Next level Big Boxer fra BMW

BMW teaser for endnu en sværvægter, som afsløres om ganske få dage.
Anslået læsetid: 2 Minutter

Det er nu mere end fire år siden MagaCin havde fornøjelsen af som det første danske medie at prøvekøre BMW R18, hvor den retroinspirerede klassisk udseende sværvægtsbokser kunne bryste sig af en absurd stor 1802cc boksermotor.

En herlig kværn der tilhører kategorien motorcykler af hvilke man får et glad ansigt, da et bredt smil uvilkårligt breder sig, når der fyres op under boksermotoren af gigantiske proportioner, og man fornemmer de to håndsbrede stempler flintre frem og tilbage i de enorme cylindre.

Men nu ser det imidlertid ud til, at der er en risiko for, at modellen med den største boksermotor i en serieproduceret motorcykel kan blive vippet af tronen om ganske få dage.

Teksten i Facebook-opslaget fra BMW Motorrad teaser for en Next Level Big Boxer, imens motorens emblem på billedet er præget med 1800cc.

Det kan selvfølgelig have den helt naturlige årsag, at det tyske mærke endnu en gang udvider R18 søskendeflokken, men det kunne jo også være, at 1800cc logoet repræsenterer et udgangspunkt, og at vi med Next Level Big Boxer får et helt nyt motoremblem at se lige om lidt.

Eksempelvis som det vi tidligere på året så på den ny spændende ego-roadster fra BMW med proportioner i overstørrelse og minimalistisk æstetik, hvor motorens slagvolumen er præcis 2 liter.

Der er garanteret flere end denne skribent, som krydser fingre for, at BMW i starten af næste uge lancerer virkeliggørelsen af BMW R20 concept med en toliters boksermotor.

Det er dog rent gætteri, men vi skal heldigvis ikke holdes på pinebænken i en evighed, da BMW løfter sløret for nyheden den 1. oktober klokken 17.00.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven

Skriv et svar