Mini Test: Subaru Outback 2018 med nye gadgets
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Mini Test: Subaru Outback 2018

Mindre kosmetiske ændringer og nyt sikkerhedsudstyr - men uden prisstigning
Mathias B: Høj
15/03-2018 kl. 10:14

Til præsentationen af Subaru Impreza var der også mulighed for, at lave en mini-test af Outback'en. Og man skulle da være et skarn, om man ikke kunne mosle lidt rundt i en firehjultrækker af de højere specs. Rent visuelt er det stort set Subaru business as usual set udefra – udover en ny front.

Hvordan er den at køre i?

Outback'en har tidligere begejstret i MagaCins test med gode køreegenskaber og høj kvalitet. Og det gør den stadig – for en bil i den størrelse og vægtklasse er den overraskende stabil i sving. Affjedringen er effektiv og hvis man har samvittigheden til det, kan man tage fartbump i høj fart. Terrænegenskaberne var der desværre ikke tid til at teste.

2.5 L boksermotoren yder 175 hk og har en ok effektkurve. Hvis man skal sætte fingeren på noget, er det motorens vræl ved bundgas. Automatgearet lader motoren arbejde næsten til det røde felt i omdrejningstælleren, før der skiftes gear. Det er så absolut i afdelingen for I-landsproblemer og er kun et spørgsmål om tilvænning. Bilen kan sagtens komme op i fart.

Rent komfortmæssigt er Outbacken også godt med, og førersædet kan justeres så meget i højde og siddestilling, så selv de laveste og mest skrutryggede bedstemødre burde kunne sidde behageligt og kunne kigge ud. Rattet er småt, men alligevel med overordentligt mange funktionsknapper, så man efter en tilvænningsperiode kan betjene det meste uden at tage hænderne væk.

Er der nyt teknik at lege med?

Gadgetnørder vil værdsætte opdateringerne til 2018, hvor fronten har fået et fiskeøjekamera, der kan se om hjørner som føreren, uanset hvor meget han/hun strækker sig, ikke vil have mulighed for. Derved bliver det muligt at få udsigten fra spidsen af den voluminøse kølerhjelm og se efter “skjult” trafik.

Et kamera i højre sidespejl giver oversigt over, hvor tæt man er på nabobilen ved parkering på Bilkas fyldte pladser. Eller om der kunne være ridsefarer fra grene i en tæt skov.

Desuden er der nu kommet bi-LED lygter med kurvelys og en ny midterkonsol med nyt infotainmentsystem, som minder en del om XV og Impreza'ens, men udført i mere eksklusive materialer. Det er udført i lækker kvalitet, som også virker langtidsholdbart.

Hvad koster den?

Outback'en fastholder, trods nyt udstyr, forrige versions pris fra 499.900 kr for Active udstyrsversionen. En rimelig pris, kvalitetsniveau og udstyrsniveau taget i betragtning.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start