Triumph klar til at køre non-fossil - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Triumph klar til at køre non-fossil

Triumph lancerer to eksklusive Moto2 Edition-præmier og tester 100% ikke-fossilt brændstof i 2026-sæsonen.
28/02-2026 kl. 06:13
Anslået læsetid: 4 Minutter

Triumph skruer op for ambitionerne i 2026-sæsonen.
På tærsklen til årets første Grand Prix i Buriram, løftede producenten sløret for to særlige Street Triple 765 Moto2 Edition-modeller, som bliver omdrejningspunktet i årets Triumph Triple Trophy, og samtidig blev næste skridt mod 100 procent ikke-fossile brændstoffer i Moto2 bekræftet.

To eksklusive maskiner – én til køreren, én til fansene

Triumph udlodder i år to særligt udvalgte eksemplarer af Street Triple 765 Moto2 Edition.
Det drejer sig om maskine nummer 001 og nummer 765, som begge er ud af en global produktion på blot 1.000 eksemplarer.

#001 går til den Moto2-kører, der leverer sæsonens mest markante præstationer, vurderet via fan-afstemning i Triumph Triple Trophy-konkurrencen.
#765 udloddes blandt fans verden over i en lodtrækning.

Begge konkurrencer via producentens sociale medier.

Moto2 Edition-modellen adskiller sig fra standardudgaven med kulfiberstumper og specifikationer, der ligger tættere på raceren end den almindelige Street Triple 765 RS.

Triumph forbinder dermed præmien direkte til den serie, de selv for 7. år i streg leverer motorer til. Altså en tydelig kobling mellem det, der sker på banen søndag, og det, der kan stå i garagen mandag.

Motoren så vi selv med egne øjne, da i november måned forrige år smuttede et par timer til Birmingham, for at snuse lidt til Motorcycle Live.

1,7 millioner kilometer i udviklingens tjeneste

Siden Triumph overtog leverancen af trecylindrede 765-kubikmotorer til Moto2 i 2019, er der blevet til 1.781.698 kilometer i VM-sammenhæng.

Hver eneste omgang giver data til optimering af motorkarakteristik, holdbarhed og software. Og ifølge Triumph er størstedelen af arbejdet med mapping og optimering allerede på plads til næste fase; en fase, der retter blikket mod 2027-reglementet, hvor 100 procent ikke-fossile brændstoffer bliver et krav i Moto2.

Efter holdbarhedstest med 40 procent ikke-fossilt brændstof sidste år tager man i 2026 skridtet videre.
I løbet af sæsonen skal der prøves med 100 procent ikke-fossile brændstoffer, for at teste både performance og slid på motoren.

Effekt, gasrespons og lignende skal naturligvis bevares, men samtidig må brændstoffet ikke kompromittere driftssikkerheden i en serie, hvor alle kører med samme grundmotor.

Triple Trophy som bindeled mellem publikum og paddock

Triumph Triple Trophy er efterhånden blevet en fast del af Moto2-sæsonen, hvor fans stemmer på den kører, der har leveret den mest bemærkelsesværdige præstation i løbet af weekenden; ikke nødvendigvis vinderen, men den der har kæmpet sig op gennem feltet, kørt til grænsen, eller på anden måde udmærket sig.

Ifølge MotoGP’s sportslige ledelse voksede engagementet markant i 2025, og en kinesisk fan kunne sidste år tage hjem med en Triumph Triple Trophy-maskine.
Og i 2026 bliver præmien altså en Moto2 Edition.

Det er en enkel, men effektiv kampagne…
Kørerne kæmper om æren og #001, og fansene engagerer sig og får en reel chance for at vinde #765. Samtidig forankres Triumphs brand endnu stærkere i den klasse, hvor deres trecylindrede 765-motor har sat sit tekniske fingeraftryk efterhånden en del år.

Moto2 har i forvejen ry for tætte løb og små marginaler, som får publikum op at stå på tribunen. Og når præmien nu er en limiteret udgave af den gademaskine, der deler DNA med VM-motoren, bliver forbindelsen mellem fabrik, bane og publikum kun tydeligere.

Del med en ven

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025