Cool Bobber fra Veitis - med elektrisk V-Twin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Cool E-Bobber fra Veitis

Sov, kør, oplad, gentag
Steffen Olesen
31/12-2018 kl. 06:00

Med fare for at gentage os selv… de elektriske motorcykler vælter frem på markedet, og det er nok mere realistisk at acceptere et hastigt voksende segment, end at brokke sig over udviklingen.

Selv det mega stærke brand Harley-Davidson er hoppet med på vognen, hvor vi i efteråret blev præsenteret for Harley-Davidson LiveWire, som blot er den første model i rækken af E-modeller fra amerikanerne.

Producenten Lightning Motorcycles markedesfører modellen LS-218 som verdens hurtigste, Kymcos seneste vanvittige E-Superbike har en accelerationstid fra 0-250 km/t på 10,9 sekunder, ZERO DSR markedsføres som “Kraftfuld og Versatil”, og overbeviser da også i virkelighedens verden med et voldsomt moment fra stilstand.

Alle de store producenter har E-motorcykler i fremtidens modelprogram, men også mindre idémagere og iværksættere byder ind med mere eller mindre kuriøse bud på fremtidens motorcykel. Mange fokuserer som tidligere nævnt på forrygende præstationer i markedsføringen, nogle på banebrydende højteknologi og andre på absurd aparte design.

For den nystartede engelsk producent Veitis har vejen fra ide til produktion været ret ukonventionel, og det enkle slogan – “Sov, kør, oplad, gentag” – hører til de mere afdæmpede..  

Steve Smith medbringer nu sin eV-Twin på sejlturene

Fra idé til produktion

Steve Smith var til daglig skipper på en yacht, hvor han medbragte en 53'er BSA Bantam på sejlturene. Men han blev med tiden træt af at dræne modellen for benzin og den rutinemæssige indpakning i klude inden afsejling, så BSA'en ikke efterlod oliepletter overalt.

Derfor købte han yderligere et BSA Bantam stel, monterede en el-motor, og fik således et transportmiddel der ikke svinede omgivelserne til.

Den el-drevne BSA var klar til start i en fart når han anløb ny  havn, og vakte opsigt alle steder den ingeniør-uddannede englænder kom frem.

Steve begyndte at modtage bestillinger på den hjemmekonstruerede model, og en forretningside tog form.

Steve og Malcolm Shepherson fra firmaet Metal Malarkey lagde hovederne i blød, og designede i fællesskab en helt ny motorcykel i tråd med Steve Smith's visioner for modellens udseende.

Adskiller sig fra andre

Netop modellens udseende er nemlig et punkt hvor Steve i modsætning til andre ikke går på kompromis.

11Kw El-motoren fremstår visuelt som en stor V-twin, stivstels looket er opnået ved at montere to diskrete Bullit støddæmpere fra K-Tech under sædet, forgaflen er af konventionel RSU type, modellen har egerhjul og stikket til opladning er skjult under tankdækslet.

Kompromisløst fokus på design ser man ikke ofte på nye køretøjer, men eV-Twin som modellen hedder, fremstår utroligt gennemført med sans for detaljen.

Se videoen herunder hvor modellen – eller rettere modellerne – cruiser gennem et idyllisk landskab.

Udover udseendet indebar Steve's vision for motorcyklen, at den skulle være let at køre og simpel at bruge og vedligeholde.

Køres på skårene fra knuste sparegrise

Motoren yder i følge den nystartede producents hjemmeside relativt beskedne 11Kw kontinuerlig effekt, så eV-Twin kan køres med dansk A1 kørekort. Remtræk eliminerer vedligeholdelse af kæde, rækkevidden opgives til 160km, tophastigheden er knap 113 km/t og en opladningstid på blot 3 timer og 45 minutter lyder ikke tosset.

eV-Twin ser hamrende fed ud, og vi ser gerne modellen crusie rundt i det danske landskab næste år. Men modellen risikerer nok desværre en del punkteringer, for den kommer sikkert til at køre på skårene fra knuste sparegrise.

Vejledende udsalgspris i England opgives til £40.000,- …. og så betyder det nok mindre at leveringstiden er 3 måneder.

Det er altså yderst tvivlsomt om de danske veje oversvømmes af eV-Twin, men her er beviset på at “ellerter” kan se hamrende godt ud. Vi kan godt komme i tanke om andre producenter, der måske lader sig inspirere af modellen.

Ser vi elektriske V-twins fra andre producenter i fremtiden?

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start