To spændende Triumph nyheder på vej til Danmark? - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

To spændende Triumph nyheder på vej til Danmark?

De nye Triumph Speed T4 og Scrambler 400 XC er allerede lanceret på det indiske marked, og det bliver spændende at se, om nyhederne også efterfølgende bliver tilgængelige på det europæiske marked.
CO
03/07-2025 kl. 07:55
Anslået læsetid: 4 Minutter

Det er næsten på dato to år siden engelske Triumph Motorcycles i første omgang lancerede de to nye modeller Triumph Speed 400 og Scrambler 400 X i Indien, og vi europæere måtte vente lidt længere på at kunne købe nyhederne. Og nu er inderne velsignet med to nye modeller, som også på et tidspunkt kunne tænkes at ramme det europæiske marked.
Nemlig de nye Triumph Speed T4 og Triumph Scrambler 400 XC.

Om det er gået hen og blevet en fast procedure for Triumph Motorcycles, at lancere nye modeller i mellemklassen på det indiske marked i første omgang, og sidenhen frigive nyhederne på det europæiske marked, kan udenforstående kun gisne om.
Men man kan sagtens have et velbegrundet håb om, at de to indiske nyheder også på et tidspunkt rammer det europæiske marked.

Triumph Speed 400 og Scrambler 400 X viste sig nemlig i 2023, at indlede en mindre indisk revolution, hvor de indiske kunder på blot 10 dage bestilte hele 10.000 eksemplarer, og begge modeller landede senere samme år hos danske forhandlere til en skarp pris.
Og hvis proceduren fra dengang følges her i 2025, så kunne begge modeller sagtens debutere på det europæiske marked i indeværende år.

Den engelske motorcykelproducents indiske afdeling har allerede føjet de to interessante nyheder i mellemklassen til Triumph Motorcycles indiske website, hvor både Triumph Speed T4 og Triumph Scrambler 400 XC officielt figurerer som nye modeller.

Den relativt nye Triumph Speed T4 er, som det fremgår af det indiske website, prissat som den billigste model i Triumph’s 400-serie, og som toppen af poppen udvider Triumph Scrambler 400 XC prisspændet fra billigste til dyreste model.

Selvom begge modeller er anført som nye modeller på det indiske marked, så debuterede Triumph Speed T4 faktisk allerede i 2024 på det indiske marked.

Klik på billedet nedenunder for en stump video.

Det er altså nogen tid siden inderne for første gang stiftede bekendtskab med Triumph Speed T4, men indiske Triumph delte også i begyndelsen af indeværende år nedenstående video på YouTube.
En video som i skrivende stund har ikke mindre end 23.347.542 visninger.

Mere end 23 mio. visninger er dog en del, så man kan konstatere, at Triumph Speed T4, har vakt en del opmærksomhed. Men videoen har selvfølgelig også et halvt års tid på bagen.

Videoen med den nye Triumph Scrambler 400 XC, er derimod af noget nyere dato, og det kan sagtens være derfor, at den i skrivende stund “kun” har haft 53.432 visninger.

Interessen for at se videoer med de to Triumph nyheder må siges at være ganske respektabel, så det er slet ikke utænkeligt, at de to nye modeller potentielt kunne gå hen og bidrage til endnu en salgsrekord hos Triumph Motorcycles.

I 2024 solgte Triumph Motorcycles globalt mere end 130.000 enheder, og det var femte år i træk den engelske motorcykelproducent satte salgsrekord. Mere end 50.000 enheder af de solgte motorcykler var i segmentet fra 250cc-500cc, så tilføjelsen af Triumph Speed T4 og Triumph Scrambler 400 XC giver formentlig rigtig god økonomisk mening.

Derfor kunne man have et velbegrundet håb om, at begge tilføjelserne til 400-serien snart indlemmes i det engelske mærkes europæiske produktportefølje, og således også bliver tilgængelige på det danske marked.
Triumph Speed T4 som yderligere et tilbud til den urbane pendler, og Triumph Scrambler 400 XC til dem der ønsker et lidt mere hardcore visuelt udtryk med egerhjul, og anderledes forskærm(e) end Triumph Scrambler 400 X.

Modellerne figurerer i skrivende stund ikke på Triumph’s danske website i hverken Speed eller Scrambler oversigterne, hvor Triumph Speed 400 og Triumph Scrambler 400 X i skrivende stund er de eneste i søskendeflokken.

Skulle en eller begge Triumph nyhederne blive tilgængelige på det danske marked, så kan du naturligvis læse om det her på MagaCin straks det bliver aktuelt.
Endnu en rigtig god grund til jævnligt at kigge indenfor på MagaCin, når man har løsrevet sig fra gennemgang af salgsannoncerne på 123.mc.dk.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025