
CFMOTO sænker priserne i 2026
Da MagaCin i starten af november måned lagde vejen forbi CFMOTOs stand på EICMA i Italien, fik vi en snak med Jonas Jørgensen fra CFMOTO Storehouse om de nye modeller.
Som du kan høre i videoen under dette afsnit, kommer der altså flere spændende cykler på programmet til 2026. Men måske lige så spændende for danske motorcyklister er kommentaren mod slutningen af videoen som lyder, at stort set samtlige modeller rammes af en prissænkning i 2026.
De nye, skærpede priser lanceres på et tidspunkt, hvor CFMOTO Storehouse samtidig står midt i en markant udvikling og oprustning. Prisjusteringerne er derfor ikke et enkeltstående tiltag, men en del af en større, langsigtet strategi for at styrke CFMOTOs position på det danske marked.
Tidligere på året kunne vi fortælle, at Jonas har investeret i lokaler nær Frederikssund, hvor der i skrivende stund svinges godt og grundigt med malerpensel og hammer. Men sideløbende med den fysiske udvidelse investeres der også massivt i et nyt digitalt univers.
Herunder en ny og mere moderne hjemmeside, hvor kunder blandt andet kan:
Købe motorcykler online – også med ekstraudstyr.
Booke service, prøveture og fremvisninger.
Tilgå elektronisk servicehistorik.
Finde dybdegående produktinformation.
Derudover planlægges der events og fællesskabsaktiviteter, som skal bringe både nye og erfarne motorcyklister tættere på brandet og hinanden.
Sammen med den nye butik på Sjælland åbnes der også en CFMOTO Café, som vil have åbent et par gange om måneden, og selvfølgelig også kan tages i brug til arrangementer.
2026 bliver et nøgleår for CFMOTO i Danmark
Kombinationen af forbedrede priser, et styrket forhandlernetværk, digitale satsninger og fysiske udvidelser gør 2026 til et afgørende år for CFMOTO i Danmark, lyder det fra Jonas Jørgensen, som under en telefonsamtale med undertegnede lød både begejstret og optimistisk.

“CFMOTO skal være et af de mest attraktive og konkurrencedygtige motorcykelbrands på det danske marked, både målt på pris, produkt og oplevelse. Vi har store ambitioner og har efterhånden fået sammensat et hold, der kan hjælpe med at løfte hele projektet til et nyt niveau. Vi glæder os til et stort 2026.” siger Jonas.
Det bliver spændende at se, hvad Jonas og holdet kan føre CFMOTO til i den mikroskopiske del af verden, vi kalder Danmark. Men indtil da får du her, som lovet, den senest opdaterede prisliste over 2026-programmet og en sammenligning med “sidste års” priser.
| Model | 2026 Priser (DKK) | 2025 Priser (DKK) | Nedsat med (DKK) |
| 125NK | 37.900,- | 38.900,- | 1.000,,- |
| 450NK | 62.900,- | 68.900,- | 6.000,- |
| 450SR | 74.900,- | 74.900,- | 0,- |
| 450MT | 77.900,- | 78.900,- | 1.000,- |
| 450CL-C Bobber | 75.900,- | 77.900,- | 2.000,- |
| 675NK | 79.900,- | 82.900,- | 3.000,- |
| 675SR-R | 91.900,- | 96.900,- | 5.000,- |
| 800MT-X | 118.900,- | 126.900,- | 8.000,- |
| 800MT Explore | 139.900,- | 158.900,- | 19.000,- |
| 800MT Explore ES | 159.900,- | – | – |
| 1000MT-X | 159.900,- | – | – |
Som altid tages der forbehold for slåfejl og ændringer.


