Kawasaki 2020 priser offentliggjort

Skarp pris på Kawasaki Z 900
Anslået læsetid: 2 Minutter

Nu er der spændende nyt for dig, som utålmodigt har ventet på prislisten for Kawasaki's 2020 modeller. Se 2020 prislisten nederst i artiklen.

Kawasaki Danmark har i dag offentliggjort den officielle prisliste for 2020, og her springer priserne på flere modeller i øjnene.

Generelt holdes priserne i ro for de 30 modeller der videreføres fra sidste års modelprogram, så blot 3 af modellerne i 2020 programmet får en beskeden prisstigning. 

New Rider Friendly Kawasaki Z 650

Bemærk at du slipper med dkr. 87.990,- hvis du går efter et eksemplar af den velkørende Kawasaki Z 650. En gunstig prissætning på den let tilgængelige og letkørte motorcykel, der af Kawasaki betegnes som New Rider Friendly.

Spar kr. 260.000,- 

Bemærk også prisen på den tvangsfodrede Kawasaki Z H2 naked bike. Umiddelbart lyder dkr. 269.990,- som en anseelig sum, men den afklædte pendant til det ballistiske missil Kawasaki H2 – der i 2020 koster dkr. 529.990,- er måske i virkeligheden ikke et specielt dyrt bekendtskab.

Hør nu her… hvor tit sparer man penge på at bede en model om at smide tøjet?? Det gør du i dette tilfælde, hvor du sparer mere end en kvart mio. kroner. Helt nøjagtigt dkr. 260.000,- 

Skarp pris på Z 900

Ganske interessant at studere Kawasaki's prisliste for 2020, men én af de priser der for alvor springer i øjnene, er den beskedne merpris på dkr. 3000,- der skal langes over disken for 2020 versionen af Kawasaki Z 900.

Prishoppet til dkr. 119.990,- må siges at være mere end retfærdiggjort med tilføjelsen af tidssvarende features og gadgets, på modellen der tidligere blev betegnet som “Refined Raw”. Vi testede forgængeren i 2017 under sydlige himmelstrøg, og skrev dengang om modellen: “Værdi for pengene spiller ofte ind når der handles motorcykel, og introduktionsprisen på kr. 130.000,- er dælme et stærkt kort som bør få konkurrenter til at skælve. Mere raffineret end rå, mere komfortabel end sportslig, og en super kapabel legekammerat.” 

Jep… Kawasaki Z 900 kostede ved lanceringen knap 130 stærke, så 2020 prisen må siges at være overordentlig fornuftig, og inflationen taget i betragtning, er modellen lidt kækt sagt faktisk faldet en del i pris over tid.

Se den officielle promotion video for Kawasaki Z 900 herunder.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar