Video: Kawasaki's nye naked med kompressor navngivet

Kawasaki Z H2 afsløres senere denne måned
Anslået læsetid: 2 Minutter

Ingen kan vel efterhånden være i tvivl om, at der er en vildt spændende 2020 nyhed undervejs fra Kawasaki. Har man fulgt bare en lille smule med i medierne, så må det være gået op for de fleste, at Kawasaki næste år har en naked version af det ballistiske missil Kawasaki H2 på programmet.

De første 2 teaser-videoer

I den henseende er du foreløbig blevet præsenteret for 2 teaser-videoer fra Kawasaki Heavy Industries, hvor du i den første video så et inciterende hurtigt roterende kompressorhjul efterfulgt af et grønt Z, og i den anden video så lidt sporadiske detaljer, som dobbelte forlygter, super charger skriften på motoren og et luftindtag til kompressorens glubende appetit… stadig efterfulgt af et Z.

Video nummer 2 – hvor vi får at vide at modellen er en “Ultimativ Z” – fortæller også at vi får spændingerne udløses d. 23. Oktober. Vi gætter på at det ikke er nogen tilfældighed, når Tokyo Motor Show slår dørene op for pressen netop denne dag.

Har nogen gættet på navnet?

Efter frigivelsen af de to første videoer, har der været frit slag i gættekonkurrencen vedrørende den kommende super-streetfighters navn, hvor det ene bud kunne være lige så godt som det andet, blot navnet indeholdt Kawasaki og bogstavet Z.

Hvis nogen i kampens hede har indgået væddemål vedrørende modellens navn, så er det blevet tid til at afregne ved kasse 1.

Kawasaki døber modellen Z H2

For nu har Kawasaki Heavy Industries frigivet den tredje teaser-video i rækken, der sætter punktum for diskussionen.

Se videoen herunder.

Videoen indeholder ingen teknisk info, og vi får ikke meget mere end en forsmag på modellens proportioner, men nu kender vi da i det mindste navnet Kawasaki Z H2


Vi glæder os selvfølgelig til at se de første billeder – og forhåbentlig lidt video – af den nye Kawasaki Z H2 senere på måneden. Men vi glæder os faktisk lidt mere til at se den live ved efterårets store motorcykelmesse EICMA i Italien i starten af November måned.

Har du ingen andre planer i starten af November måned, så er turen til EICMA ikke en specielt besværlig eller kostbar fornøjelse.

Det kan du læse mere om i artiklen Skal du billigt til verdens største mc-messe?

    

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar