Yamaha skifter til genanvendt aluminium i DiASil-cylindre

Yamaha vil frem mod 2030 bruge genanvendt aluminium i alle DiASil-cylindre og forventer at spare omkring 47.000 ton CO₂ om året.
Anslået læsetid: 4 Minutter

Yamaha vil frem mod 2030 erstatte nyt aluminium med genanvendt aluminium i sine DiASil-cylindre. Ifølge producentens egne beregninger kan det reducere CO₂-udledningen med omkring 47.000 ton om året.

Aluminium er bestemt ikke noget nyt i produktionen af motorcykler, men hos Yamaha skal en større del af råmaterialet fremover have haft et liv før.

Den japanske producent har nemlig annonceret, at man gradvist vil gå over til genanvendt aluminium i produktionen af de såkaldte DiASil-cylindre.

Planen er, at omlægningen skal være gennemført på alle produkter med DiASil-cylindre i 2030. Og når det er sket, forventer Yamaha en årlig reduktion i CO₂-udledningen på omkring 47.000 ton.

En Yamaha-teknologi fra 2002

DiASil-teknologien adskiller sig blandt andet ved, at cylinderen er fremstillet helt i aluminium uden behov for hverken en cylinderforing af jern eller overfladebelægning.

Ifølge Yamaha blev producenten i 2002 den første i verden til at udvikle og tage denne type cylinderdesign i brug ved hjælp af sin egen produktionsteknologi.

I dag anvendes DiASil-cylindre i en række af Yamahas motorcykler og scootere.

Yamaha fremhæver blandt andet god modstandsdygtighed over for slid og fastkøring samt effektiv varmeafledning som egenskaber ved konstruktionen. Samtidig peger producenten på lavere vægt, bedre mulighed for genanvendelse og lavere produktionsomkostninger som andre fordele.

Genanvendt aluminium har været en udfordring

Hidtil har Yamaha anvendt såkaldt virgin aluminium – altså aluminium baseret på nyt råmateriale – til produktionen af DiASil-cylindrene.

Årsagen er ifølge Yamaha, at konventionelt genanvendt aluminium kan indeholde små mængder urenheder, hvilket har gjort det vanskeligt at opfylde kravene til blandt andet materialets mikrostruktur, overfladeegenskaber og korrosionsbestandighed.

Derfor har Yamaha arbejdet på at udvikle en genanvendt aluminiumslegering med egenskaber, der kan sammenlignes med det hidtil anvendte materiale, og som samtidig kan benyttes i de eksisterende produktionsprocesser.

Udviklingen har blandt andet omfattet materialedesign baseret på termodynamiske beregninger samt gentagne prøver på testbænk og evalueringer i køretøjer.

Ifølge Yamaha viste arbejdet, at den genanvendte legering opfylder de nødvendige funktionelle krav, og derfor har producenten besluttet at tage materialet i praktisk anvendelse.

Sammenligning af metalstrukturen i en DiASil-cylinder fremstillet af nyt aluminium (venstre) og genanvendt aluminium (højre). En homogenitet svarende til det nye materiale opnås gennem en tilsvarende størrelse og fordeling af silicium (mørkegrå områder).

Starter i Indonesien

De første DiASil-cylindre fremstillet af den nye genanvendte aluminiumslegering skal anvendes på Yamahas commuter-modeller produceret i Indonesien. Og herefter er planen gradvist at udbrede materialet globalt.

Initiativet er en del af Yamaha Motor Group Environmental Plan 2050, hvor målsætningen er at opnå CO₂-neutralitet i hele forsyningskæden inden 2050. Det omfatter både direkte og indirekte udledninger.

Allerede i 2030 vil Yamaha desuden have omlagt 100 procent af det aluminium, der anvendes som råmateriale på selskabets større produktionsanlæg i Japan og resten af verden, til det producenten betegner som bæredygtige alternativer.

Overgangen til genanvendt aluminium i DiASil-cylindrene bliver således ét af tiltagene på vejen mod det mål.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven