
Husqvarna og KTM indkalder motorcykler til sikkerhedstjek
Det må være vanvittigt irriterende, hvis man lige har fyldt motorcyklens tank, og nogle af de dyre dråber ikke brændes af i motoren, men i stedet løber ud af tankens top, efter benzindækslet er lukket.
Det scenarie vil man åbenbart ikke risikere hos Husqvarna og KTM, som nu indkalder en række motorcykler til et tjek af pakningen ved tankdækslet.
Husqvarna Mobility og KTM melder ud om tilbagekaldelser på en række 2024-modeller, efter intern kvalitetskontrol har afsløret potentielle problemer med pakningen ved tankdækslet.
Den samme fejl, som optræder hos begge mærker, kan i sjældne tilfælde føre til brændstoflækage.
Derfor udskiftes pakningen uden beregning på samtlige berørte motorcykler, som en forebyggende sikkerhedsforanstaltning.
Begge producenter oplyser, at afvigelser i materialekvaliteten kan medføre små revner i pakningen over tid, og selvom kun få tilfælde er registreret, ønsker både Husqvarna og KTM at eliminere enhver risiko.
Ejere af de berørte modeller kontaktes direkte via brev, og anmodes om at aftale tid hos en autoriseret forhandler, som gratis udskifter pakningen.
Berørte modeller
Hos Husqvarna drejer det sig om Svartpilen og Vitpilen 125, 250 og 401 årgang 2024, og KTM tilbagekalder 2024 modellerne DUKE 125, DUKE 250, DUKE 390 og DUKE 990.
Begge mærker understreger, at arbejdet kun må udføres på godkendte værksteder.
Skulle brevet være forsvundet i posten, kan man selv kontrollere sin motorcykel via service- og recall-sektionen på mærkernes officielle hjemmesider ved indtastning af stelnummer – som findes på højre side af kronrøret – og det såkaldte Delivery Certificate Number, som findes i toppen af motorcyklens leveringscertifikat.
Links til tjek af din motorcykel
Husqvarna: Service & Safety Check hvor du også kan søge efter en autoriseret forhandler på denne side.
KTM: Service & Safety Check – hvor du kan finde din KTM forhandler her.

