Michael Dunlop vinder i MGP, som i år kostede to deltagere livet - MagaCin
FacebookYoutubeTwitterInstagram
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Michael Dunlop vinder i MGP, som i år kostede to deltagere livet

De indviede ved formentlig, at der ikke er tale om Melodi Grand Prix, men derimod Manx Grand Prix, hvor Michael Dunlop i år løb med sejren i RST Classic Superbike Manx Grand Prix
CO
29/08-2023 kl. 10:55

Nej, den nordirske racerkører Michael Dunlop har os bekendt ikke kastet sig over sang i forbindelse med Melodi Grand Prix, men løb derimod i går med sejren i Manx Grand Prix, der i år kan fejre 100-års jubilæum.
Og det er heller ikke ovennævnte Melodi Grand Prix, som har kostet to deltagere livet.
For dem der ikke kender til Manx Grand Prix kan vi oplyse om, at the Manx Grand Prix i mange år blev betegnet som amatørernes alternativ til IOMTT, og at løbene normalt afvikles over to uger på samme ikoniske bane mod slutningen af August måned.
MGP blev første gang kørt i 1923 som Manx Amateur Road Races eller MARC, og formatet for MGP er gennem årene løbende blevet ændret, hvor klassen Classic TT blev tilføjet i 2013 og tidsrammen i år er skåret ned til 9 dage.
I går annoncerede arrangøren, at det var Michael Dunlop, som i indeværende år trak sig sejrrigt ud af kampen i RST Classic Superbike MGP Race, hvilket næppe er verdens største overraskelse.
Det er nemlig ikke længe siden Michal Dunlop understregede, at han giver den seriøst gas i år, og det må man også sige han gjorde i forbindelse med sejren i MGP.

Flere rekorder
Ved årets Isle of Man TT Race der blev afviklet fra mandag d. 29. Maj til lørdag d. 10. Juni satte den 34-årige nordirske racerkører ny uofficiel IOMTT rekord, og Michael Dunlop blev ligeledes ved årets MGP, som blev afviklet i perioden 20.-28. August noteret for en ny banerekord i forbindelse med gårsdagens Classic Superbike MGP Race.
Michael Dunlop kørte i forbindelse med 100-års jubilæet for MGP og mandagens Classic Superbike TT løb en baneomgang med en gennemsnitsfart på 126,68 mph (203,87 km/t), og krydsede målstregen på sin Team Classic Suzuki som den første efterfulgt af David Johnson på Alasdair Cowan Racing Kawasaki, der passerede det ternede flag hele 43.6 sekunder senere.
Som rosinen i pølseenden sikrede Rob Hodson (Greenall Racing Kawasaki) sig den sidste podieplacering, men 2023 MGP var desværre også præget af fatale ulykker.

Flere dødsfald ved IOMTT og MGP
MGP der køres på nøjagtig samme bane som det ikoniske IOMTT, hvor Peter Hickman som du kan læse her i sidstnævnte vandt årets Milwaukee Senior TT Race efterfulgt af Dean Harrison og Michael Dunlop på tredjepladsen, blev nemlig i år lige som IOMTT beklageligvis ramt af dødsfald.
Tirsdag d. 6 Juni omkom Raul Torras Martinez, som det fremgår af denne udtalelse efter et uheld på sidste omgang af det første Supertwin Race ved 2023 Isle of Man TT Races, 33-årige Gary Vines mistede som du kan læse her 20. August livet ved 2023 MGP efter at have været involveret i et uheld på første omgang af sin kvalifikationskørsel, og 23. August betalte den 63-årige racerkører Ian Bainbridge som debuterede på the Mountain Corse i 2005 i følge denne officielle erklæring ligeledes den ultimative pris for deltagelse i dette års MGP.
Æret være de tre køreres minde.

MGP
Motorsport er desværre uløseligt forbundet med en vis risiko, og da helt specielt, når kørerne giver den maksimalt gas i et område, der normalt benyttes til offentlig trafik.
Men det er ikke desto mindre vildt fascinerende, at se de skrappe racerkørere forsøge at vride absolut alt ud af deres hårdt pumpede racere netop på Isle of Man, hvor løbene køres under helt særlige konditioner.
Er du interesseret i at læse mere om MGP, så findes der masser af information på deres officielle website, på MGP’s sociale medier i form af deres Facebookprofil, billederne på Instagramkonto, deres opslag på Twitter… eller X som det vistnok hedder nu, og selvfølgelig også på MGP’s YouTubekanal, hvor der ligger et pænt antal videoer med fed action.
Lad os runde artiklen af med videoen Where It All Begins… | Manx Grand Prix 2023, som er nappet fra YouTubekanalen.




Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start