Kinesere i World SBK og SSP - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kinesere i World SBK og SSP

ZXMOTO kører med i World Supersport fra næste år, og rygterne siger, at CFMOTO vil lege med i World Superbike.
10/12-2025 kl. 09:15
Anslået læsetid: 5 Minutter

Da MagaCin i starten af november måned befandt sig på CFMOTOs stand på EICMA, var det ikke specielt let at komme tæt på kinesernes nye prototype V4 SR-RR. For her var der nemlig pakket med folk, der enten døjede med at se noget, for alt den julelys de havde i øjnene, eller også fumlede med at få kæben på plads.

Og i tiden efter EICMA var de sociale medier nærmest som oversvømmet med en video af Ducati CEO, Claudio Domenicali, der stod blandt mængden og betragtede den kinesiske raket med et smil på læben.

Her er der altså ikke tale om et Temu-produkt, men nærmere noget der med sine 209 hestekræfter ved 14.500 omdrejninger, knap 200 kilo, Brembo bremser, Öhlins affjedring og meget andet, umiddelbart ser ret skarpt og velbygget ud.
Og der ligger måske mere bag projektet, end hvad der er meldt ud til offentligheden i første omgang.

CFMOTO i World Superbike

Man må i den grad sige, at CFMOTO har haft vind i de europæiske sejl over de seneste år, og nu går historien altså på, at producenten har planer om at smide endnu en knude på bålet.
Og selvom det ikke er første gang vi har hørt rygter om, at CFMOTO i nærmeste fremtid vil stemple ind i den hurtige del af tohjulet motorsport, så er der efterhånden flere og flere ledetråde, der peger i den retning.

Seneste nye på rygtebørsen lyder, at CFMOTO har hyret en ny testkører i form af Matteo Ferrari, der både har konkurreret i Moto3, MotoE samt World Superbike, og næste år kører for WRP Ducati i World Supersport-klassen.

Matteo har allerede kørt den skarpe model flere gange, men nyheden ligger i, at han nu er hyret på fuld tid som testkører. Og det lugter altså ret meget af, at planerne for V4 SR-RR er noget større, end “bare” at fremstille en velkørende kåbecykel til gaden.

Hertil kommer det faktum, at CFMOTO gennem noget tid har forsøgt at trække topingeniører væk fra deres konkurrenter, og efter sigende er lykkedes med at fange en hos Ducati, hvis opgave primært bliver at videreudvikle stellet.

Endnu en ledetråd er den aktive aerodynamik i form af bevægelige vinger, som også bliver at finde på den gadeklare model. For som du måske ved, er motorcyklerne der kører i World Superbike kort sagt tunede gadecykler.

Eligibility requirements
Motorcycles must have a valid international homologation for road use or a national homologation for road use in one of these countries or regions: USA, EU or ASIA. The motorcycles must represent machines of mass production. a) The motorcycles must be of current production. b) The motorcycles are to be sold for public use. c) At the time of the FIM inspection for homologation, the motorcycles must be completely equipped with all road-using equipment (e.g. full lighting equipment).

Og hvorfor installere så komplicerede vinger på en model, som udelukkende er tænkt til brug på gaden?

ZXMOTO indtager World Supersport

Endnu en kineser, som vi rent faktisk kiggede på med begejstring til EICMA, men ikke brugte vildt meget tid på, var ZXMOTO.

På EICMA er der efterhånden VILDT MANGE kinesiske producenter, der alle viser deres produkter frem med stolthed. Men faktum er, at RIGTIG MANGE af de produkter passer SUPER GODT med de tanker, mange af os har haft om kinesiske produkter gennem årene.
Med andre ord bliver der altså stadig produceret en masse skrammel i Kina!

Men lige nøjagtig ZXMOTO skiller sig ud ved at synes velkonstrueret, og derfor fangede de vores blik på EICMA. Ikke blot os skribenter og testkørere, men faktisk også bogholderen lagde mærke til, at der var et eller andet over ZXMOTO.

Og da vi kom hjem fra efterårets store motorcykelmesse opdagede vi, at ZXMOTO allerede i 2026 står til at køre med i World Supersport med en model baseret på netop den, der fangede vores blik i Italien; ZXMOTO 820RR-R.

ZXMOTO 820RR-R huser en trecylindret motor på 819 kubik, som skulle levere omkring 145 heste (150 på raceren) til 186 kilo motorcykel.

Hertil kan nævnes ting som Akrapovič lyddæmper (fuldt system i titanium på raceren), affjedringskomponenter fra KYB (Öhlins på raceren), Brembo bremsekomponenter (GP4 kalibre på raceren), et væld af carbon stumper og en omfattende elektronikpakke.

Men hvad har det af betydning for os danskere?
Tjaaah… Set i lyset af, at CFMOTO har banket sig vej ind på det danske marked, og at QJMOTOR melder sig på banen efter årsskiftet, så er det vel ikke utænkeligt, at vi en eller anden dag kan skrive en artikel om, at ZXMOTO kommer til Danmark?
Men det vil kun tiden vise.

Del med en ven

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025