FIM åbner døren for kinesisk WorldSBK afdeling

Kinesiske producenter fylder stadig mere i international racing, og nu omtaler FIM ligefrem en kommende kinesisk afdeling af WorldSBK.
Anslået læsetid: 6 Minutter

Den kinesiske motorcykelindustri er i rivende udvikling og æder markedsandele i Europa. Men på den længere bane begrænses konkurrencen ikke til lave priser, omfattende udstyr og løbende udvidelser af modelprogrammerne for gademotorcykler.

Sidste år kunne du som en lille forløber læse om Kinesere i World SBK og SSP her på MagaCin, og de kinesiske motorcykelproducenter bliver tilsyneladende stadig mere bevidste om mediedækningen i international motorsport. Her kan stærke resultater skabe synlighed, understøtte den teknologiske udvikling og opbygge den troværdighed, som de etablerede europæiske og japanske producenter har brugt årtier på at skabe.

Den udvikling fik endnu et konkret holdepunkt under FIM-præsidenten Jorge Viegas’ nylige besøg i Kina. Under besøget blev der nemlig både talt om en kommende kinesisk afdeling af WorldSBK, CFMOTO’s udvikling af en motorcykel til WSBK og producentens planer om sit eget baneanlæg.

Kinesisk afdeling af WorldSBK?

FIM informerede den 14. september om et tætpakket program under besøget i Kina. Efter møder med repræsentanter for blandt andet CFMOTO, de kinesiske motorsportsmyndigheder samt lokale myndigheder besøgte Jorge Viegas også Patrick Yang, som er præsident for Shanghai Juss Sports & Entertainment.

FIM beskriver selskabet som kommende promotor for en kinesisk afdeling af WorldSBK.

Den officielle udtalelse er mere konkret end en løs hensigtserklæring, men kan dog ikke sidestilles med en sikker plads i den officielle WorldSBK-kalender.

FIM giver ikke noget bud på, hvornår en kinesisk WorldSBK-afdeling eventuelt kan afvikles, hvilken racerbane der skal benyttes, eller hvornår vi kan forvente en officiel udmelding om et fuldgyldigt event.

Selvom Shanghai International Circuit kunne være en oplagt mulighed – blandt andet fordi Juss Sports er involveret i driften af banen og allerede står bag store internationale sportsbegivenheder – har FIM ikke udpeget den eller nogen anden kinesisk bane som potentiel vært for en kommende WorldSBK-afdeling.

CFMOTO udvikler en WorldSBK-motorcykel

Viegas lagde også vejen forbi CFMOTO’s nye fabrik i Hangzhou, hvor den kinesiske producent præsenterede sine fremtidige planer inden for motorsport.

Her skriver FIM, at CFMOTO orienterede Viegas om udviklingen af en motorcykel til deltagelse i WorldSBK. Dermed har det, der tidligere var baseret på rygter og mere håndfaste tekniske ledetråde, fået mere substans.

MagaCin beskrev allerede i december 2025, hvordan CFMOTO blev sat i forbindelse med WorldSBK, og dengang samlede interessen sig fortrinsvis om V4-prototypen SR-RR, som producenten viste på EICMA i 2025.

FIM oplyser imidlertid ikke, om det er netop V4 SR-RR, der i juli satte en ny fartrekord med 315,82 km/t, eller en videreudvikling af modellen, der skal danne grundlag for projektet.
En tidsplan for CFMOTO’s mulige debut i mesterskabet omtales heller ikke.

Nyt baneanlæg ved Chongfu

Besøget omfattede desuden det område ved Chongfu i Tongxiang, hvor CFMOTO planlægger at opføre sit eget baneanlæg. Det kommende baneanlæg er egentlig ikke i sig selv en stor nyhed, da opførelsen af nye CFMOTO-produktionsfaciliteter og et baneanlæg allerede blev omtalt i kinesiske medier i sommeren 2025.

Men det er alt andet lige endnu et udtryk for, at producentens sportslige ambitioner rækker videre end blot at få sit logo eksponeret via et eksisterende racerteam. Et eget anlæg kan i sagens natur bruges til udvikling, test og opbygning af et mere omfattende motorsportsprogram.

Det er dog vigtigt at holde oplysningerne adskilt, da FIM ikke skriver noget om, at CFMOTO’s kommende bane skal lægge asfalt til den kinesiske WorldSBK-afdeling.

Så planerne om baneanlægget og Juss Sports’ kommende rolle som promotor er to vidt forskellige grene af en større kinesisk udvikling. Men det er da lidt interessant, at FIM officielt betragter Juss Sports som kommende promotor for en kinesisk afdeling af WorldSBK.

Kineserne er allerede på startgridden

Den motorsportsinteresserede ved formentlig alt om, at CFMOTO ikke bliver den første kinesiske producent i et produktionsbaseret VM.

Kove har som den første kinesiske producent allerede været repræsenteret i de mindre klasser siden 2023, og Beñat Fernández løb endda med VM-titlen i WSSP300 i 2025 med Kove 321RR-S.

QJMotor debuterede i World Supersport i 2024, ZXMOTO fulgte trop i 2026, og sidstnævnte har som bekendt også ambitioner om at rykke op i WorldSBK.

Det beskrev MagaCin for nylig i forbindelse med mærkets femcylindrede motorprojekt.

Den seneste udvikling er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at kinesiske producenter står på tærsklen til at overhale de etablerede mærker på racerbanen.

International motorsport er både dyr, teknisk krævende og nådesløs over for projekter, der ikke formår at omsætte store ambitioner til solide resultater. Men det står efterhånden klart, at kinesiske motorcykelproducenter ikke længere blot nøjes med at konkurrere på lavere priser og omfattende udstyr.

De søger også ind på en arena, hvor europæiske og japanske mærker gennem generationer har udviklet teknik, skabt identitet og promoveret deres produkter.

En kinesisk afdeling af WorldSBK med racere fra CFMOTO og andre kinesiske producenter vil derfor ikke blot føje endnu et land og flere mærker til kampen om VM-titlen. Det vil være endnu et vink med en vognstang om, at konkurrencen i den globale motorcykelindustri konstant skærpes.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven