
Video: Dampdrevet motorcykel accelererer med 6,8 G
Husker du artiklen om Verdens hurtigste bedstefar på miljørigtig dragster, hvor vi i 2023 fortalte om Graham Sykes og hans dampdrevne fartmonster?
Dengang gik det allerede rasende stærkt, men den britiske bedstefar havde ambitioner om endnu mere fart, og dem har han i den grad gjort alvor af. For siden vores første omtale er den spektakulære motorcykel med navnet Force of Nature blevet endnu hurtigere og leverer med en acceleration på op til 6,8 G præstationer, som de færreste motorcyklister nogensinde kommer i nærheden af.
347 km/t efter blot 201 meter
Hvor vi i 2023 kunne fortælle om en hastighed på 263 km/t efter en ottendedel mile, har Force of Nature nu passeret 347 km/t på samme distance. Og det er vel at mærke over en strækning på blot 201 meter.
Dokumentation fra et Straightliners-arrangement på Elvington Airfield i september viser blandt andet, at Phil Wood ved den lejlighed tilbagelagde de første 201 meter på bare 3,649 sekunder og blev noteret for 215,637 mph, der svarer til en snas over 347 km/t.

Efter de fulde 402 meter viste stopuret 5,500 sekunder, men hastigheden var på det tidspunkt faldet til godt 309 km/t. Det lyder måske besynderligt, at en motorcykel kan være langsommere ved målstregen end halvvejs gennem kørslen. Men forklaringen skal findes i den noget usædvanlige måde, som Force of Nature omsætter damptryk til fremdrift på.
Inden vi ser lidt nærmere på teknikken, skal vi måske lige se et hurtigt eksempel på en af effekterne, når den britiske dampmotorcykel bliver sendt af sted fra startlinjen på Santa Pod Raceway. Bemærk reaktionen fra instagrammeren cargirlkeris.
Ingen benzin, stempler, gearkasse eller træk på baghjulet
Selv om Force of Nature umiddelbart kunne ligne en ekstremt langstrakt konventionel dragbike, adskiller den sig fra en traditionel motorcykel på et væsentligt punkt. For det er tydeligvis hverken en forbrændingsmotor eller en elmotor, der driver baghjulet, som det var tilfældet, da to danske fætre i 2022 satte verdensrekord på Santa Pod Raceway, hvor videoerne i denne artikel også er optaget.
I stedet for mere alment kendte principper fungerer konstruktionen på Force of Nature efter samme grundlæggende princip som en raket, hvor hjertet i Graham Sykes’ usædvanlige konstruktion er en trykbeholder med vand, som opvarmes til omkring 250 grader under et tryk på 40–50 bar.
Når vandet slippes ud gennem særligt udformede dyser, falder trykket voldsomt, og en del af vandet omdannes øjeblikkeligt til damp. Den hurtige udvidelse skaber en kraftig stråle bagud, og kraften sender motorcyklen fremad.
Det er altså ikke baghjulet, der sender motorcyklen fremad, men raketprincippet, der trækker læsset, og når fremdriften ophører, fortsætter Force of Nature ved egen inerti, mens hastigheden gradvist aftager. Derfor er det ikke så mystisk endda, at hastigheden kan være lavere efter 402 meter end efter 201.
Se også nedenstående opsamlingsvideo med fire kørsler fra tre forskellige events på Santa Pod, som Paul Donovan for nylig har delt på YouTube.
En acceleration ud over det sædvanlige
Der er tydeligvis skud i raketten, og en øjeblikkelig acceleration på 6,8 G, der svarer til næsten syv gange tyngdeaccelerationen, er nok en belastning, som de færreste af vi almindelige dødelige motorcyklister nogensinde oplever. Og som stiller ganske særlige krav til både kører og konstruktion.
De 6,8 G skal ses som en maksimal acceleration under starten og er altså ikke en konstant belastning under hele kørslen. Men sammenlignet med de mest ekstreme konventionelle tohjulede dragracere i Top Fuel-klassen, der kan accelerere med over 4 G ved starten, er Force of Natures målte topværdi på 6,8 G usædvanlig selv i en motorsportsdisciplin, hvor acceleration er altafgørende.
Den voldsomme acceleration bliver ikke mindre bemærkelsesværdig af, at Force of Nature ikke er et stort fabriksprojekt med en stor motorcykelproducents udviklingsafdeling i ryggen. Bag konstruktionen står nemlig privatpersonen Graham Sykes, der har beskæftiget sig med motorsport siden 1979, og som gennem årene har samlet et mindre hold omkring det usædvanlige projekt.
Projekter af den karakter kræver typisk opbakning fra familien, og Grahams hustru Diane spiller da også en væsentlig rolle, mens Phil Wood i de senere år har stået for en række af de rekordkørsler, der har flyttet grænserne for den dampdrevne raketmotorcykels præstationer.
Endnu hurtigere i 2026
Udviklingsarbejdet har dog ikke udelukkende resulteret i ekstrem acceleration, for i juni fortalte holdet under Nyheder på Force of Natures officielle hjemmeside, at motorcyklen havde gennemført kvartmilen på blot 5,44 sekunder under Main Event på Santa Pod.
Og i september blev der skrevet endnu et kapitel i historien, hvor Phil Wood ifølge en redegørelse fra Graham Sykes, offentliggjort af Eurodragster, nåede op på 215,6 mph over en ottendedel mile på Elvington. Dermed overgik holdet efter deres egne oplysninger den hidtidige rekord for dampdrevne køretøjer, som lød på 214,7 mph og tilhørte Water Thunder.
Det må siges at være en ganske imponerende udvikling for et projekt, hvor ambitionen oprindeligt var at passere 200 mph, eller godt 320 km/t. Men netop som Force of Nature var noteret for endnu en bemærkelsesværdig præstation, tog historien en dramatisk drejning.
Rekordjagten fik en dramatisk afslutning
Dagen efter rekordkørslen, som Sykes beskriver i sin redegørelse, gik det nemlig galt under Elvington Speed Week. Phil Wood sad igen på motorcyklen, men under nedbremsningen blev Force of Nature ifølge Sykes blæst ud af kurs.
Wood forsøgte at holde motorcyklen oprejst og undgå at komme ud på græsset, men væltede med omkring 97 km/t, hvorefter den tunge konstruktion rullede hen over ham og fortsatte med at slå kolbøtter, inden den faldt til ro. Wood slap heldigvis fra ulykken med livet i behold, men pådrog sig blandt andet flere knoglebrud i højre hånd og fingrene samt skader på ben og krop.
Det gik altså heldigvis ikke så galt som for opfinderen af forløberen for motorcyklernes gashåndtag, der afgik ved døden i forbindelse med et styrt på sin geniale dampdrevne motorcykel.
Force of Nature slap heller ikke specielt billigt, da kulfiberbeklædningen blev alvorligt beskadiget, og blandt andet styr, instrumenter, baghjul og dæk blev ødelagt. Til gengæld havde beklædningen ifølge Sykes beskyttet den centrale trykbeholder og ventilerne.
Det kan man kalde held i uheld, når man tager konstruktionens indhold af stærkt opvarmet vand under højt tryk i betragtning. Se Paul Donovans billeder fra Santa Pod og Elvington, som er delt på Force of Nature Steam Rocket Bike.
Force of Nature vender tilbage
Trods det alvorlige tilbageslag er Graham Sykes ikke indstillet på at opgive projektet. På holdets egen hjemmeside fortæller han, at Phil Wood er i bedring, og at Force of Nature skal genopbygges.
Det bliver imidlertid både tidskrævende og kostbart, og holdet kan endnu ikke sætte en dato på, hvornår den dampdrevne raketmotorcykel igen er klar til at accelerere ned ad en landingsbane eller dragstrip. Sykes ser dog også muligheder i situationen, for når de ødelagte kåbedele alligevel skal erstattes, kan aerodynamikken forbedres.
Og dermed er vi næsten tilbage ved udgangspunktet fra vores artikel i 2023.
Graham Sykes havde dengang ambitioner om at gøre sin usædvanlige motorcykel endnu hurtigere. Det lykkedes til fulde, og selv om rekordjagten foreløbig er sat på pause, er ambitionerne tydeligvis ikke blevet mindre.


