
Honda vinder endnu en designpris
Som du nok ved, tager Honda i år et markant skridt ind i den elektriske æra med den nye Honda WN7, der netop har modtaget en Gold Award-pris i Product Design-kategorien ved iF DESIGN AWARD, som er en af verdens mest anerkendte designpriser.
Og selvom Honda gennem årene har vundet mange designpriser, er det faktisk første gang nogensinde, at producenten opnår netop denne hæder.
Be the Wind
WN7 er Hondas første elektriske naked-model i den såkaldte FUN-kategori, udviklet under konceptet “Be the Wind”.
For Honda handler den elektriske fremtid nemlig ikke kun om nødvendighed og politik, men om at bevare den følelse af frihed, som motorcykler altid har været båret af. Men selvfølgelig sideløbende med en bredere ambition om et CO₂-neutralt samfund.
Teknikken bag oplevelsen
WN7 anvender en rammeløs struktur, hvor batterikassen fungerer som et bærende element.
Det giver ikke kun en lavere vægt (217 kg), men også en langt større frihed i designafdelingen hos Honda.
Med en maksimal effekt på 50 kW skulle modellen føles som en 600cc motorcykel. Men med et drejningsmoment på 100 Nm må vi gå ud fra, at trækket er noget mere overskudsagtigt end på mange 600 kubikkere.
Her vil nogle måske studse over, at Honda oplyser et drejningsmoment på “kun” 100 Nm, hvor andre producenter af elektriske motorcykler oplyser tal op mod 1.000 Nm. Og hvor er det da herligt, at Honda vælger at måle momentet på traditionel vis, så almindelige motorcyklister kan danne sig et overskueligt billede af maskinens faktiske effekt.
Designet som bærer af identitet
Ifølge Honda har man med WN7 forsøgt at destillere essensen af motorcykeldesign… Overfladerne er glatte og sammenhængende der, hvor føreren møder maskinen, mens silhuetten samtidig står skarpt og markant med en tydelig visuel tyngde.
Fronten domineres af en karakteristisk vandret lygtesignatur, mens farvevalget holder sig i et sort grundtema med gyldne detaljer. En klassisk kontrast, der giver modellen en vis elegance uden at blive prangende.

En balance mellem arv og fremtid
Dommerpanelet bag iF Gold Award fremhæver netop det, som kan være svært at opnå i en elektrisk overgang; balancen mellem tradition og fornyelse.
Ifølge dommerne formår WN7 at kombinere Hondas klassiske motorcykel-DNA med en selvsikker elektrisk identitet. Der er ikke tale om store kompromiser, men snarere en naturlig udvikling.
En helhed, der giver mening i sig selv.
Hos Honda understreger Toshinobu Minami fra virksomhedens designcenter, at prisen ikke kun handler om design, men om forståelsen af en ny værdi i elektrificeringens tidsalder; glæden ved at bevæge sig frit, næsten som vinden.
Og måske er det netop her, WN7 rammer noget essentielt. For selvom der konstant er tale om emission, teknologi og grøn omstilling, handler det at køre motorcykel mere om frihed og passion end transport og klimakamp.
Levering og pris
Den danske Honda-importør fortæller til MagaCin, at danskerne kan opleve modellen med egne øjne inden længe, da første sending lander i Danmark i løbet af april måned. Her vil et enkelt eksemplar blive sendt på tur rundt hos landets forhandlere, imens et andet eksemplar tages i brug til pressen.
Det betyder, at du i år vil kunne læse en dybdegående test af Hondas første produktionsklare elektriske motorcykel her på MagaCin.
Modellen kan både leveres i en “voksen” udgave og i en, der er droslet til A2-kørere. Og uanset hvilken model du måtte vælge, står der 109.995,- på prisskiltet.


