
Gashåndtaget på motorcyklen som drives af en Donut betjenes af Guds hånd
Den elektriske Verge TS pro med navløst baghjul, som oprindeligt blev fremstillet i Finland, kunne du senest læse om her på MagaCin i midten af April 2025, da motorcyklen uden guddommelig indgriben med en strækning på 310,689 kilometer blev noteret for en ny Guinness World Record, for længste køretur på en enkelt opladning.
Artiklen om rekorden bragte vi som en slags forlængelse af vores prøvekørsel af netop Verge TS Pro i sommeren 2023, hvor vi i beskrivelsen af prøveturen blandt andet skrev, at køreegenskaberne groft opridset nærmest kunne betegnes som noget, der kunne opleve i sædet på en vildt stærk sportsligt anlagt powercruiser, men med tilføjelsen massiv ubrudt acceleration.
Ved den lejlighed observerede vi ingen form for ophøjet håndspålæggelse hverken i nærheden af eller på gashåndtaget.
Det skal ikke herske den mindste tvivl om, at det er vildt fedt, at få lov til at prøvekøre samt teste alle mulige og ofte meget forskellige motorcykler over hele kloden.
Det har staben her på MagaCin gennem efterhånden mange år værdsat højt. For det er ikke blot lækkert at køre på mange forskellige motorcykler, men også både sjovt, ret hyggeligt og lærerigt, at dele den slags oplevelser med motorcykeljournalister af alle tænkelige nationaliteter.
Med stærkt varierende præferencer og ikke nødvendigvis samme erfaringsgrundlag, er de mange også ret personlighedsmæssigt forskellige motorcykeljournalisters individuelle vurderinger af en given motorcykel imidlertid ikke altid hundrede procent enslydende.
I visse situationer har nogle af journalisterne klasket sig på lårene af grin, over en kæk uventet kommentar, andre gange giver andre journalisters udmeldinger stof til eftertanke, og i enkelte tilfælde spærres øjnene op i ren og skær forbløffelse, når en mc-journalists udmelding er af specielt opsigtsvækkende karakter.
I den forbindelse henviser vi gerne til en nylig prøvekørsel af Verge TS Pro hvor William Roberson fra det anerkendte og respekterede erhvervsmagasin Forbes, er leveringsdygtig i flere både ret underholdende og opsigtsvækkende udtalelser.
Blandt andet at Verge TS Pro drives af en Donut, og når han frejdigt hævder, at Gud’s hånd ubestrideligt har fat i gashåndtaget.
Udtalelser som Verge hurtigt har grebet og delt via opslag på sociale medier.
Man burde måske retfærdigvis moderere referencerne til William Roberson’s artikel en smule.
Sakset direkte fra artiklen skriver han, at Verge TS Pro has that undeniable “hand of God” feeling when you twist the throttle og den skarpe iagttager har allerede bemærket, at udtrykket hand of God er omklamret af citationstegn.
Men det er altså et udsagn, der både fremkalder smil på læben og garanteret hiver læsere i land, og som Verge udnytter maksimalt. Og som sågar følges til dørs med den malende beskrivelse af accelerationen med ordene – even in Zen mode. Time and space suddenly compress and what was down the road is now coming up fast.
Altså noget i retning af, at tid og rum pludselig sammenpresses, og det der før lå langt forude, nu hurtigt kommer nærmere.
Måske lidt i stil med det ballistiske missil MagaCin prøvekørte i 2016.
Jo, jo… denne skribent bed også på maddingen, og det var faktisk slet ikke så tosset endda. For jeg hyggede mig såmænd fint med at læse artiklen The Secret To The Verge Electric Motorcycle? It’s Powered By A Donut, som udover prøvekørslen også byder på et interview med Verge bossen Tuomo Lehtimäki.
Et interview der kan være interessant for dem af os, der interesserer sig en smule for teknik, samt dem der gerne læser om udviklingen af en ny motorcykel, og er lidt nysgerrige på en ny motorcykelproducents tilgang til projektet. Og formentlig også for de af vores læsere som ganske enkelt har fulgt Verge gennem årene.
Hvis motorcyklerne fra Verge er nye for dig, så sidder du måske og funderer over, hvordan pokker man egentlig skifter dæk på specielle motorcykler med usædvanlige bag- eller forender.
Om det kræver en hjælpende Guds håndeller ej, kan du få en idé om i artiklen Nyttig viden ved dækskift på Tesi H2 og Verge TS Pro, eller specifikt for Verge motorcyklens vedkommende ved at se videoen nederst, som er sakset fra artiklen.