Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Prøv kræfter med motorsport

Danmarks Motor Union inviterer igen i år til åbent hus, hvor mange af landets klubber stiller baner, udstyr og motorcykler til rådighed. Konceptet er blevet en kæmpe succes, særligt fordi det giver alle mulighed for at opleve farten, spændingen og ikke mindst fællesskabet i motorcykelsporten.

Danmarks Motor Union
26/03-2019 kl. 15:28

Lørdag d. 27. april bliver gashåndtagene igen skruet i bund på landets motorsportsbaner, når DMU’s klubber for tredje år i træk holder åbent hus. Både antallet af deltagende klubber og besøgende er vokset stødt siden begyndelsen, og derfor har DMU i år lagt vægt på at nå ud til alle med en lille racerkører i maven – blandt andet ved at omdøbe konceptet til Prøv Motorsport.

Særligt for de helt små er det en rigtig sjov oplevelse at mærke suset fra deres første køretur, mens der hurtigt går sport i den for de lidt ældre, som bliver bidt af udfordringen og konkurrencen på banen. 

Fælles for alle er dog oplevelsen af det sociale sammenhold med både familie og nye venner. Her skal den største ros i særdeleshed gå til kørerne og de frivillige, der åbner dørene for at give de besøgende en helt særlig oplevelse og vise det stærke fællesskab i klubberne.

Det er dette enorme stykke arbejde, som de lokale klubber lægger i at afholde åbent hus, der uden tvivl er med til at tiltrække mange nye kørere i løbet af sæsonen.     

Der er plads til alle i motorsporten 

Mange klubber har kørere fra et stort lokalområde helt ned i en alder af 3 år, og ofte består medlemmerne både af hobby- og elitekørere alt efter ambitionerne. Vigtigst af alt er dog det sociale klubliv, hvor der er plads til alle. En typisk træningsdag involverer som regel både klubbens medlemmer og deres forældre. 

DMU’s klubber har et meget aktivt træningsmiljø og ofte en lang tradition, som de er rigtig stolte over. Det vil man også mærke, hvis man lægger vejen forbi sin lokale klub til åbent hus, hvor man med sikkerhed bliver mødt af de stemningsfyldte medlemmer.

Så sæt kryds i kalenderen lørdag d. 27. april, hvis du har lyst til at opleve en dag med fart og spænding – og invitér gerne familie og venner med på dagen. Og besøg os på www.prøvmotorsport.dk for at læse mere og se listen over klubber i dit lokalområde, som afholder åbent hus.