
Nyt motorcykelmuseum i Schweiz
Hvis en af næste års ture på motorcykel går sydover via Schweiz, og måske endda forbi området nord for Genéve, så er det måske værd at føje et nyt udflugtsmål til rejseplanen.
Nemlig det nye Racing Motorcycle Musem, som Fédération Internationale de Motocyclisme (FIM) har åbnet i deres gamle hovedkvarter i Mies.
FIM indviede i oktober sidste år forbundets nye hovedkvarter umiddelbart ved siden af det gamle, hvor sidstnævnte nu har lagt lokaler til det nye RMM, som fremover danner rammen om en permanent udstilling, der ærer organisationens rige og glorværdige historie.
Åbningsceremonien begyndte med taler fra blandt andet byens borgmester, FIM Marketing and Digital Director, Fabio Muner og FIM President, Jorge Viegas.

Efter det traditionelle klip af indvielsesbåndet fik navnkundige Giacomo Agostini – som har 15 VM titler på CV’et – den firedobbelte FIM Motocross World Champion Harry Everts, CEO of FIM MotoGP promoter Dorna, Carmelo Ezpeleta og sidst men ikke mindst racer-legenden Sammy Miller æren af at blive optaget som de første fire i den nye FIM Hall of Fame.

Og flere af de ældre racer-rødder fik så at sige hænderne i bolledejen, da de hver især fik foreviget deres håndaftryk.

Billedgalleriet, som FIM har delt i forbindelse med åbning af RMM, giver et fint indtryk af dagens begivenheder, og hvad der udstilles i de nyåbnede faciliteter.
Her er der åbenbart også er blevet plads til de ret underholdende mc-simulatorer fra italienske MotoTrainer, som MagaCin havde fornøjelsen af at hygge sig på helt tilbage i 2018.
De opstillede simulatorer fra Moto Trainer hører blandt de mere tidssvarende motorsportsrelaterede elementer på RMM, hvor de historisk interesserede – som det fremgår af billedgalleriet – i rigt omfang tilgodeses med masser af lækkerier.
Og man må formode, at de historisk interesserede også værdsatte deltagelsen fra de efterhånden lidt ældre racerkørere, hvor Giacomo Agostini efterhånden har nået en alder af 83 år, men overgås af gode gamle Sammy Miller, som den 11. November fyldte 92.
Sammy Miller er tilsyneladende stadig i fuld vigør, og vi kan varmt anbefale et besøg på Sammy Miller Motorcycle Museum, som MagaCin seneste var et smut forbi i 2011.
Især hvis Sammy stadig er lige så stort et sludrechatol, som dengang vi fik skudt lidt video til program #31 i vores serie af TV Shows.


