Honda WN7 snart tilgængelig på det europæiske marked - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Honda WN7 snart tilgængelig på det europæiske marked

Honda WN7 er på vej til Europa, men danske og rumænske motorcyklister må vente et uvist stykke tid endnu på lanceringen.
06/05-2026 kl. 05:43
Anslået læsetid: 7 Minutter

Spørgsmålet om, hvornår den lander, er allerede begyndt at melde sig.
I den første weekend i maj spurgte en deltager på et af MagaCins kørekurser i Sorø, hvornår Honda WN7 rammer det danske marked.

Vi kunne fortælle kursisten, at Honda nu gør klar til at sende mærkets første fuldskala elektriske motorcykel ud til europæiske forhandlere i de kommende uger, men må desværre også skuffe deltageren.

Ikke alle markeder fra start

Både ham og de to andre, som allerede har bestilt et eksemplar, må desværre væbne sig med tålmodighed, for WN7 bliver ikke tilgængelig på alle europæiske markeder fra begyndelsen.

Ifølge dagens telefonsamtale med Honda gælder det blandt andet Danmark og Rumænien, hvor særlige forhold i relation til gældende regler betyder, at modellen i første omgang ikke lanceres her.

Det er Mads fra danske Honda langt fra begejstret for, men mod EU-regler, kryptiske juridiske formuleringer samt nationale særregler kæmper selv guderne forgæves.

Det er i skrivende stund uvist, hvornår vi danskere og rumænerne tilgodeses, så vi må foreløbig nøjes med en lidt dybere indsigt i tankerne bag modellen og det såkaldte “Be the Wind”-koncept.

Honda WN7 blev som bekendt afsløret i Europa i september 2025 og siden hædret med internationale designpriser, og med udsigten til snarlig levering kan de fleste europæiske Honda-entusiaster nu se frem til vibrations- og emissionsfri kørsel, som et anderledes og miljøvenligt alternativ til motorcykler med forbrændingsmotor.

Fra forbrændingsmotor til elektrisk nybrud

I mere end syv årtier har Hondas motorcykler været defineret af forbrændingsmotoren, men med WN7 brydes traditionen for første gang i en fuldskala elektrisk model.

Ikke blot med et markant skifte i drivlinjen, men i et opgør med den traditionelle måde at udtænke og konstruere motorcykler på.

Uden klassiske referencepunkter

Fraværet af forbrændingsmotor, udstødning og de velkendte mekaniske komponenter har givet Hondas udviklingsafdeling under ledelse af Large Project Leader Masatsugu Tanaka mulighed for at gentænke designet fra bunden, og WN7 er udviklet som en samlet helhed, hvor funktion og æstetik smelter sammen i en ren og stram form.

Tanaka’s filosofi går i retning af, at forbrændingsmotoren ganske vist er forsvundet, men at tankegangen, følelserne og intentionerne er de samme.

“Uanset om det er en forbrændingsmotor eller en elektrisk motorcykel, kører en motorcykel stadig på to hjul. Den grundlæggende natur af acceleration, bremsning og sving ændrer sig ikke.”

Fokus har været på at fjerne unødvendig “støj” både visuelt og fysisk og skabe en mere rolig og sammenhængende oplevelse. Og det er netop den tilgang, der udløste de internationale designpriser, som MagaCin tidligere på året beskrev.

Stilhed som en del af oplevelsen

Hvor lyden fra udstødningen traditionelt set er en central del af motorcykeloplevelsen, går Honda bevidst i en anden retning, og med remtræk i stedet for kæde og et generelt fokus på at minimere vibrationer og mekanisk støj er målet en mere ren køreoplevelse.

En tilgang, hvor oplevelsen bliver mere umiddelbar og mindre domineret af maskinen.

Projektet fandt inspiration i fraværet af motorstøj, som blev et udgangspunkt snarere end en begrænsning. “Det handlede ikke om at udskifte motoren. Det handlede om at designe en oplevelse, som forbrændingsmotoren aldrig kunne levere. Stilhed afslørede nye sensoriske lag: vindtryk, dækkontakt, de omgivende lyde fra byens gader eller bjergveje, og uden vibrationerne fra en forbrændingsmotor kunne en ufiltreret, lineær gasrespons blive endnu mere behagelig.”

Filosofien der opstod, blev udtrykt i tre ord: Be the Wind.

“Selvom det altid har været en naturlig del af motorcykelkørsel at mærke vinden, udtrykt i sætninger som ‘Mærk vinden’ eller ‘Ligesom vinden’, blev Honda WN7 skabt til at ‘Være vinden’ – en maskine, hvor du virkelig bliver vinden,” forklarer Tanaka. “Dens acceleration og deceleration er designet til at føles flydende og kontinuerlige, så kørerne kan modulere tempoet med præcision. I stedet for mekanisk drama er der flow. I stedet for motorlyd er der mere bevidsthed om dine omgivelser.”

Det har aldrig været planen, at elektrisk kraft skulle erstatte forbrænding, men at elektrificeringen skal retfærdiggøre sig selv på sine egne præmisser.

Large Project Leader Masatsugu Tanaka

Nyt teknisk fundament

Elektrificeringen ændrer de grundlæggende forudsætninger for konstruktionen, da batteriet er en central del af motorcyklen og spiller en afgørende rolle for både vægtfordeling og køreegenskaber.

Honda har arbejdet målrettet på at centrere massen og skabe en balance mellem stabilitet og let håndtering. Der er stadig fokus på klassiske dyder som styring, acceleration og opbremsning, men med et nyt teknisk udgangspunkt.

Praktik i hverdagen

Honda lægger derudover vægt på, at WN7 skal fungere i praksis.
Modellen understøtter både Type 2 AC-opladning og CCS2 lynladning, og kan dermed benytte den samme infrastruktur som elbiler.

Hurtig opladning fra 20 til 80 procent klares på omkring 30 minutter, mens fuld opladning via onboard charger tager cirka 2,4 timer.

Dermed adresserer Honda en af de klassiske udfordringer ved elektriske motorcykler: tilgængelig opladning.

En milepæl for Honda

WN7 er mere end blot en ny model og markerer starten på Hondas næste kapitel inden for elektriske motorcykler.

Vi blev først introduceret for modellen som en nyhed, siden som designprisvinder, og nu er den på vej ud i virkeligheden.
Dermed tegner der sig et billede af en producent, der altså ikke blot elektrificerer eksisterende løsninger, men forsøger at gentænke motorcyklen fra bunden.

Perspektiv

Med WN7 tager Honda et tydeligt skridt ind i en ny æra…
Mindre støj, færre visuelle forstyrrelser og en anden tilgang til køreglæde er centrale elementer. Men det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan WN7 opleves i virkeligheden, og om den vitterligt kan ændre på vores forventninger til en motorcykel.

Med de første eksemplarer på vej til europæiske forhandlere, får mange europæere snart mulighed for en afklaring på det spørgsmål, imens både danske motorcyklister og de rumænske forhåbentlig også snart får muligheden.

Vi holder naturligvis læserne opdateret straks der er nyt i sagen.

Del med en ven