2026 KTM 1390 Super Duke RR Track er i toppen af fødekæden
Overskriften har vi ikke selv fundet på, for den er sakset direkte fra KTMs egen præsentationsvideo for den nye 2026 KTM 1390 Super Duke RR Track.
Hvis du lige har læst om den nye 1390 Super Duke RR her på MagaCin, giver næste skridt i KTMs modelprogram næsten sig selv. Hvor RR’en markerer toppen af KTMs street-program i et begrænset oplag på 350 eksemplarer, går RR Track hele vejen og dropper gadegodkendelsen.
Produktionen er skåret ned til blot 100 enheder, og ambitionen er ikke længere at balancere mellem vej og bane, men at levere knusende omgangstider.
Mod slutningen af den officielle præsentationsvideo toner teksten The Top of the Foodchain frem på skærmen, hvilket kan fremstå som klassisk marketing, men i dette tilfælde rammer formuleringen faktisk ret præcist.
Let’s get straight to the apex.
KTM indleder selv præsentationen med frasen i den rundsendte pressemeddelelse og lægger dermed en skarp kurs for nyheden. For hvor Super Duke RR stadig skal fungere på landevejen, er RR Track udviklet udelukkende til banekørsel.
Motoren er KTMs velkendte 1.350 cc 75° LC8 V-twin, som i Track-udgaven leverer 196 hestekræfter ved 10.000 omdr./min. og ifølge KTM op til 202 hk målt med ram-air ved 250 km/t samt et maksimalt drejningsmoment på 151 Nm.
Ifølge KTM kan modellen ikke bare køre hurtigt, men også hoppe mellem tidszoner.
Alt overflødigt er skåret væk, så modellen er hverken udstyret med lygter eller nummerpladeholder, og lever dermed heller ikke op til kravene for gadegodkendelse. I stedet er Track-udgaven bygget op efter FIM-reglementet og udstyret med komponenter, der i høj grad læner sig op ad KTMs egne racingprogrammer.
En model, der i høj grad lever op til KTMs slogan Ready To Race.

Det ses også på vægten, hvor RR Track er opgivet til at være ni kilo lettere end den allerede ekstreme RR og hele 20 kilo lettere end standard Super Duke R. En forskel, der ikke bare kan aflæses på papiret, men som lover endnu hurtigere retningsskift, stabilitet og feedback i praksis.
Vægttabet er opnået med en konsekvent tilgang til materialer og komponentvalg. Et bevidst udvalg af dele i kulfiber, smedede magnesiumfælge og en komplet Akrapovič Evolution Line udstødning i titanium medvirker til at reducere vægten, mens detaljer som bolte og møtrikker i titanium understreger, hvor målrettet projektet er.

Der stilles tilsvarende højere krav, når modellen er til dedikeret banebrug. KTM har derfor valgt komponenter fra øverste hylde med WP Pro-affjedring, der trækker på erfaringer fra MotoGP, og et bremsesystem fra Brembo i Superbike-spec.
Sammen med slicks fra Michelin er opsætningen ikke bare inspireret af motorsport, men lægger sig lige i slipstrømmen.

Det ændrer selvfølgelig modellens karakter. Hvor Super Duke RR stadig balancerer mellem vej og bane, er RR Track bygget til et miljø, hvor feedback, stabilitet og præcision prioriteres over alt andet, og det er altså kort sagt ikke en motorcykel, som er tilpasset virkeligheden uden for racerbanen, men et kompromisløst banevåben, der er skabt til at fungere optimalt netop på bane.
Den er med KTMs egne ord skabt til dem, der tør bryde reglerne.
Læs mere om den skarpe nyhed på KTMs website.

