Vil Honda udfordre Kawasaki med tvangsfodret V-twin?
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Vil Honda udfordre Kawasaki H2?

Patentansøgning fra Honda sætter spekulationerne i gang - kompressor på vej
Mikkel Skotte Sølvkjær
13/01-2020 kl. 08:00

Vi har tidligere omtalt en patentansøgning fra Honda, der viser at udviklingsafdelingen har fiflet lidt med en tvangsfodret motor. Hvis den nyhed er gået halvvejs i glemmebogen, skyldes det nok at der er løbet en del benzin gennem spjældhusene siden 2017. Men nu ser det ud til at der er pustet nyt liv i teknikafdelingen hos den japanske producent.

En ny patentansøgning indikerer nemlig, at Honda slet ikke har skrinlagt projektet. I denne ombæring ses kompressoren i sammenhæng med en v-twin placeret i det der ligner en nydesignet motorcykel. 

Som det ses på billedet nedenunder, kan der være tale om en nøgen gademotorcykel med stilelementer fra Neo-Sports Café serien, men med nye elementer som trellisstel og redesignet bagsvinger.

Hvad Honda sigter mod kan vi egentlig kun gisne om, og da gætterier er gratis giver vi det et skud. 

Sidst kombinationen af Honda og v-twin var højaktuel i sportslig sammenhæng hed topmodellen VTR1000, og I SP-udgaven var det et potent sportsjern som konkurrerede med de allerbedste. Formålet med patentet kunne derfor være at gå i clinch med Kawasaki H2, og på den måde bringe Honda på forkant af de andre producenter. 

Men det kan være at Honda skal skynde sig, for vi har nemlig allerede set adskillige interessante patentansøgninger som Turbo fra Yamaha, kompressor på Suzuki og også fra BMW


En buldrende V2'er med kunstigt åndedræt og en masse heste vil bestemt være et frisk indspark fra Honda. Men det er slet ikke sikkert at det er det Honda har i tankerne, for patentansøgningen kan også være udtryk for den tendens som vi ser i bilernes verden. Med trykladning er det nemlig lettere at øge effekten uden at overskride de skærpede miljøkrav, så måske er patentet i virkeligheden udtryk for en mere økonomisk serie af motorcykler. 

Uanset om målet er ren performance, eller miljørigtig udnyttelse af brændstof, holder vi naturligvis skarpt øje med projektet. 

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start