Efterlysning! Ny Streetfighter Harley forsvundet - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Efterlysning! Ny Streetfighter Harley forsvundet

Officiel lancering udskudt til 2021, men nu er Bronx forsvundet
CO
21/08-2020 kl. 09:45

Vi mindes ikke tidligere eksempler på, at MagaCin har bedt læserne om hjælp til at lokalisere en bortkommet motorcykel.
Men i dag vil vi undtagelsesvis anmode vore læsere om, at holde udkig efter modellen der ses på billedet nedenunder.

Dem der havde set frem til at tage den nye frækt udseende Harley-Davidson Bronx med den nyudviklede Revolution Max motor på 975 cc i besiddelse i år, blev i første omgang slemt skuffet, da konsekvensen af en ny og radikalt anderledes strategi for fremtiden hos den amerikanske motorcykelproducent blev annonceret tidligere på året.
I artiklen der er linket til herover, kan du udover at læse om udskiftning i ledelsen og de nye fremtidsvisioner hos Harley-Davidson også læse, at den officielle lancering af 2020 modellerne Harley-Davidson Pan America og Harley-Davidson Bronx – som blev præsenteret på EICMA i 2019 – efterfølgende blev udskudt til 2021.

Bronx blev sidst set i foråret
Udskydelsen af den officielle lancering af de to spændende modeller fremgik dengang af Harley-Davidson’s hjemmeside, hvor både den yderst interessante Adventure model Pan America med 145 hk og den nye frække Streetfighter med modelnavnet Bronx pludselig var opført som 2021 modeller. Se skærmdump nedenunder.

Bronx forsvundet – gem det vandkølede dankort
Utvivlsomt en skuffende nyhed for nogle, men med en positiv tilgang til det ændrede tidsskema, blev der til gengæld længere tid til at spare op til nyerhvervelsen.
Men hvis du er en af dem, der spændt til bristepunktet af forventning sad klar med det vandkølede dankort, og var klar til at bestille en Harley-Davidson Bronx, så kan du godt parkere plastickortet i muldvarpeskindet.
For nu er Harley-Davidson Bronx lige pludselig forsvundet.
Modellen er ikke længere med på producentens liste over kommende modeller, hvilket du kan se i listen over kommende modeller på Harley-Davidson’s hjemmeside, hvorfra vi har sakset skærmdumpet nedenunder.

Den frække Streetfighter Harley-Davidson Bronx er som du kan se ikke længere med på listen over kommende nyheder, og der forlyder ikke det mindste pip fra producenten om, hvorfor Bronx lige pludselig er forsvundet.

Et mysterium
Fraværet på listen over kommende modeller kan naturligvis skyldes, at Harley-Davidson er ved at lægge sidste hånd på en masse fedt markedsføringsmateriale, så vi lige om lidt ser en præmatur officiel 2020 lancering, med masser af teknisk info og super cool videoer i læssevis.
Eller måske skyldes forsvindingsnummeret ganske enkelt, at Harley-Davidson Bronx ikke længere passer ind i virksomhedens filosofi og fremtidsvisioner?

Vi leder videre, og vil gerne have din hjælp
Dit bud på en opklaring af mysteriet er lige så godt som vores, og foreløbig er vores eftersøgningshold i fuld sving med at lede efter den forsvundne Bronx.
Deltag gerne i eftersøgningen, og vi i hører gerne fra dig, hvis du skulle ligge inde med eller rende over informationer, der kunne kaste lidt mere klarhed over hvad fa’en der er blevet af den forsvundne Harley-Davidson Bronx.
Google søgning på Harley-Davidson Bronx giver hits i massevis, men henviser ofte til hjemmesider der er pillet af internørdet.
Vi er lidt mismodige ved tanken om, at vi muligvis aldrig får lov til at prøvekøre Harley-Davidson Bronx. En model der meget tænkeligt kunne have vist sig, at byde på usædvanligt dynamiske køreegenskaber.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start