Forside / Rejser / Rejseberetning: Fra Bali til Lombok og MotoGP på Mandalika
Rejseberetning: Fra Bali til Lombok og MotoGP på Mandalika
Pedallokum med svingdør, Vi blev shanghajet, Nationalitets- og kønsforvirring, Kold, koldere og koldest, En tusch til en tusse, Invitation til bryllup, Drage-Mojito og Vi har motorer nok, er eksempler på nogle af de små overskrifter i beretningen fra vores nylige tur til Bali.
Det er vildt fedt at køre motorcykel, og som motorcykelentusiast er det heller ikke så tosset endda, selv at give den gas på lukkede anlæg, eller blive underholdt af andres ræs på to hjul. Men er det ulejligheden værd, at lette bagdelen fra sofaen og selv rejse ud i verden for at se racerløb med motorcykler?
Det mener vi her på MagaCin i allerhøjeste grad, og argumenterer velsagtens på lidt utraditionel vis i denne artikel for, at endnu flere gør det.
Fed underholdning
Racerløb på to hjul er nemlig verdens fedeste underholdning, og selv om der næppe hersker den store tvivl om, at den bedste dækning med nærbilleder, detaljerede optagelser i slowmotion og udpenslende grafik fås via skærmen, så er der noget helt specielt ved enten selv at deltage eller stå på lægterne og se løbene i virkelighedens verden. Og vi har da også løbende gennem årene opfordret vores læsere til at drage på tur for at se ræs.
Tæt på begivenhederne
På tilskuerpladserne får man nemlig mulighed for på nærmeste hold selv at opleve omgivelserne, stemningen, duftene og lydene, og får typisk en rigtig god ide om, hvor ufatteligt hurtigt det går, når racerkørerne fyrer deres maskiner af.
Man konstaterer også ved selvsyn tumulten, når kørere dratter af, men derudover byder den slags arrangementer også tit som en ekstra bonus på masser af andre fantastiske oplevelser.
Inspiration
Denne artikel handler ikke ret meget om selve racerløbene, men giver i stedet lidt eksempler på oplevelser tilknyttet ræs, og i særdeleshed hvordan vores nylige tur til Pertamina Grand Prix of Indonesia forløb.
Det kunne måske inspirere andre til at bevæge sig lidt længere væk end lokalområdet? Både for at se ræs og høste lidt herlige minder.
Denne skribent har selv kørt lidt roadracing som licenskører, men er også gennem mange år i rigt mål draget på tur, som tilskuer til et utal af racerløb i forskellige klasser, på et bredt udvalg af destinationer. Turene både ud og hjem til forskellige racerbaner har budt på et væld af herlige, og ofte uventede, oplevelser.
Fantastiske minder
Det bliver for omfattende at gå i detaljer med alle eksemplerne. Men jeg husker tydeligt dengang, jeg punkterede på vej hjem fra et racerløb i udlandet, hvor min motorcykel og jeg blev samlet op af et par officials fra IOMTT, som netop havde afsluttet tjenesten på Isle of Man, og var på vej på ferie i Skandinavien.
– Minderne fra et klassisk ræs på Spa, hvor vi fik lov til både at betragte og røre ved ægte gamle GP-totaktere, og jeg glemmer heller aldrig det 24-timersløb på Magny-Cours, hvor gutterne og jeg dinglede fra ølbod til ølbod på det enorme cowboy-område bag banen. Her lavede vi blandt andet lidt sjov med en godt bedugget tilskuer foran musikscenen, da vi vendte hans stol 180 grader, mens han sov.
To view the full article you must subscribe or buy access to this article