift og gennemføre selve sagsbehandlingen overfor Skat. Og det er der på 9 måneder mere end 2.300 bilejere, som har fået økonomisk fordel af.

Når vurderingen af bilen foreligger, afgør bilejeren selv, om han/hun vil betale den nye registreringsafgift og derved omregistrere bilen til den lavere vægtklasse. Bilejeren har derfor fuld klarhed over økonomien, inden den endelige beslutning tages.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start