
Stark Future opgraderer den elektriske ulv
Siden de første rygter om den spanskproducerede crosser med svensk ophav lurede under overfladen, har MagaCin hold ører og øjne åbne… For en elektrisk crosser med 80 hestekræfter og et nærmest konstant drejningsmoment på 938Nm lød bestemt som noget, der kunne lysne enhver halvtrist og grå forårsdag i Danmark.
Og det var lige præcis hvad modellen gjorde, da vi efter mange måneders skriveri endelig fik lov at prøve modellen i den jyske muld.
Som du kan læse i artiklen, der er linket til ovenfor, er der altså så rigeligt med skud i raketten! Og som du kan se i videoen, der også er at finde via ovenstående link, blev det slået fast med syvtommersøm, da en noget mere erfaren herre ved navn Oliver Schmidt sprang i sadlen, og viste os hvordan geden skal barberes.
Men skulle der alligevel sidde en og tænke, at den ellers ret fine halvsvensker ikke er fin nok, så kan vedkommende glæde sig over, at Stark Future netop har præsenteret en version 1.2 af den potente knoldhopper.
Stark Varg MX 1.2
Som du kan høre i videoen du finder under afsnittet her, er der sket en hel del med hvad der betegnes som verdens hurtigste crosser.
Indledningsvis fortæller den flinke mand i videoen, at Stark har opgraderet stellet, som både er blevet stærkere og har tabt sig 0,9 kilo, men på samme tid er blevet mere fleksibelt, hvilket giver føreren en mere kontrolleret og komfortabel kørsel, der i praksis kan omsættes til hurtigere omgangstider.
Som på forgængeren styres motorens output via en styrmonteret smartphone, der fungerer som instrumentering på den friske maskine. Men gutterne i udviklingsafdelingen har adresseret det absolut største problem ved en elektrisk motorcykel, og har installeret et større batteri, som giver 20% længere rækkevidde end på forgængeren.
I praksis skulle det betyde, at man kan køre 37 minutter, hvor hanen er i bund det meste af tiden, 1 time og 23 minutter ved et nogenlunde normalt tempo og 1 time og 31 minutter som begynder. Og det er ifølge den flinke mand i videoen at sammenligne med en fuld tank god gammeldags benzin.
Producenten mener også, at der er power nok til, at føreren løber tør for energi før batteriet.
Når der bliver gået til stålet på det knoldede underlag vil fremtidige ejere nok sætte pris på, at producenten har fiflet lidt med den midterste stak shims i forgaflen, så forgaflen fra KYB kan absorbere bump på en blødere og mere balanceret måde.
Men når vi snakker affjedring er vi også nødt til at nævne, at du ved køb af en Stark Varg får mulighed for at vælge hvilke fjedre der skal i affjedringen, så den sidder lige i skabet i forhold til din vægt.
Herfra skal vi lige et smut forbi instrumenteringen igen… For som jeg nævnte længere oppe, så er det faktisk en smartphone der er monteret på styret, og her har Stark opgraderet låsemekanismen i den ramme, som holder telefonen.
På telefonen kan man selv skræddersy køreprogrammerne, men at skifte mellem disse kan ske via verdens måske lettest betjente kontaktarrangement på venstre halvdel af styret. Et arrangement der selvfølgelig er både slagfast og vandtæt, men hvor kabelføringen nu sker inde i styret, for at give et mere elegant udseende. Men vel egentlig også for at beskytte ledningerne fra vildfarne grene i skoven?
Motoren har også fået en overhaling, så den nu bliver knap så varm som før, og gearkassen overfører kræfterne endnu mere præcist end før, takket være blandt andet mindre tolerencer.
Mere for mere
Som du nok kan forstå, har producenten altså opgraderet den elektriske crosser på en lang række punkter, og det er langt fra de eneste. For i videoen fortsætter man med at snakke om opgraderinger i eksempelvis dækkenes slanger, ved maskinens chain guard, hvor der er sparet vægt, og flere ændringer.
Men det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at den nye version kommer til en højere pris end den gamle? Til gengæld er prisen på “den gamle” sat ned, så verden er ikke helt uretfærdig.
Spring ind på linket her for at se de danske priser.