Dansand Classic Sprint: Motorløb i hjertet Silkeborg
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Motorløb i hjertet Silkeborg

Classic Sprint lørdag den 27. august
Automania
19/08-2011 kl. 20:30

Automania – Silkeborg Automobilfestival afvikler Dansand Classic Sprint lørdag den 27. august i midtbyen langs med søerne på Danmarks smukkeste ”bane”

Det sker i København og Århus, men nu sker det også i Silkeborg. Lørdag den 27. august er der premiere på Dansand Classic Sprint, der er et motorløb for veteran- og klassiske biler midt inde i byen. Det unikke løb køres langs vandet ved byens rådhus på en afspærret rute, der garanteret ikke findes smukkere i Danmark. Det afvikles som et klubrally, hvor der køres mod uret. Banen gennemkøres 2 gange, så længden bliver i alt 1700 meter. Søvej bliver afspærret ved rådhuset og ved rundkørslen til parkeringshuset, der dog vil kunne benyttes.

Der bliver Goodwood-stemning i Silkeborg
Ryttergården bliver placeret på en stor parkeringsplads vest for rådhuset, hvor publikum vil få mulighed for at komme helt tæt på de spændende biler og få en snak med kørerne, ligesom en del af ruten afvikles her. Der forventes deltagelse af op imod 50 sportsbiler, lige fra MG Midget, Porsche 944, Triumph TR, Toyota Supra og Lotus Elan til Fiat Abarth, Morris Cooper og lignende, som kørte på Jyllandsringen i 60’erne. I ryttergården vil også være opstillet servicetelt, hvor publikum kan købe forplejning og herfra vil der også være glimrende udsigt til selve løbet, ligesom ruten er meget tilskuervenlig. Der forventes et stort publikum til arrangementet, for der bliver ægte Goodwood-stemning midt i Silkeborg denne lørdag. Løbet er en del af Automania – Silkeborg Automobilfestival. Historisk Motorsport, der har stor erfaring med at arrangere lignende løb, er ansvarlig arrangør. De står også bag afviklingen af DM i HillClimb, hvor der plejer at være en afdeling i forbindelse med Bilfestivalen. Denne er i år erstattet af Dansand Classic Sprint. Bestyrelsen i Automania har gennem flere år arbejdet på at arrangere et motorløb midt i Silkeborg, så det er dejligt at det endeligt er lykkedes.

Lørdag formiddag er der træning på ruten og her vil det være muligt at erhverve licens, for der afholdes også et kursus i klubrally. Det skal bemærkes at den teoretiske del foregår i teltet på Søtorvet allerede fredag aften. Så hvis der er nogen, der har lyst til at prøve kræfter med sporten, er muligheden der. Det kræver blot at man råder over en bil fra før 1986. Tilmelding til løbet sker på hjemmesiden www.hms.dk, hvor man kan læse mere om klasseinddeling og meget mere i forbindelse med løbet.

Masser af klassiske biler i Silkeborg
Automania – Silkeborg Automobilfestival har siden 2006 været afviklet den sidste weekend i august og i år bliver det fra fredag den 26. til og med søndag den 28. august. Fredag kl. 16 er der officiel åbning på Torvet af borgmester Hanne Bæk Olsen og herefter bliver en lang række flotte biler præsenteret for publikum af Niels Jonassen, der også er speaker ved motorløbet. Lørdag er der desuden stort klassisk og veterantræf på Søtorvet, hvor hundredevis af flotte køretøjer mødes. Blandt andet kan nævnes deltagelse af MG-, Cobra- og Mustang-klubben og en del norske sportsvogne, der har været med siden starten. Søndag er der træf for klassiske køretøjer på Søtorvet, hvorfra Folkesparekassens Picnictur også køres. En perlerække af klassikere vil sno sig gennem den smukke natur omkring Silkeborg med pitstop hos hovedsponsoren Folkesparekassen. Festivalen slutter på Søtorvet søndag eftermiddag. På hjemmesiden www.automania.dk kan man læse meget mere om Automania.

”Grøn” udstilling på Papirtorvet
Som et modspil til alle disse ældre benzinmotorer, arrangeres der for tredje år en stor udstilling af moderne ”grønne” biler på Papirtorvet, hvor der præsenteres masser af nyheder indenfor energirigtig trafik. Her kan man bl.a. se Tesla, Citroên C-Zero og en række energirigtige biler fra Mitsubishi, Volvo, Renault, Honda, Peugeot, Skoda og VW. Eventyreren Hjalte Tin, der har kørt jorden rundt i en Nissan Qashqai ombygget til el, kigger forbi med bilen og fortæller om turen på 34.000 km.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start