Mexicansk Batman fanger MC-tyve

En mystisk selvtægtsmand binder mistænkte motorcykeltyve til lygtepæle. Nu efterforsker politiet den såkaldte "Batman".
Anslået læsetid: 3 Minutter

Batman findes måske alligevel… Bare ikke i Gotham City.

I den mexicanske by Lagos de Moreno har en ukendt selvtægtsmand fået tilnavnet “Batman”, efter en række opsigtsvækkende episoder, hvor motorcykeltyve er blevet fanget, bundet fast til lygtepæle med gaffatape og efterladt til offentlig skue.

Historien har de seneste dage spredt sig verden over, men selvom mange lokale hylder den maskerede hævner, er myndighederne langt mindre begejstrede.

Fem tilfælde på få uger

Det første tilfælde blev registreret den 13. juni, og siden er mindst fem personer blevet fundet bundet til lygtepæle forskellige steder i byen.

Ved flere af tilfældene stod en motorcykel parkeret ved siden af den tilbageholdte person, angiveligt som bevis på, at der var tale om en stjålet motorcykel. På flere af de mistænkte var ordet “ratero”, spansk for tyv, skrevet i ansigtet, og nogle havde fået tegnet overskæg og knurhår som en ekstra ydmygelse.

Politiet leder efter “Batman”

Selv om mange på sociale medier kalder den ukendte gerningsmand for en helt, betragter politiet sagen ganske anderledes.

De personer, der er blevet bundet fast, behandles juridisk som ofre for vold og frihedsberøvelse, uanset om de senere måtte vise sig at have begået tyveri. Derfor efterforsker myndighederne nu den eller de personer, der står bag aktionerne.

Ifølge Jaliscos sikkerhedsminister Juan Pablo Hernández har politiet allerede identificeret to køretøjer, som menes at være involveret i hændelserne. Der er dog endnu ikke foretaget anholdelser.

Frustration over stigende kriminalitet

Lagos de Moreno ligger i den mexicanske delstat Jalisco, som i flere år har været præget af vold og organiseret kriminalitet. Området er samtidig blandt de steder, hvor mange borgere oplever en stigende utryghed, og netop den frustration menes at være baggrunden for den mystiske Batmans selvtægt.

Historien har skabt stor debat hvor nogle mener, at selvtægtsmanden gør det, myndighederne ikke formår, mens andre peger på, at retssamfundet ikke fungerer, hvis private borgere selv begynder at dømme og straffe mistænkte.

Indtil videre er identiteten på den såkaldte “Batman fra Lagos de Moreno” fortsat et mysterium.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven