INTERMOT vokser: flere MC-producenter og verdenspremierer

INTERMOT 2027 vokser med 20 procent mere booket udstillingsareal, flere motorcykelproducenter og udsigt til verdenspremierer i Köln.
Anslået læsetid: 2 Minutter

Tilbage i juli kunne vi her på MagaCin fortælle, at den tyske motorcykelmesse INTERMOT havde store planer for 2027, hvor blandt andet en indendørs testbane og flere publikumsaktiviteter skulle være med til at give messen et løft.
Og nu tyder noget på, at arrangørernes satsning begynder at bære frugt.

For ifølge en ny pressemeddelelse fra arrangøren er det samlede udstillingsareal – som allerede er booket og bekræftet til INTERMOT 2027 – omkring 20 procent større end i 2025.

Det er vel at mærke status pr. 19. oktober, og dermed har arrangørerne stadig omkring fire måneder til at tiltrække endnu flere udstillere.

Flere producenter melder sig på banen

Siden juli har en række motorcykelproducenter meldt deres ankomst til messen, og blandt de nye navne finder vi Brixton, BSA, Hero, Husqvarna, Kove, KTM, Moto Morini og QJMotor.

Arrangørerne fortæller desuden, at flere producenter planlægger verdenspremierer under messen, men præcis hvilke modeller der er tale om, er endnu ikke offentliggjort.

Dermed er der udsigt til mere end blot en udstilling af motorcykler, som allerede har været præsenteret andre steder.

Også på udstyrssiden er der opbakning fra en række kendte producenter, heriblandt Arai, HJC, Nolan, Schuberth, Shark og Shoei.

Første tegn på fremgang

Da vi tidligere beskrev planerne for INTERMOT 2027, var spørgsmålet blandt andet, om arrangørerne kunne tiltrække tilstrækkeligt mange producenter til at gøre messen interessant for publikum.

Og selvom 20 procent mere booket udstillingsareal ikke nødvendigvis betyder flere udstillere eller flere besøgende, er det trods alt et konkret tegn på, at branchen bakker op om arrangementet.

Om INTERMOT for alvor kan genvinde noget af sin tidligere betydning i skyggen af EICMA i Milano, må tiden vise. Men med flere producenter på plads og udsigten til verdenspremierer ser det i hvert fald ud til, at den tyske messe bevæger sig i den rigtige retning.

INTERMOT 2027 afholdes fra den 19. til den 21. februar i Köln.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven