
Rekordforsøg: Jorden rundt på 19 dage på mc
Det er omkring tre måneders tid siden MagaCin’s udsendte rejste jorden rundt på 4 dage, da vi på vores tur til Tokyo Motorcycle Show fløj mod øst både på udrejsen og retur.
Det var en flyrejse af de lidt længere, så vi tager hatten af for dem, som kører jorden rundt på motorcykel, og især hvis de gør det på kortest mulig tid.
Guinness World rekorden for hurtigste tur på motorcykel jorden rundt indehaves af briterne Kevin og Julia Sanders, der i 2002 kørte jorden rundt på en BMW R1150GS, og brugte 19 dage 8 timer og 25 minutter på projektet.
Den rekord vil den dobbelte Dakar Rally vinder og ligeledes engelske Sam Sunderland nu forsøge at slå.
Den nu 36-årige Sam Sunderland, som senest sikrede sig sejren i Dakar Rally i 2002, og som du også for nylig kunne læse om i Triumph på eventyr i Rumænien her på MagaCin, vil forsøge at køre jorden rundt på 19 dage, og dermed kappe en halv dags tid af rejsen.
Sam Sunderland har, som det fremgår af denne pressemeddelelse fra Triumph Motorcycles og den tilsvarende information fra englænderens Red Bull team, valgt at køre den pænt lange tur på en Triumph Tiger 1200 Rally Explorer, og regner med at køre omkring 1000 miles hver dag.
Valget af motorcykel er nok ikke specielt overraskende, da Sam Sunderland tidligere på året blev officiel Triumph ambassadør.
Sunderland’s rejse begynder i England, går gennem Europa til Tyrkiet med kurs mod Mellemøsten, og fortsætter til De Forenede Arabiske Emirater via Saudi-Arabien
Stopuret sættes på pause imens turen går med skib til Australien og New Zealand, og sidenhen går rejsen nordpå til USA og Canada, inden englænderen vender næsen mod Marokko, og igen vender tilbage til Europa via det sydlige Spanien, og til sidst returnerer til England.
Man kunne forestille sig, at de nuværende rekordindehavere ville være lidt vrangvillige i forhold til rekordforsøget, men sådan forholder det sig langt fra.
Kevin og Julia Sanders bakker nemlig op om projektet med deres egne erfaringer fra deres nu mere end 20 år gamle rekord, og Kevin Sanders er i forbindelse med det forestående projekt frit oversat citeret for følgende:
“Rekorder er til for at blive slået. Vi gennemførte vores tur for mere end 20 år siden, og Sam kommer til at stå ansigt til ansigt med helt andre udfordringer end vi gjorde dengang. Som forretningsdrivende indenfor motorcykelbranchen er det altid spændende at se kørere stille op til nye udfordringer, eller udfordre nuværende rekorder.
Vi er virkelig spændte på at se, hvordan det går for Sam.”
Rekordforsøget skal naturligvis gennemføres under visse forudsætninger, hvor Sam skal køre én vej jorden rundt fra udgangspunktet til en lokation på den diametralt modsatte side af kloden, distancen skal udgøre mindst 18.000 miles, og der skal køre på den samme motorcykel hele vejen.
Alene det at forholde sig til de forventede 13 forskellige tidszoner på 5 kontinenter og gennem mere end 15 lande kan meget tænkeligt være lidt bøvlet. Og Sam der forventer dage med 15-16 timer i sædet på sin Triumph Tiger 1200 Rally Explorer i skiftende vejrlig, gør sig da heller ingen illusioner om, at det bliver let.
“Jeg ved at det vil teste mig helt ind til kernen både fysisk og mentalt. Men det er lige præcis derfor jeg gør det. Jeg trives i det ukendte, hvor der skal findes løsninger undervejs.
Jeg gør det ikke udelukkende for at slå rekorden, men også for at sætte en ny barre for, at den næste som slår rekorden fortjener det, lige som det er tilfældet for mig.”
Chief Commercial Officer hos Triumph Motorcycles’ er i forbindelse med rekordforsøget frit oversat citeret for følgende:
“Det bliver en kæmpe udfordring for Sam og hans Red Bull team, som vil forsøge at slå en mere end 20 år gammel rekord. Sam’s beslutsomhed og fokus passer perfekt til Tiger 1200 Rally Explorer, som er det ideelle køretøj til så episk et eventyr.
Vi ønsker ham al mulig held og lykke på hans rejse rundt om jorden.”
Den præcis dato for indledning af rekordforsøget er endnu ikke fastsat. Men som det fremgår af Red Bull’s orientering, der er linket til længere oppe, vil det blive indledt en gang i September 2025, og Sam forventes at returnere til England i Oktober 2025.
MagaCin ønsker Sam Sunderland held og lykke på turen.
Vi kan nok ikke nære os for at følge turen, når det til sin tid søsættes, og krydser fingre for, at den lovede videodokumentation deles løbende.