
Ducati introducerer intelligent service: vedligeholdelse tilpasset din kørestil
Ducati bevæger sig endnu et skridt væk fra de klassiske serviceintervaller og tættere på den måde, deres raceteams arbejder på i praksis; nu introducerer italienerne nemlig et nyt system, der ved hjælp af en ifølge dem selv revolutionerende algoritme, holder styr på serviceintervallerne på Desmo450 MX.
Fra faste intervaller til reel belastning
Kernen i systemet er en ny algoritme udviklet af Ducati Corse, som i stedet for at følge faste serviceintervaller baseret på timer eller kilometertal løbende analyserer, hvordan motoren faktisk bliver brugt; eller med andre ord, hvor hårdt der er blevet gået til stålet.
Algoritmen beregner et såkaldt “engine stress index” i realtid, hvor parametre som kørselsforhold, belastning og underlag indgår i vurderingen.
Resultatet omsættes til en procentbaseret slitageindikator, som danner grundlag for, hvornår service er nødvendig.
Det betyder i praksis, at to identiske motorcykler kan have vidt forskellige serviceintervaller; afhængigt af om de bliver kørt som racemaskiner eller som weekendlegetøj.
Service efter behov – ikke efter kalenderen
Systemet bryder dermed med den traditionelle tilgang, hvor service ligger fast på forhånd.
Ducati tager i stedet udgangspunkt i et referencepunkt baseret på professionel brug – blandt andet data fra den italienske crosskører Alessandro Lupinos kørsel – og justerer derfra op eller ned.
Kører man mindre aggressivt end referencegrundlaget, kan service udsættes.
Presser man derimod motoren hårdt, bliver intervallerne kortere.
For Desmo450 MX betyder det, at et såkaldt Mid Service, som inkluderer stempelskift og ventiljustering, kan ligge mellem 45 og 60 timer.
Et komplet motorrenovering (Full Service) varierer tilsvarende mellem 90 og 120 timer.
Data direkte til føreren
Alle data præsenteres løbende i Ducatis X-Link app, hvor ejeren kan følge slitage og kommende servicebehov i realtid.

Selve systemet aktiveres via en gratis softwareopdatering hos en autoriseret Ducati-forhandler.
Det gør løsningen relativt tilgængelig, da teknologien ligger i softwaren, og ikke i nye hardwarekomponenter.
Et glimt af fremtiden?
Selvom systemet foreløbigt er lanceret på en offroad-model, kan man sagtens forestille sig, at systemet kan udvides til helt almindelige gademodeller.
Ducati har tidligere vist, hvordan teknologi fra racing og nichemodeller langsomt finder vej til resten af modelprogrammet.
Med stadig mere avanceret elektronik på landevejscykler – fra nedlægningssensitiv Traction Control og ABS til semi-aktiv affjedring, adaptiv fartpilot, radarer og kameraer – virker det ikke slet ikke urealistisk.
Resultatet kan blive en mere individuel tilgang til vedligeholdelse af motorcyklen; færre “unødvendige” værkstedsbesøg for den rolige pendler og tættere opfølgning for dem, der jævnligt giver modellen en over nakken.
I fremtiden er bliver serviceintervaller måske ikke længere kun regnet i tid og antal kørte kilometer, men bliver noget, der formes af den måde, motorcyklen faktisk bliver brugt på.


