Spionbilleder peger på terrængående BMW M 1300 GS - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Spionbilleder peger på terrængående BMW M 1300 GS

Nye spionbilleder tyder på, at BMW arbejder på en M-version af R 1300 GS med fokus på terræn.
11/08-2026 kl. 07:59
Anslået læsetid: 3 Minutter

En BMW fotograferet under transport og dækket af presenninger, afslører flere interessante detaljer.

Det mest iøjnefaldende er de karakteristiske blå bremsekalibre, som kendes fra BMWs M-modeller. Derudover ser motorcyklen ud til at være udstyret med 21-tommer forhjul og 18-tommer baghjul monteret med grovmønstrede dæk, hvilket peger mod et klart fokus på terrænkørsel.

Spionbillederne viser også GS-logoer, den karakteristisk snude kendt fra den store 1300 og indikerer på samme tid, at affjedringen kan have længere vandring end på den almindelige R 1300 GS.

M behøver ikke betyde asfalt

BMW har traditionelt set reserveret M-navnet til mærkets mest sportslige modeller med fokus på præstationer på asfalt. Derfor kan en M-version af R 1300 GS med knopdæk umiddelbart virke overraskende.

Men billederne peger altså umiddelbart ikke på en mere sportslig gadeorienteret GS’er… Tværtimod ser BMW ud til, at satse på endnu bedre egenskaber uden for alfarvej. Og hvis det viser sig at være korrekt, bliver M-navnet altså brugt til at løfte GS’ens terrænegenskaber snarere end dens præstationer på landevejen.

Motoren ser ud til at være den samme

Der er umiddelbart ikke tegn på større ændringer af den 1.300 kubikcentimeter store væskekølede boxermotor.

De synlige forskelle ser primært ud til at være et M-logo på topdækslerne, mens resten af drivlinjen ligner den, vi kender fra den nuværende R 1300 GS.

Men med 145 hk og et moment på 149 Nm er der heller ikke umiddelbart behov for flere kræfter i terrænet, hvor kontrol ofte er vigtigere end motoreffekt.

BMW har endnu ikke bekræftet noget

BMW har ikke selv kommenteret spionbillederne og ej heller eller bekræftet, at en M 1300 GS er på vej.

Derfor er både navn, specifikationer, pris og en eventuel lanceringsdato fortsat ubekendte.
Indtil videre må historien derfor betragtes som gætterier baseret på spionbilleder, men hvor der er røg, plejer der som regel at være ild.

Til gengæld er der næppe længe, før vi får svaret… EICMA – verdens største motorcykelmesse – åbner til november, og hvis BMW faktisk arbejder på en M 1300 GS, vil messen være et oplagt sted at løfte sløret for modellen.

Del med en ven