Aprilia og KTM stjæler rampelyset – Ducati uden podie i Thailand - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Aprilia og KTM stjæler rampelyset – Ducati uden podie i Thailand

Dækdrama for Marc Márquez og ingen Ducati på podiet i Thailand. Skifter magtbalancen i MotoGP 2026?
01/03-2026 kl. 14:29
Anslået læsetid: 5 Minutter

MotoGP-sæsonen 2026 blev i denne weekend skudt i gang med PT Grand Prix of Thailand på Chang International Circuit i Buriram, hvor både lørdagens sprintløb og søndagens hovedløb indikerede, at denne sæson er alt andet end forudsigelig.
Se video med uddrag fra søndagens løb nederst.

2026-sæsonens første løb var lørdagens sprintløb over 13 omgange, som blev vundet af Pedro Acosta på KTM efter en dramatisk afslutning, hvor Marc Márquez måtte afgive førstepladsen efter en straf fra løbsledelsen.
Feltets hurtigste kører Marco Bezzecchi på Aprilia indledte med en tidlig duel med Márquez, hvor Bezzecchi dog tabte forenden i sving 8 på anden omgang og udgik.

Dermed styrtede Bezzecchis drøm om en sejr i sprintløbet bogstaveligt talt i grus.
Men i dag viste italieneren med overbevisende autoritet, at evnerne lever op til ambitionerne, og at hans Aprilia er lynhurtig.

Aprilia sætter tonen

Marco Bezzecchi understregede nemlig markant Aprilias ambitioner for 2026, da han dominerede søndagens hovedløb fra start til mål.
Fra pole position leverede italieneren en perfekt start, og resten af feltet fik aldrig chancen for at true Bezzecchi, der førte samtlige omgange og krydsede målstregen som den første med et forspring på 5,543 sekunder.
Den 27-årige italieners syvende MotoGP-sejr og tredje i træk, hvis man medregner de afsluttende løb i 2025.

Aprilia-Trackhouse-køreren Raul Fernández kæmpede sig tidligt frem i feltet og passerede Marc Márquez i de indledende sving, hvilket sendte to RS-GP’er i front.
Mens den forreste Aprilia-duo trak fra, udspillede der sig en intens kamp om tredjepladsen mellem Marc Márquez på Ducati, Jorge Martin på Aprilia og lørdagens sprintvinder Pedro Acosta.

Tæt kamp og dramatik

Marc Márquez, der så knap så overlegen ud som i den foregående sæson, tabte placeringer i begyndelsen af løbet, men kæmpede sig tilbage med en aggressiv dobbeltmanøvre, hvor han bremsede sig forbi både Martin og Acosta og nappede tredjepladsen.
Acosta, som havde forfølgergruppens stærkeste pace, generobrede dog placeringen som treer, men i mellemtiden havde feltets to førende lagt afstand til tremands-gruppen.

Bezzecchi urørlig

Bezzecchi, der havde seriøst skud i raketten – med den nye aero-løsning, hvor “udblæsningen” fra de forreste luftindtag kan lukkes med førerens arme – byggede gradvist et forspring op, mens Fernández holdt Acosta bag sig i store dele af løbet.
Med få omgange igen mistede Fernández dog pusten, og Acosta overtog andenpladsen.
Bezzecchi var på det tidspunkt urørlig.

Dækdrama for Márquez

Uagtet Marc Márquez i dag måtte kæmpe for sagen, var der stadig en chance for en podieplacering, indtil dramatikken ramte spanierens racer i høj fart. I det hurtige sving 6 punkterede bagdækket på hans Ducati, hvilket resulterede i en stærkt deformeret fælg.
Den regerende verdensmester var chanceløs og måtte øjeblikkeligt udgå – et sjældent teknisk svigt og et ærgerligt resultat for Ducati i mesterskabets første afdeling.

Et baghjul som skal en tur til fælgsmeden?

Aprilia bryder Ducati-statistik

Raul Fernández, som fortsat døjer med smerter i venstre arm og skulder, holdt trods de fysiske problemer fast i tredjepladsen.
Jorge Martin tog fjerdepladsen, mens Trackhouse-rookien Ai Ogura leverede stærk kørsel og dermed sikrede, at tre Aprilia-racere sluttede i top fem.

Dagens bedste Ducati-kører blev Fabio Di Giannantonio på sjettepladsen foran Brad Binder på KTM og Franco Morbidelli på sin VR46 Racing Team Ducati. Francesco Bagnaia fra Ducati Lenovo Team sluttede længere nede på en niendeplads efter en anonym indsats.

Bedste placering til Honda var Luca Marinis 10. plads, imens Yamaha og Fabio Quartararo måtte tage til takke med en 14. plads.
Yamahas Rookie i MotoGP Toprak Razgatlıoğlu med tre WSBK-titler på CV’et blev henvist til 17. pladsen efterfulgt af Jack Miller også på Yamaha.

Et løbsresultat der betyder, at Ducati for første gang siden 2021 forlader et grand prix uden en podieplacering i hovedløbet.
Et signal om nye tider?

Nyt hierarki?

En sæsonåbning afgør ikke et mesterskab, men Bezzecchis imponerende kontrol over raceren, farten i Aprilia-racerne og en tilsyneladende sårbarhed hos Ducati sender et klart budskab om, at især Aprilia og KTM nu er seriøse titeludfordrere.

Afsted til Brasilien

Næste løb i 2026-kalenderen er Estrella Galicia 0,0 Grand Prix of Brazil, som afvikles i dagene 20.-22. marts på Autódromo Internacional de Goiânia – Ayrton Senna. Det bliver interessant at se, om Aprilia og KTM kan følge op på dagens resultater.

Se uddrag fra dagens løb i videoen nedenunder.

Del med en ven

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025