
Harley-Davidson registrerer Deadwood og Low Bob
Harley-Davidson har endnu engang sat gang i spekulationerne om kommende modeller.
Den amerikanske motorcykelproducent har nemlig registreret varemærkerne “Deadwood” og “Low Bob” hos det amerikanske patent- og varemærkekontor; begge registreret til brug på “motorcycles and structural parts therefor”.
Kort sagt peger det hele mod nye motorcykler på vej fra Milwaukee.
Registreringerne blev indsendt den 30. april; samme periode som Harley-Davidson præsenterede sin nye “Back to the Bricks”-strategi under ledelse af den nye direktør Artie Starrs.
Strategien handler i store træk om at føre Harley-Davidson tættere tilbage til sine egne rødder med større fokus på klassiske værdier, stærkere modelidentitet og mere plads til individualisering.
Low Bob lyder som en ny Softail
Af de to navne virker Low Bob umiddelbart som det letteste at placere.
Harley-Davidson har allerede modeller som Low Rider og Street Bob i Softail-familien, og navnet passer næsten mistænkeligt godt ind mellem de allerede eksisterende cruisere.
Det åbner naturligt for tanken om en mere stripped-down bobber-version med fokus på det minimalistiske udtryk; måske en model bygget som en tom lærredsløsning til kunder, der selv vil bygge videre med aftermarket-dele? For netop customization er fortsat en af Harleys absolut stærkeste forretninger, og Back to the Bricks-planen lægger heller ikke skjul på ønsket om at dyrke netop den kultur.
Det vil samtidig passe godt ind i den retning, Harley-Davidson allerede har bevæget sig med Street Bob-modellen; enkel, rå og mere traditionel i sit udtryk end mange af mærkets nyere modeller.
Deadwood er mere mystisk
Deadwood-modellen er straks sværere at afkode.
Navnet refererer til den historiske by Deadwood i South Dakota, kendt fra guldgraveræraen og gamle westernfortællinger om blandt andre Wyatt Earp, Wild Bill Hickok og Calamity Jane.
Byen ligger desuden kun få kilometer fra Sturgis; et navn som næsten er helligt i Harley-Davidson-kulturen. Og netop derfor virker Deadwood som et navn, Harley-Davidson næppe er snublet over ved en tilfældighed.
Spørgsmålet er så, hvad navnet skal ende med at sidde på. Og flere gætter på en ny cruiser med ekstra retro-vibes… Måske noget Heritage Classic-inspireret med endnu mere nostalgisk westernstemning?
Andre spekulerer i, om Deadwood kan blive navnet på en ny Revolution Max-model.
Det sidste er faktisk ikke helt usandsynligt. For Harley-Davidsons vandkølede Revolution Max-platform mangler stadig bredde i modelprogrammet, og mærket har tidligere antydet, at netop den platform skal udvides markant i de kommende år.
Samtidig rygtes det fortsat, at en mere klassisk luftkølet 883 Sportster vender tilbage i 2027, hvilket potentielt kunne efterlade Sportster S i behov for et nyt navn.
Kunne Deadwood være afløseren? Måske.
Harley-Davidson søger tilbage mod sig selv
Registreringerne kommer i en periode, hvor Harley-Davidson igen virker til at stå midt i en større identitetsjustering.
Efter flere år med fokus på elektrificering, adventure-modeller og nye kundegrupper, virker tonen nu mere klassisk… Mere Harley-Davidson, mere krom, mere historie og mere kultur.
Det betyder ikke nødvendigvis, at innovationen stopper; men måske snarere at Harley igen forsøger at bygge motorcykler, der rammer en bestemt nerve lige så meget som specifikationsarket.
Om Deadwood og Low Bob bliver produktionsmodeller, specialversioner eller blot navne, der aldrig når længere end registreringskontoret, ved kun Harley-Davidson selv lige nu. Men ét er sikkert; når H-D begynder at registrere navne med så meget amerikansk støv og historie i sig, plejer der at være mere på vej end bare papirarbejde.



