Vedligehold selv din mc - Drillenissens Tips & Tricks
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Spar penge på vedligeholdelse

Drillenissens: Gør det selv - Tips & Tricks
Drillenissen
22/12-2018 kl. 09:30

De fleste danske motorcyklister har opstaldet havelågen for vinteren, og mange af os ser jævnligt til motorcyklen for at tjekke om alt er som det skal være.

Mange har tilkoblet en vedligeholdelses-lader, så batteriet er i topform når foråret melder sin ankomst. Andre forestår selv dækskifte så der er friske såler under poterne til næste sæson, nogle klarer selv olieskift så der render frisk blod i årerne, og andre igen hygger sig med at vaske og polere grundigt.

Hører du til dem der ikke kan lade motorcyklen stå og passe sig selv vinteren over og ikke er bange for at skrue selv, så får du lige et par tips og tricks med på vejen. Herunder nogle forslag til småjobs de fleste selv kan udføre, med tips til produkter der optimerer motorcyklen til den forestående sæson. Opgaver du selv kan udføre hjemme i garagen, så du ikke unødigt belaster dit i forvejen travlt optagede lokale værksted, og samtidig gavner privatøkonomien.

Produkterne herunder kendes også fra bilernes verden, men princippet er det samme for motorcykler.

Blinklysvæske og lygtevæske

Du kender selv situationen hvor bilens instrumentpanel melder om lav væskestand i blinklysene, men de fleste motorcykler er ikke udstyret med denne advarselslampe. Her må du selv fra tid til anden visuelt inspicere væskestanden og efterfylde eller udskifte efter behov.

Lav blinklysvæskestand i bil

Udskiftning af blinklysvæske er ikke specielt kompliceret, men for dem der er lidt usikre vedr. proceduren, følger herunder et link til udførlig instruktionsvideo.

Bemærk dog at mange motorcykelproducenter fejlagtigt har monteret blinklysene med “drænhullerne” nedad. Her kan man med fordel bytte rundt på blinklysene så OPFYLDNINGS-HULLET vender opad. Bemærk også at der findes flere blinklysvæsker i handelen, hvor forskellige væsker garanterer varierende antal blink.

Gå efter en fuldsyntetisk blinklysvæske med størst mulige antal blink.

Se instruktionsvideo til udskiftning eller genopfyldning af blinklysvæskel her.

Når du mestrer udskiftning af blinklysvæske, er det ingen sag at skifte lygtevæske i hhv. forlygter og baglygter. Her anvendes samme samme væske for og bag, da almindelig lygtevæske også håndterer bremselyset.

OBS!! bær endelig handsker når du skifter blinklysvæske, da operatørens hænder og fingre kan blive udsat for en pulserende fornemmelse. Væske til for og baglygte reagerer med konstant strøm, hvorfor handsker kan udelades her.

Anvend også beskyttelsesbriller så dine øjne ikke kommer til at blinke ukontrolleret efter utilsigtet kontakt med væsken.

Fuldsyntetisk blinklysvæske som garanterer 10.000 blink

Luft i fladt dæk.

Der kræves ikke indkøb af specielle materialer, når et fladt dæk konstateres under vinteropbevaring. Som de fleste ved skyldes et fladt dæk i de fleste tilfælde, at der kun findes let luft i dækkets øverste del. For at efterfylde den nederste del, stilles din kompressor blot på højkant med udgangsventilen nederst inden efterfyldning.

Det medfører at den tunge luft i kompressoren søger mod kompressorens bund, inden den via dækventilen tilføres dækkets nederste del.

Udstødningsleje.

Mange eftermonterer selv – eller får det lokale værksted til et montere – anden udstødning eller potte for øget effekt og/eller mere eller bedre lyd. Men de færreste gør-det-selv'ere ved at udstødningen faktisk kræver regelmæssigt eftersyn og vedligeholdelese.

I udstødningens indre er der monteret lejer som forbedrer gennemstrømningen, og så at sige sørger for at lyden flyder bedre.

Udskiftníng af lejer er ikke nogen vanskelig operation, men her må du regne med at få lidt smørefedt på hænderne… især når fisken skal smøres eller udskiftes hvis den er slidt helt op.

Se instruktionsvideo for tjek af lejer samt kontrol af fisk her.

Er man lidt fiks på fingrene, er udskiftning af komplet udstødningsleje ikke altid påkrævet. Det er muligt at bestille reperationssæt hos diverse webshops på internettet, eller du kan købe dem ved din velassorterede lokale forhandler.

Fisken kan man fange selv, eller købe i passende art og størrelse ved den lokale fiskehandler.

Udstødnings-fisk bør ikke bestilles via internettet.

Rep. kit til udstødningslejer

Vedligeholdelese af tændrør

Rækker evnerne til at udskifte både udstødningsleje og fisk, er opgaven med renovering af tændrør ikke den store udfordring. Tændrør skal som du ved også vedligeholdes, og via linket til instruktionsvideoen herunder ser du hvordan tændrør klargøres og efterfyldes med friske gnister. Bemærk at flasken med friske gnister opbevares afkølet for længst mulig holdbarhed.

Se instruktionsvideo for renovering og opfyldning af tændrør her.

OBS!! Flaskens prop bør afmonteres umiddelbart inden brug, så færrest mulige gnister går tabt.


Knofedt.

Når motorcyklen alligevel står opstaldet for vinteren, udnytter entusiasten lejligheden til at få det kæreste eje rengjort, pudset og poleret efter alle kunstens regler.

Man går ikke helt galt i byen når der anvendes produkter som eksempelvis Autosol eller Alu-Magic til forchromede eller blankpolerede aluminiums dele og lakpoleringsmidler til lakerede flader..

Men en vigtig komponent er så småt ved at gå i glemme bogen, hvilket kan skyldes at produktet oprindeligt blev markedsført i vanskeligt håndterbar fast form.

Knofedt har tidligere medført uhørt høj svedproduktion hos operatøren, men en ny version i flydende udgave letter arbejdet betragteligt.

Knofedt i flydende form

Traditionalister foretrækker ofte det oprindelige produkt, og her kan man med fordel indkøbe større mængder, hvor udgiften eventuelt kan deles med andre.

Knofedt i større mængder kan med fordel indkøbes i fællesskab.

Stemplets retur-fjeder

Nogle har glimrende styr på vedligeholdelses opgaver som udskiftning af motorolie, luftfilter, tændrør og kædekit. Andre er tilstrækkeligt fingerfærdige til at inspicere ventilspillerum og efterfølgende justering, og hvis du tilhører den sidste gruppe, vil inspektion og/eller udskiftning af stemplets returfjeder ikke virke afskrækkende.

De fleste ved at forbrændingsmotorer fungerer ved at en luft/benzinblanding forbrændes med høj hastighed, og at “eksplosionen” sender et eller flere stempler i bund. Når stemplet er i bund skal det imidlertid returnere til udgangspositionen i top, og hertil anvendes en eller flere returfjedre monteret oven på stemplet/stemplerne.

Proceduren kræver afmontering af motorens topstykke, men når man er nået ind til motorens ædlere dele, er resten af arbejdet ligetil.

En eller flere udtjente eller defekte fjedre løftes ganske enkelt ud af cylinderen/cylindrene, og erstattes efterfølgende af nye. Nye fjedre kan med fordel bestilles over internettet, hvor din lokale forhandler nok vil klø sig eftertænksomt i nakken inden han giver dig tilbud på enten nye returfjedre, eller en totalpris på reservedele og den fulde operation.

Se instruktionsvideo for fejlsøgning og udskiftning af stempel retur-fjedre her.

 

Nye stempel returfjedre monteret i en fire-cylindret motor.

Smart tilføjelse til værktøjssættet.

Udover det mest nødvendige værktøj, kan man med fordel medbringe et ekstra tændrør, lappegrejer og andet i værktøjssættet på ferieturen. Man hvad gør man lige hvis motoren bliver for varm under køkørsel eller på turen i bjergrige regioner.

Et hurtigt tjek afslører måske at væskestanden er lav, og det er ikke altid muligt at opspore rindende vand til efterfyldning.

Her har den forudseende medbragt en dåse dehydreret vand i pulverform. Pulveret fylder og vejer ikke meget, så der burde være plads til produktet under sædet på de fleste motorcykler.

Det eneste man skal gøre er at tilsætte vand til pulveret, men vær forsigtig når pulveret fortyndes, da det svulmer kraftigt op og hurtigt løber over dåsens kant. Her kan med fordel medbringes en ekstra beholder af passende størrelse.

100% organisk dehydreret letvægts vand

Andre tips og tricks

Herover listet en række produkter som med fordel kan anvendes af hjemmemekanikeren, og der findes naturligvis langt flere produkter med tilhørende instruktionsvideoer. Olie til smøring af mellemgasfordeleren samt instruktionsvideo er eksempelvis let at finde ved en google søgning, og de mange dygtige danske gør-det-selv'ere er typisk flinke til at dele deres erfaringer med andre.

Har du lyst til at dele dine Tips&Tricks, er du mere end velkommen til at dele dine erfaringer vedrørende produkter og arbejdets udførelse i kommentarfeltet herunder. Den ægte motorcykelentusiasts øjne vil lyse op i begejstring, hvis gaver af denne art finder vej under juletræet næste år.

Inden du kaster dig over projekterne beskrevet herover, så vær opmærksom på at vi gør-det-selv'ere altid udfører arbejdet for egen regning og risiko, og at MagaCin ikke kan gøres ansvarlig for anvendelse af prodkukter og arbejdsmetoder nævnt i artiklen..

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR GUTTER OG GUT-INDER.

Mvh.

Drillenissen

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start