Slut med snyd: Nu skal bilen skrottes digitalt
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Slut med snyd: Nu skal bilen skrottes digitalt

Fra 1. januar 2020 bliver skrotningsprocessen for udtjente biler digital. Det betyder mindre papirarbejde for autoophuggerne, mindre snyd med udbetaling af skrotningsgodtgørelser og større sikkerhed for bilejerne.
Miljøstyrelsen
10/12-2019 kl. 06:58

Bilejere, der skal have deres udtjente bil skrottet, skal vænne sig til en proces helt uden papir. Fra 1. januar 2020 er det definitivt slut med at bruge skrotningsattester i papirform, da ordningen bliver fuldt digitaliseret.

Det er godt nyt for autoophuggerne, der kan se frem til en nemmere hverdag. Samtidig bliver det med systemet sværere at snyde med udbetaling af skrotningsgodtgørelser. Tidligere har opgørelser vist, at op mod hver fjerde bil bortskaffes ulovligt til skade for miljøet.

– Fordi hele processen fra årsskiftet bliver digital, er det nemt at tjekke, om køretøjet er afmeldt i Motorregistret, og hvem der er registreret som bilens sidste ejer. På den måde minimeres risikoen for snyd med skrotningsgodtgørelsen, og de godkendte autoophuggere kan nu koncentrere sig om deres kerneopgave – nemlig at bortskaffe bilerne miljømæssigt forsvarligt, siger Johnny Bøwig, direktør i Dansk Producentansvars System (DPA-System), der har udviklet det digitale system i samarbejde med Miljøstyrelsen.

Bilejeren kan allerede fra 1. januar 2020 begynde skrotningen online på Borger.dk med sit NemID.

Når bilejere opretter sagerne hjemmefra, kan de kun vælge fra en liste af godkendte autoophuggere. Det er den bedste garanti for, at deres bil miljøbehandles korrekt uden at gøre skade på miljøet. Man kan stadig tage ned til en godkendt autoophugger og ordne sagen digitalt derfra.

Slut med kontanter

Med det nye system er det ikke kun slut med omfattende papirarbejde. Autoophuggerne slipper samtidig for at skulle udbetale skrotpræmien i kolde kontanter, som hidtil har været en udbredt procedure. Med det digitale system får ejeren af bilen udbetalt skrotpræmien direkte til sin NemKonto, når skrotningsattesten er udfyldt digitalt.

– Med digitaliseringen af skrotningsattesterne skal godkendte autoophuggere ikke længere have kontanter liggende eller lave bankoverførsler til bilejeren, for nu sker udbetalingen af skrotningsgodtgørelsen direkte til bilejerens konto. På den måde kan vi mindske snyd og samtidig sikre, at bilerne bliver miljøbehandlet korrekt hos godkendte autoophuggere, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Anne Elizabeth Kamstrup.

Besparelser at hente

Den digitale skrotningsattest letter arbejdsgangen for både autoophuggere, myndigheder og bilejere, hvilket også forventes at have et positivt økonomisk aftryk. 

– I dag foregår det sådan, at når bilejere afleverer bilen til autoophuggeren, så skal ophuggeren udstede en fysisk skrotningsattest, der skal underskrives af både ophuggeren og af bilens ejer og efterfølgende indsendes til Miljøstyrelsen. Men nu kommer det altså til at ske i et digitalt flow, som gør processen langt lettere for alle parter. Og det vil alt andet lige reducere administrationsomkostningerne, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Anne Elizabeth Kamstrup.

Det nye digitale system kaldet DUS (Digitalisering af Udbetaling og Skrotningsattest) er udviklet af DPA-System og Miljøstyrelsen med input fra autobranchen – og er køreklart fra 1. januar 2020.

Del med en ven

Giver børn en ny start