MV Agusta Rush Titanio afsløret
Den nye eksklusive MV Agusta Rush Titanio, som tidligt på året blev fremvist ved International Concours of Elegance på den tilfrosne sø ved St. Moritz, er endnu ikke officielt tilgængelig.
Så der er stadig lidt tid til at spare op til de $50.000 eller 316.470 danske kroner, som modellen ifølge sædvanligvis pålidelige kilder kommer til at koste… Altså uden dansk afgift.
Hurtigt udsolgt
Men interesserede skal formentlig være hurtige på aftrækkeren, når dagen oprinder. For MV Agusta Rush Titanio produceres i et begrænset oplag på blot 300 eksemplarer, og den velorienterede læser erindrer, at både den svinedyre MV Agusta Superveloce Alpine og MV Agusta Superveloce 75 Anniversario med bare en måneds mellemrum blev udsolgt på få timer i 2020.
MV Agusta Rush Titanio
MV Agusta beskriver selv Rush Titanio som det mest radikale og raffinerede udtryk for MV Agustas hyper-naked filosofi.
Resultatet af denne evolution er ifølge italienerne den hidtil mest forfinede, performance-drevne og visuelt slående fortolkning af Rush-konceptet i en kombination af avanceret ingeniørkunst, eksklusive materialer og umiskendeligt italiensk design.
Sådan lyder det fra hestens egen mund.
Titanium som koncept og konstruktion
Mere konkret fortæller MV Agustas marketingafdeling, at producenten med Rush Titanio løfter det kompromisløse design og den tekniske ambition fra Rush-serien til et nyt niveau.
Navnet Titanio er ikke blot til pynt, men henviser direkte til den omfattende brug af titanium i både synlige detaljer og strukturelle elementer.
Nyheden er udstyret med et usædvanligt stort antal komponenter i titanium, som alle fremstår med børstet overflade, der fremhæver materialets rå og tekniske karakter.
En nyudviklet Arrow-slip-on-udstødning i titanium, forsynet med MV Agusta-logoet, er skabt specifikt til Rush Titanio.
Den reducerer ikke blot vægt og optimerer gennemstrømningen samt tilfører en mere markant og raffineret lydkulisse.
Samtidig fungerer den som en visuel og auditiv påmindelse om, at denne udgave er noget helt særligt.

Dækslet over benzintanken er ligeledes fremstillet i titanium. Her ses både Titanio-logoet og et grafisk atom-inspireret motiv, som et fingerpeg til materialets styrke og tekniske identitet.
Det stærke metal anvendes desuden til beslag til førerdisplay og forlygte samt i specielt fremstillede bolte, der fuldender helhedsindtrykket.
Motor og teknologi
Rush Titanio drives af det italienske mærkes velkendte firecylindrede 998 cc rækkemotor, som er håndbygget i Varese med fokus på lav vægt og maksimal performance.
Motorens 16 ventiler er – ligesom de fire smedede plejlstænger – fremstillet i titanium. En kombination, der med lav inerti fremmer omdrejningsvillighed, lav vægt og mekanisk integritet ved høje omdrejninger.
Selvom MV Agusta endnu ikke har offentliggjort officielle effekt- og momenttal for Titanio-udgaven, forventes disse at ligge tæt på det kendte niveau fra Rush-platformen med teoretisk potentiale til langt over 300 km/t, hvis den følger opskriften fra tidligere topmodeller.
Det fremgår af de officielle billeder, at Rush Titanio er udstyret med bremse- og affjedringskomponenter fra øverste hylde, og det vil næppe være forkert at antage, at det også gælder elektronikken.

Materialevalg og finish
Ud over titanium spiller kulfiber en central rolle i Rush Titanio-konceptet.
Komponenterne i carbon er udført i en ny premium twill-vævning, som giver både visuel dybde og reducerer vægten sammenlignet med traditionelle materialer.
Det skaber sammen med de anodiserede aluminiumdele i den eksklusive Blu Titanio et samlet udtryk, der balancerer mellem teknisk præcision og kunstnerisk ambition.
Rush Titanio fremstår fra inderst til yderst som en hyldest til moderne ingeniørkunst, hvor alt fra materialevalg over finish til ergonomiske detaljer er gennemtænkt.
Det gælder også for det skræddersyede Alcantara-sæde med laserpræget Titanio-branding og atomgrafikker, som binder temaet sammen i et konsekvent og eksklusivt formsprog.

Bygget i Varese som en kunstgenstand
Rush Titanio fremstilles eksklusivt i MV Agustas fabrik i Varese og produceres i præcis 300 individuelt nummererede eksemplarer, hvor hver enkelt model med stor sandsynlighed finder vej til samlere og entusiaster, der ikke blot køber en motorcykel, men et stykke rullende italiensk kunst.
Officiel pris og tilgængelighed
En officiel udmelding om pris og tilgængelighed i Europa må vi vente lidt endnu på.
Men alt taler for, at MV Agusta Rush Titanio både prismæssigt og teknisk vil placere sig i den absolutte top af hyper-naked-segmentet, hvor eksklusivitet og ekstreme specifikationer går hånd i hånd.

