
Ny Donut Lab video kører i tomgang og tvivlen vokser
Her på MagaCin har vi fulgt Verge siden det hed RMK, og i 2023 fik vi endelig fornøjelsen med at prøvekøre Verge TS Pro.
Verge har siden udskilt batteriprdouktionen i et særskilt selskab med navnet Donut Lab, og deres påstande om verdens første serieproducerede solid state-batteri har resulteret i løftede øjenbryn verden rundt.
Blandt andet på grund af lovning om fuld opladning på fem minutter og 100.000 opladningscyklusser – endda uden at anvende sjældne metaller, til en lavere pris end litium-ion, og uden brandfare selv ved fysisk skade.
Det er voldsomt imponerende, hvilket også har givet næring til skeptiske røster.
Dokumentationen kom
Som svar på den massive skepsis lancerede Donut Lab i slutningen af februar videoserien I Donut Believe – en ugentlig stribe dokumentationsvideoer, der skulle bevise batteriets egenskaber én test ad gangen, udført af det finske statslige forskningscenter VTT.
En smart titel, der på én gang omfavner tvivlen og udfordrer den.
De første videoer var faktisk tilforladelige.
Hurtig opladning af en enkelt celle, stabilt ved høje temperaturer, minimal selvafladning over ti dage og celler der ikke brød i brand, selv når de blev beskadiget.
Intet revolutionerende i dokumentationstermer, men heller ikke noget man bare afviser.
Så kom video nummer seks, den 1. april. Og ja – den var en aprilsnar.
Mærkets CEO Marko Lehtimäki “indrømmede” med et smil, at batteriet hele tiden bare havde været et almindeligt NMC-batteri – finnerne er ikke uden humor.
Deep dive – uden dybde
Problemet starter for alvor med video nummer syv, der kom den 15. april – to uger efter den lovede en-om-ugen-kadence. Og i stedet for nye beviser valgte Donut Lab at lave det, de selv kalder et “deep dive” i teknologien.
Det er dog mere en opsummering af det, vi allerede vidste – altså uden et eneste uomtvisteligt bevis.
De afgørende spørgsmål mangler nemlig stadig svar: Hvad består batteriet præcist af? Hvad er den reelle energitæthed? Og kan det virkelig tåle 100.000 opladninger?
Motorcyklerne er ægte – batteriet er stadig ubevist
Det er værd at holde fast i, at Verge TS Pro Gen 2 er en reel produktionsmotorcykel, der rulles ud til kunder fra fabrikken i Estland.
Den eksisterer, den kører, og den imponerer på papiret med sin navløse fælgmotor, 100 kW og op til 600 kilometers rækkevidde på long range-versionen.
Men om der rent faktisk sidder et ægte solid state-batteri under kåben – og ikke blot et særdeles fint stykke litium-ion – ved vi stadig ikke. Hvis nu Donut Lab ikke har helt rent mel i posen, virker det simpelthen ikke genemtænkt, når motorcyklerne allerede er på vej ud til kunder verden over.
Seneste udvikling i sagen
Ifølge det finske medie Helsingin Sanomat – videreformidlet af blandt andre The Autopian – er der nu indgivet en whistleblower-anmeldelse mod Donut Lab. Anmelderen, som tidligere har været involveret i batteriprojektet gennem samarbejdspartnere, sår alvorlig tvivl om, hvorvidt de lovede egenskaber overhovedet er opnået.
Konkret peges der på, at hverken energitæthed, opladningscyklusser eller produktionsberedskab skulle leve op til de offentlige udmeldinger. Samtidig antydes det, at teknologien i høj grad stammer fra eksterne partnere, og at Donut Labs rolle primært har været kommercialisering.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at Verge-direktør Marko Lehtimäki i et interview ifølge mediet skulle have bekræftet, at de batterier, der aktuelt leveres til kunder, hverken matcher de lovede 100.000 opladningscyklusser eller den annoncerede energitæthed. Flere af tallene skulle desuden være baseret på beregninger frem for faktiske laboratorietests.
Donut Lab har efterfølgende afvist anklagerne og understreger, at de tager sagen alvorligt, men fastholder, at deres teknologi og tidligere udmeldinger står ved magt. Samtidig oplyser selskabet, at yderligere testresultater vil blive offentliggjort i løbet af foråret.
Dermed er billedet altså langt fra blevet klarere.
Tværtimod tegner der sig nu en klassisk konflikt mellem ambition, kommunikation og dokumentation – og mens motorcyklerne fortsat ruller ud til kunder, er det stadig batteriet under kåben, der afgør, om Verge står foran et teknologisk gennembrud, eller et alvorligt tillidsproblem.



