Langtur på Kawasaki Hybrid-mc en mulig fremrid
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kawasaki ansøger om patent for Hybrid-mc

Langtur delvis på el?
Steffen Olesen
12/07-2019 kl. 13:55

Flere regeringsledere, miljøforkæmpere og politiske topfigurer har tilkendegivet at forbrændingsmotoren hurtigst muligt bør udfases, og der har gennem en årrække været stor fokus på eldrevne køretøjer.

I en række lande har forskellige tiltag gjort det yderst attraktivt at køre el-bil, og vi behøver ikke se længere end til nabolandet Norge, hvor el-bilerne for alvor har gjort deres indtog.

Vi tør ikke spå om motorcyklernes fremtid, men flere etablerede producenter har længe været leveringsdygtige i E-motorcykler, imens andre efterfølgende har meldt sig under de grønne bannere, og medierne bombarderer os uophørligt med mere eller mindre realistiske bud på fremtidens E-motorcykler. 

Flere producenter af E-mc

Du kender velsagtens til Zero Motorcycles, der allerede har en del serieproducerede modeller på programmet, samt en veletableret dansk importør og forhandler.

Amerikanske Harley-Davidson har med modellen LiveWire meldt sig i koret af motorcykelproducenter der er på forkant med E-drift, og du kan faktisk allerede nu kan bestille Harley-Davidson LiveWire, da modellen lander hos danske forhandlere om ganske kort tid.

Italienske Ducati er også på banen med en elektrisk koncept model, men præsenterede faktisk allerede en elektrisk tohjuler ved EICMA i efteråret 2018.

Du har selvfølgelig allerede læst om verdens hurtigst serieproducerede e-motorcykel Lightning LS 218, og set Kymco's bud på en elektrisk superbike der accelererer fra 0-250 km/t på 10,9 sekunder. Du har måske også læst om mere eller mindre kuriøse og opsigtsvækkende innovative bud på fremtidens E-motorcykel, hvor mange crowdfunding projekter lider en krank skæbne, og kun enkelte når i mål med hjertebarnet.

Hybrid patentansøgning

Når man så at sige tænker lidt ud af boksen med innovative nye ideer, er det en fordel med et solidt økonomisk bagland. Derfor kan patentansøgninger vedr. et igangværende projekt hos KHI – Kawasaki Heavy Industries, meget vel resultere i en kommende Hybrid-motorcykel fra den “grønne” MC-producent.

En opdateret patentansøgning hos U.S. Patent and Trademark Office d. 4 Juli, bekræfter at Kawasaki stadig tumler med ideen om en Hybrid motorcykel. En patent ansøgning alene er et rimeligt usikkert grundlag at konkludere på, men vi har tidligere set serieproducerede modeller fra KHI trække på erfaringer fra virksomhedens bredspektrede interesseområder.

Kawasaki er helt fremme i skoene hvad angår hybrid fremdrift i den maritime verden, og KHI havde såmænd også et enormt erfaringsgrundlag fra kompressorbestykkede motorer monteret i jetski, inden man konstruerede og lancerede de skelsættende ballistiske missiler Kawasaki H2 og H2R, 

Tegningerne fra den nye patentansøgning viser en konstruktion, der kombinerer en en-cylindret forbrændingsmotor og en større formentlig relativt kraftig el-motor.

Patentansøgningen beskriver en elektrisk motor #4 monteret lige bag forbrændingsmotoren, hvor begge motorer er forbundet med en fælles transmission. Batteripakken er monteret hvor vi traditionelt ser benzintanken, og benzintanken(e) har fundet plads på motorcyklens venstre side.

En interessant patentansøgning fra KHI, hvor kun den absolutte inderkreds ved om projektet forbliver på projektstadiet, eller om vi skal begynde at vænne os til tanken om at køre hybrid motorcykel.

Kawasaki har gennem årene indsendt en række patentansøgninger vedr. elektrisk drevne motorcykler, som indtil nu ikke er udmøntet i praksis.

Men måske er KHI specielt opmærksomme på kundernes skepsis vedr. E-motorcyklernes begrænsede rækkevidde, og satser på at eliminere denne faktor med en en hybrid-mc.

Touring på Hybrid-mc

Hvem gider jævnlige langvarige stop for at lade motorcyklens batterier op under turen sydpå?

Helt genialt hvis forbrændingsmotoren ikke blot står for delvis fremdrift, men også samtidig lader en stor batteripakke op, når der cruises med jævn hastighed.

Lang rækkevidde, miljøvenlig fremdrift på el ved ankomst til de storbyer der ser skævt til forbrændingsmotorer, og kombinationen forbrændingsmotor + elmotor har allerede bevist sit værd med lynhurtig acceleration i bilernes verden.

Lang rækkevidde, brændstofbesparelse, potent acceleration på den grønne måde, samt begrænset miljøbelastning i byerne… hvem kan ønske sig mere? 

Alle bolde i spil

Men alle bolde er i spil når vi taler helt eller delvist drevne elektriske motorcykler. Se bare på motorsportens verden, hvor det første løb I FIM Enel MotoE – efter de indledende genvordigheder hvor racerne brændte – blev afviklet i sidste weekend.

Alle både nye og etablerede motorcykelproducenter der ønsker at være en del af fremtidens marked, arbejder målrettet på at kunne tilbyde et eller flere alternativer til forbrændingsmotoren.

Som du kunne læse tidligere i artiklen, har selv en traditionsrig producent som Harley-Davidson fulgt “strømmen”. Harley-Davidson LiveWire er som sagt snart klar til levering hos de danske forhandlere, og vi må nok hellere lige huske at fortælle dig, at MagaCin er inviteret til USA for at prøvekøre den innovative model allerede i næste uge.

Fingeren på pulsen

Der er vildt knald på den teknologiske udvikling, og vi følger naturligvis op på historien om en eventuelt kommende Hybrid-MC fra Kawasaki straks der er nyt i sagen.

Men derudover får du naturligvis også snarest muligt en beskrivelse af, hvordan det er at køre elektrisk Harley-Davidson, så husk nu jævnligt at kigge indenfor her på siden.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start