
Indian etablerer officiel performance-division
Indian Motorcycle har lanceret American Racing Operations (ARO), der af amerikanerne selv beskrives som mærkets officielle performance-division.
Dermed tager Indian et markant skridt ind på et område, hvor ejere af motorcykler fra Harley-Davidson i mange år har nyt godt af Screamin’ Eagle-programmet. Nemlig fabriksudviklede performance-dele, som er nært koblet til motorsport, mærkeidentitet og ønsket om at give kunderne lidt mere lyd, kraft og attitude end standardmodellen kan tilbyde.
“Born on the track. Built for the street. Backed by heritage.” Sådan lyder budskabet i videoen, som Indian har delt i forbindelse med lanceringen af ARO.
Ifølge Indian bliver ARO et fabriksunderstøttet system af dele og tilbehør, udviklet til motorcyklister, der ønsker mere performance, bedre lyd og et mere målrettet udtryk. Det er altså ikke bare endnu en serie forkromede pyntedele, men en mere samlet satsning på performanceprodukter med tydelig forbindelse til racerbanen.
Racerbanen rykker tættere på landevejen
Timingen virker ikke helt tilfældig, da Indian i år har haft stærk medvind i MotoAmerica King of the Baggers, hvor mærkets Indian Challenger-baserede racere fortsat markerer sig tungt i toppen.
Hos MotoAmerica er serien blevet en af de mest omtalte og hurtigt voksende motorsportsserier, netop fordi de store amerikanske touringmaskiner fra Harley-Davidson og Indian bliver presset langt ud over, hvad man normalt forbinder med typen af motorcykler.
Indian fremhæver selv sine resultater i serien, hvor den stærkt modificerede Indian Challenger med den vandkølede PowerPlus-motor har spillet en central rolle i mærkets succes. Her taler vi om racermaskiner med omkring 170 hestekræfter og en tophastighed nær 290 km/t.
Det gør ARO mere interessant end en almindelig tilbehørslancering fra en eller flere eksterne underleverandører, og Indian forsøger tydeligvis at skabe en direkte forbindelse mellem det, der fungerer på racerbanen, og hvad kunderne kan montere på deres egne motorcykler.
ARO bliver dermed et langt mere realistisk alternativ for kunder, der ønsker lidt af raceroplevelsen uden at investere i en fabriksbygget Challenger RR.
Første ARO-produkt er en udstødning
Det første produkt i ARO-programmet er en GP Slip-On udstødning til udvalgte bagger- og touringmodeller med Indians PowerPlus-motor.
Udstødningen er udviklet med input fra Terry Vance fra Vance & Hines, som også er tæt knyttet til Indians fabriksstøttede racingprogram for baggere. Indian beskriver selv udstødningen som en løsning, der giver en dybere og mere markant V-twin-lyd med et design, der henter inspiration fra roadracing.
Det er næppe tilfældigt, at netop en udstødning bliver første produkt. Lyd, udtryk og performance er nogle af de mest synlige og mærkbare opgraderinger på en stor amerikansk V-twin, og derfor er det også et logisk sted at begynde.
Indians svar på Screamin’ Eagle?
Flere udenlandske medier peger på ligheden med Harley-Davidsons Screamin’ Eagle-program, og sammenligningen er svær at komme udenom, men der er dog en ikke uvæsentlig forskel i vinklingen.
Hvor Screamin’ Eagle gennem årtier har været tæt forbundet med Harley-Davidsons egen performance-kultur, bliver ARO lanceret på et tidspunkt, hvor Indian dominerer King of the Baggers-serien og har konkrete resultater at bygge fortællingen på.
King of the Baggers-serien har gjort tunge amerikanske touringmaskiner til en helt anden slags underholdning end komfortabel cruising, og Indian udnytter nu den opmærksomhed kommercielt.
Det er egentlig ganske fornuftigt, at succes på racerbanen omsættes i produkter, hvor kunderne selv kan opleve en snert af stemningen.
Mere på vej
Indian lægger op til, at ARO-programmet skal udvides med flere produkter, hvilket meget vel kan føre til flere alternative udstødninger, indsugningsdele og andre performanceorienterede opgraderinger til modeller med PowerPlus-motor.
For danske Indian-ejere bliver det interessante spørgsmål naturligvis, hvilke dele der bliver tilgængelige herhjemme, og om de kommende ARO-produkter også lever op til europæiske krav og godkendelser.
Uanset om produkterne bliver tilgængelige i Danmark, er retningen klar.
Indianerne er på krigsstien og vil ikke længere nøjes med at bygge store amerikanske cruisere og baggers med attitude.
Med ARO vil mærket også sælge en fabriksforankret vej til mere lyd, mere performance og en mere åbenlys forbindelse mellem racerbanen og landevejen.


