Sådan kan mange motorcykelulykker undgås
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Sådan kan mange motorcykelulykker undgås

Motorcyklerne er igen på vejene, og det har allerede ført til dødsulykker. Hvis flere ulykker skal undgås, bør bilister og motorcyklister være mere opmærksomme på hinanden, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik, Rigspolitiet og landsforeningen for motorcyklister.
Rådet for Sikker Trafik
12/05-2019 kl. 06:49

Det gode forårsvejr er kommet til Danmark, og det har fået mange motorcyklister på gaden. Desværre har der allerede været de første dødsulykker med motorcykler. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på hvilke situationer, der er særligt farlige for motorcyklisterne.

I en tidligere dybdeanalyse af 41 motorcykelulykker, som Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har udarbejdet, fremgår det, at der særligt er fire ulykkessituationer, som ofte går igen. I tre ud af de fire ulykkessituationer sker ulykken i mødet mellem en bil og en motorcykel, mens den sidste ulykkessituation er en soloulykke, hvor motorcyklisten kører af vejen.

– Der er desværre ofte for høj fart og uopmærksomhed eller fejlvurdering involveret i de ulykker, hvor motorcyklister og bilister støder sammen. Det er særligt, når bilen skal svinge til venstre, at der er risiko for at overse en motorcykel. Hvis motorcyklen samtidigt kører for hurtigt, gør det kun situationen værre. Derfor er de gode råd, at man som bilist er ekstra opmærksom på de tohjulede, og at motorcyklisterne passer på hastigheden og gør sig synlige med pangfarver, siger Jeppe Gudmandsen, konsulent hos Rådet for Sikker Trafik.

Landsforeningen for motorcyklister: Vi har mistet gode venner

Årets første køretur er noget særligt for mange motorcyklister, men netop på de første ture bør man være ekstra forsigtig, for køreevnerne kan være rustne efter en lang vinterpause.

Derfor minder formanden for MCTC – Landsforeningen for motorcyklister om, at det er vigtigt at passe særligt på i starten af sæsonen og huske på, at man er mere sårbar på motorcykel end i bil.

– Det er fantastisk at køre motorcykel, men vi er mere udsatte end mange andre trafikantgrupper, hvis der sker en ulykke. Som Danmarks største motorcykelklub med over 36.000 medlemmer har vi desværre oplevet at miste gode motorcykelvenner i tragiske ulykker. Det er fuldstændig meningsløst, når det sker, så derfor opfordrer vi til, at motorcyklister og bilister holder ekstra godt øje med hinanden og tager gensidigt hensyn, siger Lene Michelsen, formand for MCTC.

Politi har fokus på motorcyklerne til sæsonstart

I politiet er der fokus på motorcyklisterne, og det er med god grund, for risikoen for at ende i en alvorlig ulykke er langt større som fører af en motorcykel end som fører af en personbil. Desværre peger en foreløbig opgørelse af antallet af dræbte motorcyklister i 2018, som Rigspolitiet har udarbejdet, at der stadig er for mange alvorlige ulykker, hvor motorcykler er involveret.

Det foreløbige tal for 2018, som altså kan ændre sig i den endelige opgørelse, viser, at 23 motorcyklister blev dræbt og 193 kom alvorligt til skade. I 2017 blev 11 motorcyklister dræbt.

– Vi ved af erfaring, at der hvert år er motorcyklister, der omkommer i tragiske ulykker, som i mange tilfælde kunne være undgået, hvis ikke farten havde været for høj, eller der ikke havde været manglende orientering fra andre trafikanter. Derfor har vi igen i år fokus på uopmærksomhed og høj fart, når vi udfører kontroller på vejene, siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

For at få flere til at holde fokus på trafikken, sætter landets 12 politikredse ind med en uopmærksomhedskontrol fra mandag den 6. maj til søndag den 12. maj.

Sådan er ulykkesbilledet

Rigspolitiets foreløbige ulykkestal for motorcykler i 2018 viser, at der var 23 dræbte og 193 alvorligt tilskadekomne i motorcykelulykker. Først senere i år kommer det officielle tal for 2018 om dræbte og alvorligt tilskadekomne trafikanter, som Vejdirektoratet offentliggør.

Antal dræbte motorcyklister fra 2013-2018 ifølge Danmarks Statistik og Rigspolitiet:

2013: 15 dræbte motorcyklister

2014: 18 dræbte motorcyklister

2015: 19 dræbte motorcyklister

2016: 26 dræbte motorcyklister

2017: 11 dræbte motorcyklister

Foreløbige tal fra Rigspolitiet viser, at der i 2018 blev dræbt 23 motorcyklister på de danske veje. De officielle og endelige tal foreligger dog først senere på året, når alle ulykker er blevet analyseret.

Se video med gode råd fra motorcykelbetjent Ove Hansen fra Københavns Politi.

Del med en ven

Giver børn en ny start