Ny Triumph Bonneville T40 og T40 Black officielt afsløret

Triumph udvider 400-familien med de klassisk udseende Bonneville T40 og T40 Black og afslører derudover tidsplanen for kommende nye modeller.
Anslået læsetid: 9 Minutter

Triumph har i dag delt en såkaldt High Level Reveal-video med datoer for kommende afsløringer af nye modeller, hvor det engelske mærke også officielt præsenterer to helt nye medlemmer af Bonneville-familien. De nye Triumph Bonneville T40 og T40 Black optræder nu for første gang med Bonneville-navnet i Triumphs succesfulde 400-familie, men englænderne har gjort mere end blot at lancere den eksisterende Speed 400 i et klassisk Bonneville-design.

Under det velkendte ydre finder vi en videreudvikling af den encylindrede TR Series-motor, men både motor, stel, ergonomi og udstyr er tilpasset den nye model, og Triumph har ikke været specielt tilbageholdende på udstyrssiden.

Fra baby-Bonneville til virkelighed

Den trofaste MagaCin-læser er måske ikke helt uforberedt på dagens nyhed, for da vi for ikke så længe siden skrev om flere spændende 2027-nyheder fra Triumph, nævnte vi blandt andet den såkaldte baby-Bonneville, som tidligere på året var blevet spottet under test.

Dengang sluttede vi artiklen med ordene: “Indrømmet… Vi ved mere, end vi kan fortælle i skrivende stund.” Men nu er katten ude af sækken.

Her er den nye Bonneville T40

Triumph har tydeligvis bestræbt sig på, at T40 ikke blot skal ligne en mindre Bonneville på lang afstand. Den dråbeformede benzintank, runde forlygte, lange skærme, dobbelte støddæmpere bag og traditionelle egerhjul følger opskriften fra de større Bonneville-modeller, og tanken er blandt andet forsynet med klassiske knæpuder samt en nutidig udgave af Triumphs velkendte three-bar Triumph tank badge. Det som denne skribent og mange andre gennem tiden har kaldt “øjenbryns-emblem”.

Forlygten er naturligvis en tidssvarende LED-type, men den klassiske runde form er bevaret, og også motoren er visuelt bearbejdet med blandt andet maskinbearbejdede køleribber og motordæksler i aluminium. Både forhjul og baghjul på henholdsvis 18″ og 17″ er aluminiumfælge med traditionelle ståleger, som i begge ender er en tomme mindre end de 19″ og 18″ fælge, der blev anvendt på de klassiske Bonneville 650, og Triumph har gjort en dyd ud af at skjule kabler, ledningsnet og slanger.
Der er altså med andre ord brugt en del energi på at få moderne teknik til at stikke mindst muligt visuelt i øjnene.

Triumph har ret usædvanligt endnu ikke delt en officiel præsentationsvideo for de nye Bonneville T40, men har i stedet frigivet tidslinjen for kommende modeller. Den kan ses længere nede i artiklen, så vi tyr i denne omgang til at dele en såkaldt B-roll video, der trods alt viser modellen på video i fuld figur.

Artiklen opdateres med en officiel præsentationsvideo, hvis og når Triumph skulle finde på at dele sådan en.

400-motoren får sin egen Bonneville-karakter

Motoren stammer fra Triumphs efterhånden velkendte TR Series, men den væskekølede encylindrede 400’er er ikke overført uændret fra Speed 400 og de andre søskende. Triumph har udviklet et revideret topstykke og en særlig motorstyring til T40, hvor målet har været at flytte mest mulig trækkraft længere ned i omdrejningsregistret.

Motoren i T40 leverer 32 hestekræfter ved 7.000 o/min. og et maksimalt drejningsmoment på 36 Nm ved 5.000 o/min., hvor Speed 400 og Scrambler 400 X som blev lanceret i 2023 til sammenligning var gode for 40 PS ved 8.000 o/min og 37,5 Nm ved 6.500 o/min.

T40 giver altså med et fald på 20 % afkald på en betydelig del af topydelsen, mens det maksimale kun marginalt lavere drejningsmoment leveres 1.500 o/min tidligere. Triumph har desuden sænket tomgangshastigheden og arbejdet med lyden fra den klassisk udformede peashooter-lyddæmper for at give enstamperen en mere afslappet Bonneville-karakter. Det giver vist sig selv, at motoren er A2-kompatibel.

Overraskende omfattende elektronik

Det klassiske udseende dækker over en elektronikpakke, som for få år siden ville være usædvanlig på en motorcykel i klassen. T40 byder på de tre forprogrammerede køreprogrammer Road, Rain og Eco samt yderligere to programmer, der kan konfigureres efter personlige præferencer.

Køreprogrammerne har indflydelse på gasrespons, traction control og ABS, og den nye baby-Bonneville er som standard udstyret med både cruise control og nedlægningsfølsom Optimised Cornering ABS og en tilsvarende Optimised Cornering Traction Control.

Skærmen i instrumenteringen er en rund 4″ TFT-enhed, der visuelt passer ind i det klassiske design. Foretrækkes et mere traditionelt udtryk, kan brugeren give skærmen et analogt inspireret udseende med Heritage Mode.

Rund 4″ TFT-skærm

Smartphone-forbindelse er standard, og Triumphs nye navigationsapp leverer fuld kortnavigation direkte på TFT-skærmen med blandt andet hastighedsgrænser, destinationer, interessepunkter og mulighed for at importere GPX-filer. Telefonopkald og musik kan ligeledes håndteres fra styret, og der er naturligvis USB-C-udtag til opladning af medbragt udstyr.

Fuld LED-lygteføring er standard, blinklysene er selvslukkende, og Emergency Deceleration Warning får baglygten til at blinke automatisk i et hidsigt tempo ved kraftige opbremsninger.

Klassisk med moderne teknik

Hvor elektronikken er ganske moderne, er opskriften på affjedringen noget mere traditionel. En konventionel RSU-forgaffel med gummibælge over de inderste rør og to støddæmpere bagerst samt kombinationen af 18″ og 17″ egerhjul er en væsentlig del af Bonneville-udtrykket.

Bremsesystemet består foran af en enkelt skive med en tostemplet bremsekaliber og stålomspundne bremseslanger, mens den hældningsfølsomme ABS som tidligere nævnt er standard.
Selv om sædehøjden er relativt beskedne 790 mm, tilbyder Triumph som ekstraudstyr et lavere sæde, der reducerer højden til 770 mm.

Modellens køreklare vægt er opgivet til 191 kg, og dermed er T40 væsentligt tungere end Speed 400, hvor vægten ved præsentationen i 2023 blev opgivet til 170 kg. Motoren i den nye Bonneville har altså væsentligt mindre slagvolumen end de oprindelige traditionelle tocylindrede Bonneviller, men nogen ultralet lilleput er den ikke, og rent vægtmæssigt ligger den på niveau med den oprindelige Bonneville 650. Men så er centralstøtteben til gengæld også standard ligesom på fortidens Bonneville 650.

T40 Black skruer ned for bling-bling

Den rent tekniske basis er identisk for Bonneville T40 og T40 Black, men sidstnævnte får som navnet antyder et mørkere udtryk. T40 Black leveres i Matt Pewter Grey og Matt Phantom Black med sorte aluminiumfælge, hvor de blanke ståleger skaber kontrast. Motorens dæksler er pulverlakeret sorte, og både forrør og peashooter-lyddæmper har ligeledes fået den mørke behandling.

Den almindelige T40 får derimod kromfinish på spejle og passagergreb, børstede aluminiumshælplader og udstødning i børstet stål. T40 tilbydes i tre tofarvede lakeringer Aegean Blue/Fusion White, Meriden Blue/Tangerine Orange samt New England White/Jet Black.

Og det kan vel egentlig ikke overraske nogen, at Triumph fremhæver, at benzintankens stafferinger males i hånden. Det kunne du i 2021 se nogle fine eksempler på her på MagaCin i artiklen Klassisk håndværk på moderne motorcykler, hvor vi så nærmere på lakering af motorcykler og også kom ind på Triumphs såkaldte goldlining experts.

Et samarbejde der begyndte længe før T40

Selv om Bonneville-navnet er nyt i denne sammenhæng, er fundamentet for T40 resultatet af en historie, som MagaCin har fulgt gennem en længere årrække. Triumph og indiske Bajaj indgik allerede i 2017 et samarbejde, som i 2020 blev udbygget med planer om en familie af mindre og mellemstore motorcykler.

Det første meget synlige resultat blev Speed 400 og Scrambler 400 X i 2023, og modtagelsen på det enorme indiske marked var mildest talt positiv. Allerede ti dage efter åbningen for bestillinger kunne vi fortælle, at 10.000 eksemplarer var blevet bestilt.

Efterfølgende er den lille familie vokset markant, og Triumph oplyser nu, at der er solgt mere end 60.000 motorcykler baseret på 400-platformen i over 50 lande. Med tilføjelsen af T40 består familien nu af Speed 400, Scrambler 400 X, Scrambler 400 XC, Tracker 400, Thruxton 400 og de to nye Bonneville.

Udviklingen har imidlertid også bevæget sig den modsatte vej. Tidligere i år kunne vi fortælle, hvordan Triumph som følge af afgiftsforholdene på det enorme indiske marked valgte at skrue 400-motoren ned til 350 kubik.

Det siger noget om betydningen af samarbejdet med Bajaj og det indiske marked, men også om hvor fleksibel platformen efterhånden er blevet. Nu bruges den altså også som fundament for et af de mest traditionsrige navne i Triumphs historie.

Mere Triumph på vej

T40 og T40 Black står ikke alene blandt Triumphs 2027-nyheder, for dagens High Level Reveal giver os en glimrende oversigt over, hvilke modeller englænderne præsenterer i den kommende tid, og på præcis hvilke datoer.
MagaCin deltog for nogle uger siden i en fortrolig videokonference, og vi ser frem til at kunne fortælle mere om den kommende 798’er, som internationale medier ellers var begyndt at omtale som en mulig Street Triple 800.

MagaCin følger naturligvis de kommende præsentationer, efterhånden som Triumph løfter sløret.

Pris kommer senere

Den danske pris på Bonneville T40 og T40 Black er endnu ikke offentliggjort, men Triumphs danske website er allerede nu opdateret med begge modeller. Triumph forventer at informere om priserne i begyndelsen af 2027, og de første eksemplarer ventes at lande hos Triumph-forhandlerne i foråret 2027.

Og vi kan da lige runde af med at fortælle, at serviceintervallet er opgivet til 16.000 kilometer, og Triumph er allerede klar med en serie originalt ekstraudstyr, der blandt andet omfatter et lavt sæde, et komfortsæde og klassiske sidetasker.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven