
Verge fortsætter kampen
Både dem, som er interesserede i elektriske motorcykler, dem der på ingen måde er, og dem der bare er nysgerrige på den teknologiske udvikling, har ganske givet hørt, at finske Verge Motorcycles inden længe lader en model med nogle ret interessante tal på papiret gå i produktion.
Men ret hurtigt efter, at Verge meldte ud, at de havde knækket koden til at masseproducere en batteripakke med Solid State-teknologi, var flere kloge hoveder ude og sige, at der på ingen måde kunne være hold i den påstand.
Én af dem var Yang Hongxin, som er topchef i kinesiske SVOLT Energy; en af Kinas største batteriproducenter, som selv arbejder på at udvikle Solid State-batterier.
Men også mange “almindelige” mennesker med forstand på denne type energi mødte udmeldingen med en hel del skepsis.
Og det er slet ikke første gang, Verge bliver mødt af modstand og påstande om, at finnerne er nogle løgnere. Det startede allerede for år tilbage, da Verge snakkede om et maksimalt drejningsmoment på 1.000 Nm på den model, som MagaCin kørte en tur på hen ad Langelinje.
Verge går i krig
Denne gang har Verge og datterselskabet Donut Lab, som står for udviklingen af drivværket, besluttet sig for at svare tastaturkrigerne igen. Og det gør de med video-serien I Donut Believe.
I samarbejde med det internationalt anerkendte og statsejede Technology Research Centre, VTT, vil Verge vise verden, at de står fast på deres påstande om det såkaldte Solid State-batteri, hvor de i seriens første afsnit viste, at en battericelle faktisk kan oplades så hurtigt som påstået.
I den næste video var temperatur og kapacitet i fokus, og i tredje afsnit gik snakken på, hvorvidt Verge gør brug af superkondensatorer, hvilket de, ifølge dem selv, afkræfter med en selvafladningstest.
Virkelighedens verden
Sådanne tests i et lukket laboratorium er nu fine nok. Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at battericellerne – uanset hvad det så er for nogle – klarer sig godt. Men folket er stadig ikke overbevist om, at der rent faktisk er tale om et Solid State-batteri.
For i samtlige rapporter fra VTT beskrives emnerne som noget, kunden identificerer som Solid State, men ingen af cellerne er blevet vejet eller har været åbnet. Og vi får heller ikke svaret i den seneste video.
I den seneste video, som du ser ovenfor, er VTT ikke involveret i denne omgang, hvor testen ifølge Verge er dokumentation for, at den nye batteripakke også lader svinehurtigt i virkelighedens verden.
Her ser vi batteriet blive ladet op fra 10% til 70% på lige over ni minutter og fra 10% til 80% på 12 minutter og 3 sekunder, og ender på en temperatir på 20 grader, hvilket er rigtig flot på en luftkølet enhed.
Så vi finder altså endnu engang ikke ud af, om batteriet rent faktisk er fri for metaller som litium og kobolt. Og derfor er anerkendte YouTube-technørder som eksempelvis Two Bit da Vinci og Matt Ferrell, igen ude med riven.
Ved det stadig ikke
Som nævnt i tidligere artikler omhandlende dette emne er denne skribent meget bedre til at køre motorcykel end til at analysere batteridata og kurver. Så herfra får du stadig heller ikke svar på, om Verge rent faktisk har fundet løsningen på at bruge Solid State-batterier på et produktionsklart niveau.
Men tallene ser i sig selv ret fine ud og ligner noget, der kan blive en kur mod rækkeviddeangst, hvilket i sig selv er ret fedt. Og hvis det viser sig, at batteriet er af en langt mindre miljøskadelig slags end traditionelle batterier, så er det jo en kæmpe bonus!
Men det må tiden vise…




