Rumænsk enduroeventyr

I foråret opdagede jeg, at Peter Weiss via sine SOME-kanaler var begyndt at reklamere for enduroture til Almasu Mare i Rumænien. Det så ud som en umanerlig fed oplevelse, så jeg besluttede mig for, at hvis restriktioner, familielogistik og arbejde tillod det, skulle jeg have puttet sådan en oplevelse ned i livets rygsæk.

Heldigvis flaskede alting sig, og en aften i slutningen af juni sad jeg på et hyggeligt pensionat i Rumænien, spiste autentisk brun mad efter en lang dag med to mellemlandinger, masser af ventetid, en ekstrem sarkastisk tysk stewardesse, fire timers køretur på hullet asfalt, nye bekendtskaber og glædede mig til køre en af de orange KTM’er som stod parkeret bag mig.

På ankomstdagen skulle vi dog ikke køre nogen steder, men blot falde til, slappe af og lære hinanden at kende. Gruppen som jeg skulle køre med var en sammensat en af slagsen, og havde som udgangspunkt blot det til fælles, at vi gerne ville prøve kræfter med endurokørsel i Rumænien med Peter Weiss som guide.

Køredag et – man down
Turen til Rumænien havde været lidt lang og trættende, så de fleste i selskabet sov halvlænge den første dag. Klokken ni stod morgenmaden på bordet, hvilket måtte siges at være righoldig omgang. Der var æg, bacon, hjemmelavet yoghurt, mælk fra naboens ko, kaffe, the – ja, noget for en hver smag, så det var bare at fange an.
Ifølge Weiss, var det bare om at få nogle kalorier i kroppen, for som han sagde; “Den som spiser mest vinder”. Det slogan skulle vise sig at indeholde en del sandhed.