Mere MotoGP på rekordstor EICMA 2026 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Mere MotoGP på rekordstor EICMA 2026

Verdens største mc-messe bliver større end nogensinde, og de besøgende kan samtidig se frem til mere MotoGP og motorsport på EICMA 2026.
01/06-2026 kl. 12:52
Anslået læsetid: 4 Minutter

Det er altid en herlig oplevelse at besøge verdens største mc-messe EICMA i Italien, både for at se det kommende års nyheder i virkeligheden, hygge sig i selskab med ligesindede og ind imellem få et glimt af nogle af den tohjulede motorsports største personligheder.
Og faktisk også ofte få muligheden for at komme helt tæt på MotoGP racere, og ved selvsyn konstatere, hvor afsindigt vilde konstruktioner prototyperacerne i virkeligheden er.

Se eventuelt videoen fra MagaCin’s besøg på EICMA i 2025, der er linket til under dette afsnit, eller videoen Fra Milano til Danmark: Nye mc-modeller, prototyper og danske perspektiver på YouTube.

Fremadrettet kan de besøgende på EICMA se frem til en endnu større mc-messe samt øget fokus på MotoGP og motorsport i de kommende år. Under MotoGP-weekenden på Mugello annoncerede MotoGP og EICMA nemlig et nyt strategisk samarbejde under navnet EICMA. SHIFT UP, der skal bringe motorsport, motorcykelindustrien og fans tættere sammen.

Samarbejdet kobler to af motorcykelbranchens absolut største platforme sammen, hvor vi som en indskudt bemærkning kan nævne, at MotoGP sluttede 2025-sæsonen med rekordhøje 3,6 millioner tilskuere på tværs af løbsweekenderne og en global fanbase på 632 millioner mennesker.
EICMA tiltrak sidste år omkring 600.000 gæster, der kunne besøge 734 udstillere og mere end 2.000 brands fra over 50 lande, og den 82. udgave af arrangementet satte i 2025 endnu en gang en ny besøgsrekord.

Stor MotoGP-udstilling på endnu større EICMA 2026

Et af de store konkrete resultater af det nyligt indgåede samarbejde kan ses allerede i efteråret. Når EICMA 2026 afvikles på Fiera Milano Rho fra den 5. til 8. november vil messen huse en omfattende udstilling dedikeret til MotoGP’s historie. Her vil besøgende kunne opleve ikoniske racermotorcykler, prototyper, historiske billeder og fortællinger fra verdensmesterskabets udvikling gennem årtier.

Udstillingen udvikles af EICMA i samarbejde med MotoGP og FIM, og motorsport får dermed en endnu mere fremtrædende plads på messen, som i forvejen er kendt for at være stedet, hvor producenterne afslører kommende modeller, ny teknologi og fremtidige trends.

Fra Mugello til Milano

Samarbejdet handler dog ikke blot om en udstilling på EICMA, da parterne også lancerer initiativet Road to EICMA, som skal skabe en tættere forbindelse mellem nogle af Italiens største motorcykelbegivenheder. Efter lanceringen på Mugello fortsætter aktiviteterne ved WorldSBK-løbet på Cremona og senere ved MotoGP-afdelingen på Misano.

MotoGP vil benytte EICMA som platform til at promovere de italienske Grand Prix-løb på Mugello og Misano over for messens hundredtusindvis af besøgende, og MotoGP’s Chief Sporting Officer, Carlos Ezpeleta, beskriver aftalen som et vigtigt skridt mod at samle motorcykelverdenen og skabe nye måder at engagere fans på.

Rekordstor EICMA i vente

Ifølge EICMA’s administrerende direktør Paolo Magri bliver 2026-udgaven af messen historisk på flere områder, da samtlige motorcykelproducenter for første gang nogensinde forventes at være repræsenteret på messen.
Udstillingsarealet udvides derudover i 2026 til ikke mindre end ti messehaller og får i efteråret det største udstillingsareal nogensinde i arrangementets historie.

For motorcykelentusiaster betyder det udsigt til endnu flere og større oplevelser i Milano, hvor nye modeller, teknologi og motorsport i stigende grad smelter sammen under samme tag.

EICMA 2026 afholdes fra 4. til 9. november, hvor den første dag er forbeholdt presse og branchefolk. MagaCin er naturligvis også i år på plads i Milano og bringer som altid de vigtigste nyheder direkte fra messehallerne.

Der er endnu ikke åbnet for billetsalget til EICMA 2026, men interesserede kan allerede nu tilmelde sig EICMAs notifikationsliste og få besked, når billetterne sættes til salg. MagaCin holder naturligvis også læserne opdateret, når salget åbner.

Del med en ven