Dainese solgt igen - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Dainese solgt igen

Dainese er solgt igen, men HPS og Arcmonts overtagelse efter Carlyle minder mere om en finansiel redningsaktion end et reelt ejerskifte.
03/02-2026 kl. 08:04
Anslået læsetid: 1 Minutter

Det traditionsrige mærke Dainese har nu skiftet ejere, og i virkeligheden alligevel ikke.
For det formelle ejerskab har ganske vist skiftet hænder, men de finansielle muskler bag kulisserne er i vid udstrækning de samme som før.

Formelt godkendt – reelt uundgåeligt

Ifølge en nyligt offentliggjort pressemeddelelse har Dainese S.p.A., efter godkendelse fra Europa-Kommissionen, solgt 100 % af aktierne og stemmerettighederne til kapitalforvalterne HPS Investment Partners (“HPS”) og Arcmont Asset Management (“Arcmont”).

Som en del af transaktionen tilføres Dainese Group €30 mio. i ny kapital.

Formalisering af reelt ejerskab

Det lyder måske umiddelbart som endnu et opsigtsvækkende ejerskifte i motorcykelbranchen, men fremstår snarere som en formalisering af et reelt eksisterende ejerskab.

Da den amerikanske kapitalfond Carlyle Group købte Dainese i 2022, blev handlen blandt andet muliggjort af netop HPS og Arcmont, som stillede omkring €285 mio. til rådighed.

Dengang var planen, at Carlyle med sin ekspertise og kapital skulle hjælpe Dainese til vækst især i USA og Kina.

Læs om Daineses tidligere ejerskifte i artiklen der er linket til herunder.

Projektet gik imidlertid ikke som forventet, og stigende gæld samt økonomiske udfordringer har siden presset Dainese, hvilket nu resulterer i, at Carlyle viger pladsen, og at långiverne i praksis overtager kontrollen.

Ejerskiftet ligner med andre ord mindre et salg og mere en nødvendighed for at rette op på økonomien.

En stor milepæl

I pressemeddelelsen beskriver Dainese CEO Angel Sánchez transaktionen som en “stor milepæl” og fremhæver, at HPS og Arcmont deler mærkets passion for innovation, sikkerhed og kvalitet.

De nye ejere udtrykker stolthed over at styrke relationen til Dainese, og lover både støtte i kampen for en stærkere markedsposition og øget innovation på tværs af forretningen.

Det er formuleringer vi før har hørt i forbindelse med ejerskifte i motorcykelbranchen. Og selvom det umiddelbart lyder lovende, må vi nu afvente, hvordan kursen for fremtiden udstikkes, og hvad det kommer til at betyde i praksis.

Ikke discount

Flertallet af motorcyklister betragter næppe Dainese som et discountmærke, hvilket denne skribent da også selv erfarede, da der for nogle år siden røg omkring 8.500 kroner over disken for en AGV Pista GP RR, som du kan læse mere om i testen af AGV Pista GP RR. Og der blev såmænd også senere investeret pænt over kr. 15.000,- i Dainese læder med indbygget airbag.

Der kan naturligvis købes billigere produkter fra både Dainese og AGV, men brugerne har altid eftertragtet de dyre topmodeller. Og med udmeldinger om at “sætte skub i innovationen” og udvikle endnu mere avancerede produkter, kan man sagtens forestille sig, at de mest eksklusive produkter fremover bliver endnu dyrere.

Bredere sortiment – eller skarpere fokus?

Men der er dog også den anden mulighed, når HPS og Arcmont taler om at styrke markedspositionen i alle segmenter, at det er en indikation på en mere offensiv satsning på et bredere og mere økonomisk tilgængeligt sortiment.

Altså flere produkter der kan sælges i større volumen, og et mindre fokus på high-end gear til entusiasten.

Om det bliver vejen frem for Dainese, eller om det italienske mærke fremadrettet primært vil dyrke sin position som teknologisk flagskib i den dyre ende af markedet, bliver interessant at følge.

Men med de senere års økonomiske optakt til det såkaldte ejerskifte, må vi nok indstille os på, at innovation fremover ikke kun skal imponere, men også kunne betale regningerne.

Del med en ven

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025