
European Bike Week 2025
Harley-Davidson har netop gjort pressen opmærksom på, at de er klar til European Bike Week i Faak am See, Østrig d. 2. til 7. september, hvor der bliver etableret en 40.000 kvadratmeter stor “by”, med udstilling af de seneste modeller og en ordentlig spandfuld H-D udstyr.
Hertil vil det være muligt at prøvekøre en lang række modeller, ligesom unge spirer der endnu ikke har fået kørekort, kan springe i sadlen i et par simulatorer, som giver en idé om, hvordan det er at suse ud i det blå med ro i sjælen, og hvordan adrenalinen pumper når der åbnes helt for hanen.
Mere end 100 stande vil der være at finde på pladsen, hvor vi taler om alt lige fra mad og drikke til custom cykler og grej guruer, og alt der imellem.
Når dagen går på hæld, og mørket så småt lægger sig over gader og stræder, vil der gennem hele ugen blive spillet op til dans baren og saloonen, hvor mere end 30 live bands er hyret ind til opgaven.
Hertil nævnes det, at der kommer guf på toppen både fredag og lørdag, hvor man har planlagt et spektakulært ildshow.
Programmet i Harley-afdelingen byder blandt andet på off-road træning i Pan America Adventure Zone, hvor Ralf Wiesenfeller og Marco Belli deler ud af tips og tricks til at overkomme moder jords små udfordringer uden for alfarvej, ligesom der selvfølgelig bliver afholdt et Free Ride-in Custom Bike Show.
Sidstnævnte afvikles fredag d. 5. september i byen Villach, som ligger godt 20 minutters kørsel fra den midlertidigt opstillede by; nok fordi man forventer ret mange deltagere.
Deltagerne kan nemlig frit stille op i ikke mindre end seks kategorier, der lyder som følger: Tourer, Cruiser, Sport, Antique & Off-Road og slutteligt Radical Custom.
Dagen efter (d. 6/9) triller den, med arrangørens egne ord, legendariske Harley-Davidson Parade gennem byen, hvor flere tusinde flokkes for at hylde frihed, sammenhold og Harley-Davidson.
Der er fri entre hele ugen, og for at binde en fin sløjfe på en herlig uge, udloddes en spritny Harley-Davidson Low Rider ST via lodtrækning.
Du kan læse mere om arrangementet via dette link.