Honda præsenterer ny Gold Wing

Lettere, tyndere, stærkere men stadig lukseriøs
Anslået læsetid: 2 Minutter

Rygterne og billedlækket talte sandt: Honda har præsenteret den nye Gold Wing på Tokyo Motor Show. Og den ser umiddelbart en del lettere ud end forrige version.

Specifikationerne byder også på en vægtreduktion på ikke mindre end 44 kg, og en 20 % bedre brændstoføkonomi. Hertil hører, at tanken nu “kun” kan indeholde 21 L (fire L mindre end forrige model), mens aktionsradius bibeholdes.

Motoren, som også har været på slankekur, har mistet 6,2 kg. Den har fået fire ventiler pr. cylinder og yder nu 124 hk. Fire køremodes kan hjælpe til at tilpasse kørslen: Tour, Sport, Economy og Rain – sidstnævnte bør være standard på dansk solgte maskiner. Som i biler er der også mulighed for start-stop funktion til bykørsel.

Den voluminøse vindskærm af afløst af en mindre og elektronisk justerbar af slagsen. Som altid kan en større tilkøbes: der er stadig rig mulighed for at tilkøbe ekstraudstyr til Gold Wing'en.

Bagagekapaciteten er mindsket og byder nu på 110 L. Den elektroniske affjedring er også blevet vægtoptimeret og skulle være endnu mere komfortabel.

En 7' TFT skærm viser relevant information og Gold Wing'en er kompatibel med Android Auto og Apple CarPlay. Der er naturligvis dedikerede knapper til at skifte musiknummer under kørslen. Et gyrokompas hjælper til, at GPS'en virker når man kører gennem tunneller. 

Specifikationerne lyder:

– Ny 1833 cc 124 hk motor

– sekstrins manuel eller syvtrins DCT gear

– Vægtreduktion på 44 (!) kg til 349 kg.

– Elektronisk affjedring

– Fire køreprogrammer

Alt i alt en stor opdatering. Spændende hvordan Gold Wing brugerne tager imod den.

Forventede priser (Endnu ikke 100% fastlagt) er som flg:

GL1800 Gold Wing – 399.995 DKK

GL1800 Gold Wing Tour – 499.995 DKK

GL1800D Gold Wing Tour – 569.995 DK

Mathias B. Høj
Skrevet af
Journalist

Mathias har skrevet bredt om både motorcykler og biler på MagaCin, hvor han har dækket alt fra nye modeller og teknik til udstyr, tests og de mere skæve historier fra den motoriserede verden.

Fælles for artiklerne er en nysgerrighed på alt med motor og hjul og en uhøjtidelig tilgang til stoffet. For selv om teknik, specifikationer og fakta skal være på plads, må det også gerne være underholdende at læse om.

Del med en ven

Skriv et svar