
Vind Lyndon’s rally maskine
Har du blot en flig af interesse for motorcykeleventyr på løst underlag, skal du selvfølgelig fornøje dig med at klikke rundt i MagaCin’s mere end 10.000 motorcykelrelaterede artikler og tests, og hygge dig med alle dem, som handler om netop det.
For eksempel vores test af Kove 800 X Pro, eller de indledende indtryk vi fik af to bud til formålet fra Voge, eller hvad med det, som tegner til at blive en en rigtig dansker darling, nemlig CFMOTO 450MT.
Bliver du færdig med den omgang, og har appetit på mere, kan du slå en tur forbi Lyndon Poskitt’s YouTube-kanal.
Her kan du først og fremmest lade dig underholde med timevis af video indhold om hans Races to Places, som i den grad har været med til at placere ham offroad-landkortet.
Fra sin begyndelse i 2013 har Poskitt besøgt mere end 70 forskellige lande, deltaget i adskillige løb og tilbagelagt over en kvart million kilometer.
Broderparten af de mange rejser og kilometer er mestendels foregået på Basil, en ombygget KTM 690 Rally Replica opkaldt efter Lyndon Poskitt’s bedstefar.
Blandt andet er stellet forstærket, den har større benzintank og motoren har også fået forøget både slaglængde og boring, så den kan prale af helt nøjagtigt 732 kubikcentimeter.
Basil er ikke den eneste rejsekammerat Poskitt har haft… I sæson 15 drager han ud i verden på en Husqvarna Norden 901, som han også var officiel ambassadør for, i forbindelse med lanceringskampagnen af modellen tilbage i 2021.
Mellem sine rejser har englænderen bygget 35 maskiner magen til sin egen Basil, og solgt dem til kunder over hele verden.
Eksemplar nummer 35 blev udloddet tilbage 2023, og overskuddet fra lotteriet gik dels til nye eventyr for Lyndon Poskitt, mens resten gik til velgørenhedsprojekter.
Ny chance
I sagens natur var der kun én heldig vinder sidste gang Lyndon Poskitt satte en motorcykel på højkant, hvorfor mange håbefulde sjæle sad tilbage med en lille følelse af skuffelse tilbage.
Men de og andre kan dog godt skrue op for forhåbningerne igen, for Lyndon Poskitt sætter endnu en gang en motorcykel på højkant.
I forbindelse med lancering af bogen om Races to Places senere i år, kan en heldig vinder blive ejer af den første motorcykel som Lyndon Poskitt byggede – ikke bare en magen til, men lige præcis den maskine som han byggede tilbage i 2013 og deltog i Merzouga Rally på.
Selvsamme motorcykel dannede grundlaget for den næste maskine som blev bygget, nemlig Basil.
Maskinen du kan vinde har ikke bare stået i et skur, og samlet støv siden 2013. Den er blevet opdateret, så specifikationerne er magen til Basil, hvilket blandt andet vil sige den større 732 kubiks motor, gearkasse tilpasset både teknisk offroad samt lange stræk med høj fart, affjedring som passer til både rejse og race, samt et farveskema, som flugter med designet af den kommende bog.
Sidste gang du kunne deltage i lotteriet om en af Poskitt’s maskiner, skulle du af med 25£ for at være med i legen. Denne gang skal du kun af med en tier, af den engelske slags. Der er ingen begrænsninger når det gælder antallet af lodder, så jo flere du køber, jo større er din chance for at vinde.
Den heldige vinder udtrækkes den 1. december 2025, forbindelse med lancering af Races to Places – The Ultimate Overland Story, som er den fulde titel på den kommende bog fra Lyndon Poskitt.
Bliver du den heldige vinder, skal du ikke bekymre dig om fragt, da præmien er inklusiv levering. Dog skal du selv stå for afregning af afgifter.
De nærmere detaljer om konkurrencen finder her på Lyndon Poskitt’s hjemmeside. Held og lykke.