Indian lancerer masser af spændende nyt i 2026 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Indian lancerer masser af spændende nyt i 2026

125-års jubilæet markeres med fremadrettet fokus.
09/01-2026 kl. 08:11
Anslået læsetid: 4 Minutter

2026 bliver et stort år for Indian Motorcycle…
Ikke blot fordi modelprogrammet udvides og suppleres med en række spændende nyheder, men også fordi virksomheden der beskriver sig selv som America’s First Motorcycle Company, markerer sit 125-års jubilæum. Og i stedet for blot at sole sig i et halv-tamt nostalgisk tilbageblik, benytter Indian Motorcycle også lejligheden til at lancere den fremadskuende kampagne Never Finished.

Det gør de med et klart budskab om, at historien er fundamentet, men at udviklingen aldrig stopper.
Se endelig videoen 125 Years of Indian Motorcycle | Never Finished.

I historisk perspektiv blev Indian Motorcycle grundlagt i 1901 i Springfield – Massachusetts af George Hendee og Oscar Hedstrom, og blev dermed USA’s første motorcykelproducent.

Siden dengang har det amerikanske mærke markeret sig med amerikansk håndværk, innovation og motorcykler med en helt særlig identitet bestykket med V-twins, og ikke mindst via filmen The Worlds fastest Indian med Anthony Hopkins i hovedrollen som Burt Munro.

Burt Munro blev i 1960’erne noteret for en række hastighedsrekorder på Bonneville Salt Flats, og det er lidt sjovt at tænke på, at Burt i 1966 nåede en uofficiel tophastighed på 212 mph (341.2 km/h) med en 905cc motor.

Fra pacere til markedsleder

Hendee og Hedstroms samarbejde blev indledt i slutningen af 1800-tallet, hvor de to konstruerede benzindrevne såkaldte “pacere” til cykelløb. Hvor konkurrenternes maskiner ofte var upålidelige, og skabte stor morskab hos publikum, når de brød sammen, leverede Hendee og Hedstroms konstruktioner stabil og driftssikker performance.
Det blev startskuddet til idéen om motoriserede cykler til almindeligt dagligdags brug.

I 1901 præsenterede de to USA’s første motorcykel, og allerede i 1913 var Indian verdens største motorcykelproducent med omkring 30.000 producerede maskiner årligt. Succesen var dengang drevet af netop det, som Indian Motorcycles stadig bryster sig af i dag. Nemlig pålidelighed, innovation og visionær teknologi.

Never Finished er mere end et slogan

Ifølge Indian er Never Finished mere end blot et slogan. Det er en stålsat erklæring om, at mærket aldrig slækker på at udfordre sig selv.

“Den stræben efter innovation, som var drivkraften hos vores grundlæggere, er også i højsædet i dag.”
Sådan lyder det frit oversat fra Marketing Director hos Indian Motorcycle Nate Secor.

Kampagnen handler derfor ikke kun om 125 års historie, men også om et forpligtende engagement i fortsat udvikling vedrørende design, teknik og oplevelse til nutidens og fremtidens motorcyklister.

Et udsagn der får ekstra vægt, når det tages i betragtning, at Indian har været igennem næsten 60 års stilstand, før mærket blev genoplivet for lidt over et årti siden.
At Indian Motorcycle igen er en markant spiller på V-twin-scenen, skyldes i høj grad entusiaster og motorcyklister, der nægtede at lade navnet fortabe sig i glemsel.

Jubilæet som afsæt for 2026

Indian Motorcycle beskriver selv 125-års jubilæet som en affyringsrampe snarere end en målstreg.
Hele mærkets modelprogrammet er uden genveje konstrueret med fokus på formål og præcision, og 2026 vil både byde på nye produkter, særlige programmer og kampagner målrettet kørerne.

Detaljerne om de kommende nyheder offentliggøres løbende gennem året, men signalet er tydeligt. Indian Motorcycle skuer ikke kun bagud og hviler på laurbærrene, men står også klar i startblokkene til at give den gas.

Med 125 års erfaring i ryggen og en klar ambition om at flytte grænserne for amerikanske V-twins, er Indian langt fra færdig.
Never Finished er ikke bare en hyldest til fortiden, men også en rettesnor for fremtiden.

Del med en ven

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025